Innlegg

Americana-scoop til Tønder

Uforlignelige The Mavericks med sangeren Raul Malo i spidsen er i toppen af plakaten på Tønder Festival 2018. Yderligere syv navne er føjet til årets i forvejen bugnende program.

Festen er sikret, når amerikanske The Mavericks går på scenen i Tønder til august. Bandet med rødder i Miami og med et charmerende og råswingende mix af country, folk, tex-mex, latin og rootsrock giver deres eneste danske festivalkoncert på Tønder Festival 2018. Sangeren Raul Malo er den centrale figur i bandet, der efter en gendannelse i 2012 har fejret triumfer med nye udgivelser og lange turneer verden rundt.

Flere navne
At Tønder Festival formår at booke interessante internationale navne, som er stærkt på vej opad, er velkendt. Det er tilfældet med den australske kvartet All Our Exes Live In Texas. Amerikanske Jeffrey Foucault, som vandt mange publikumshjerter på festivalen i 2016, er tilbage. Fra USA kommer også duoen Dusty Heart. Fra Skotland kommer de velanskrevne traditionalister Skipinnish, og så er der gensyn med en veteran, nemlig britiske Allan Taylor. Ungarske Romengo, som også gæstede festivalen sidste år, er tilbage med mere gnistrende roma-folk. Sidst, men ikke mindst, er dansk/tyske FolkBALTICA Ensemble tilbage.

OM KUNSTNERNE:

The Mavericks (USA)
Kan ét band virkelig rumme så meget? Svaret er ja, for The Mavericks byder på charme, gode sange, en karismatisk forsanger og en farverig cocktail af country, folk, blues, tex-mex, twang, latin og rootsrock. Det er et scoop, at dette sprudlende band fra Miami med en næsten 30 år lang historie bliver et af hovednavnene på Tønder Festival 2018. The Mavericks passer perfekt til festivalen, og der er ingen tvivl om, at der bliver liv og glade dage foran scenen.

The Mavericks blev dannet i 1989 og fik snart ry for at være et formidabelt godt liveband. Op gennem 90’erne udgav de en stribe album, opnåede fine hitlisteplaceringer og modtog adskillige priser – blandt andet en Grammy i 1995. Singlen ”All You Ever Do Is Bring Me Down”, hvor tex-mex-stjernen Flaco Jiménez medvirkede, slog godt an, og også ”Dance The Night Away” (1998) blev et gedigent hit. Bandet blev opløst i 2004, og sanger, guitarist og sangskriver Raul Malo gik solo. I 2012 fandt The Mavericks sammen igen, udgav nyt album og beviste, at en gendannelse ikke behøver at handle om at ride på fortids storhed. Nye sange, masser af kreativitet og musikalsk overskud sendte bandet af sted på lange turneer verden over de følgende år. Seneste album er ”Brand New Day” fra 2017 som i år var nomineret til en Grammy. Glæd jer til torsdag aften under festivalen – eneste danske koncert i 2018.

www.themavericksband.com

https://www.youtube.com/watch?v=ypJ3dP7qCpE

 

Jeffrey Foucault (USA)
Det bliver et glædeligt gensyn, når Jeffrey Foucault vender tilbage til Tønder Festival. I 2016 begejstrede han med flere koncerter, blandt andet sammen med sangerinden Caitlin Canty, hvis album ”Reckless Skyline” han har produceret. Med sig i år har Foucault et stærkt hold af musikere – samme band, han havde med sidst.  Billy Conway spillede trommer i det succesfulde halvfemserband Morphine, og bassist Jeremy Moses Curtis har spillet med bl.a. Booker T, Levon Helm, Ringo Starr og Joe Walsh. Eric Heywood har lagt guitar og pedalsteel til store navne som Son Volt, Ray LaMontagne, The Pretenders og The Jayhawks. Foucault har, siden han var 24 år, turneret landevejene tynde med sine sange og sin rustne stemme, der giver karakter til hans alsidige miks af folk, blues og country. Som noget helt specielt vil man kunne opleve Jeffrey Foucault sammen med Barbara Jean og Molly Dean fra duoen Dusty Heart. Dusty Heart, som også giver solokoncert i Tønder, har samarbejdet med Jeffrey Foucault på singlen ”Timbre & Trail”.

www.jeffreyfoucault.com

https://www.youtube.com/watch?v=GX6Ir_G5EgE

 

Dusty Heart (USA)
Stemmerne slynger sig om hinanden og glider sammen til harmonisk vellyd, når de to kvinder i duoen Dusty Heart deler mikrofon. Barbara Jean og Molly Dean kommer fra Minnesota og giver et frisk pust til den flerstemmige folk. De smukke sange bliver akkompagneret enkelt og stemningsfyldt af banjo, guitar og violin. Dusty Heart er forenet i deres rejselyst og kærlighed til de lange veje og de store åbne vidder. Deres sange byder på masser af poesi, og i duoens musikalske landskab bygges der bro mellem den landlige folkroots-musik, moderne indietoner og de gode popsange. På singlen ”Timbre & Trail” får Dusty Heart hjælp af Jeffrey Foucault, som duoen også vil optræde sammen med på årets festival. Dusty Hearts albumdebut rammer hylderne i midten af marts 2018, og der er god grund til at forvente sig rigtigt meget af denne fremadstormende folk-duo. Dusty Heart vil uden tvivl vinde masser af nye hjerter, når de besøger Tønder Festival. www.dustyheartmusic.com

https://www.youtube.com/watch?v=g52uZYoBuGQ

 

All Our Exes Live in Texas (AUS)
Fire fremragende sangstemmer, god sangskrivning samt evne til at nå ud til publikum. Den australske kvindekvartet med det finurlige og velswingende navn All Our Exes Live in Texas har på få år skabt sig et stort navn i hjemlandet. Med albummet ”When We Fall” fra marts 2017 er de for alvor slået an, og albummet har banet vejen for en international karriere.

Det hele begyndte i Sydney i 2014, hvor de fire sangskrivere/musikere fandt sammen. Der var fælles kærlighed til country, folk, akustisk set-up og firstemmige vokalharmonier. Gruppen udgav en EP og en række singler og blev ret hurtigt indiefolk-darlings i Australien. De har spillet på kryds og tværs af landet, optrådt på store festivaler og turneret med navne som The Backstreet Boys, Passenger og Nathaniel Rateliff and The Night Sweats. All Our Exes Live in Texas består af: Hannah Crofts, vokal, ukulele, Georgia Mooney, vokal, mandolin, Elana Stone, vokal, accordion, og Katie Wighton, vokal, guitar. Eneste danske koncert i sommeren 2018.

www.allourexesliveintexas.com

https://www.youtube.com/watch?v=ElcYePVbv2w

 

Skipinnish (SCO)
Den traditionelle skotske musik trives rigtig godt i bandet Skipinnish, som efter knap 20 år har mere vind i sejlene end nogensinde. Bandet turnerer flittigt og spiller for fulde huse, og som bandet skriver på deres hjemmeside, har ”2017 været det bedste år siden starten i 1999.”

Skipinnish er lyden af bagpipe, accordion og violin og et stilsikkert bud på moderne keltisk musik. Det hele begyndte, da accordionspiller Angus MacPhail mødte bagpiper Andrew Stevenson i 1999, hvor de studerede på The Royal Scottish Academy of Music and Drama i Glasgow. De kommer begge fra det vestlige Skotland – henholdsvis Tiree og Lochaber. Skipinnish blev hurtigt et af de etablerede navne på den skotske folkemusikscene. De har udgivet otte album, og det seneste er ”The Seventh Wave” fra 2017. I 2016 forlod sangeren Robert Robertson Skipinnish for at hellige sig bandet Tide Lines, som i øvrigt også optræder på Tønder Festival 2018. Den nye sanger i Skipinnish er Norrie MacIver. Eneste danske koncert i sommeren 2018.

www.skipinnish.com

https://www.youtube.com/watch?v=gV9wXTczZB4

 

Romengo (HU)
Ungarske Romengo besøgte Tønder i 2017 og mestrer den traditionelle olah-gypsy folkemusik til fulde. Musikken er dels traditionelle folkesange og musik hentet fra romakulturen, og dels gruppens egne sange og kompositioner. Romengo har eksisteret siden 2004 og har markeret sig stærkt med koncerter over alt i Europa samt i blandt andet Korea og Indien. Gruppen har udgivet to album, ”Kétháné” (2010), og ”Nagyecsed-Budapest” (2014). Begge udgivelser er landet i toppen af de europæiske hitlister for verdensmusik. Gruppens sangerinde, Mónika Lakatos, har modtaget flere priser, blandt andet The Ethnic Minority Award i 2014 og The Anna Lindh Award i 2007. Romengo repræsenterer den traditionelle musik fra romakulturen, men er også med til at udvide musikkens grænser gennem samarbejde med musikere fra andre genrer. For eksempel har gruppens optrådt sammen med det tyske Mendelssohn Chamber Orchestra og den indiske sanger Sumitra. Eneste danske koncert i sommeren 2018. www.romengo.com

https://www.youtube.com/watch?v=K-gYk_Ha510

 

Allan Taylor (UK)
I 50 år har Allan Taylor rejst overalt i verden med sine sange og sin guitar. Han startede på de lokale folk clubs i hjembyen Brighton og tog til New York, hvor han gæstede legendariske spillesteder som The Bitter End og The Gaslight Café. Allan Taylor har turneret flittigt i Europa og ikke mindst besøgt biblioteker, klubber, kulturhuse og festivaler i Danmark. Hans sange handler om de fortabte og de ensomme, om de ubeskrevne hverdagshelte, og om mennesker, der lever på kanten af samfundet. Sangene emmer af den længsel, der følger med livet på landevejen. Blandt de mest kendte er ”It’s Good To See You”, der er blev indspillet i mere end 100 forskellige versioner og den smukke og sørgmodige ”Roll On the Day”, der handler om minearbejdernes vilkår. Allan Taylor har været med til at inspirere yngre generationer. Deriblandt Jacob Dinesen, der har fundet en god ven og mentor i Allan Taylor. Oplev eller genoplev selv Allan Taylors guitarspil, hans sange og hans helt specielle evne til at tryllebinde sit publikum. www.allantaylor.com

https://www.youtube.com/watch?v=eTxQvlQykho

 

FolkBALTICA Ensemble (DK, D)
Orkestret FolkBALTICA Ensemble består af cirka 50 unge musikere fra den tyske region i Slesvig-Holsten og det sydlige Danmark. Orkestret er opstået i forbindelse med den årlige folkBALTICA Festival, som finder sted sidst i april. FolkBALTICA Ensemble er denne festivals ungdomsorkester, som både geografisk og musikalsk krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik. Violinisten Harald Haugaard står som kunstnerisk leder af folkBALTICA Festivalen i spidsen for ensemblet med hjælp fra de to gode kolleger Andreas Tophøj og Rasmus Zeeberg. Tønder Festival støtter aktivt talentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet, og det er efterhånden blevet en tradition, at FolkBALTICA Ensemble optræder på festivalen. Både til en egen koncert og i forbindelse med den store skolekoncert for elever fra skoler på begge sider af den dansk/tyske grænse. Så endnu engang kan publikum i Tønder opleve dette sprudlende ungdomsorkester.

www.folkbaltica.de/ensemble-2

https://www.youtube.com/watch?v=Dkl2b5XxIhE

 

Kunstnere 2018 – indtil videre:

The Mavericks (USA), The Lone Bellow (USA), Colter Wall (CAN), B. B. King Tribute feat. Mike Andersen, Shaka & James Loveless, Otis Grand, Thorbjørn Risager, Henrik Freischlader samt band (DK, USA, D), Mike Andersen (DK), Oysterband (UK), David Ramirez (USA), Melissa Horn (SE), The Secret Sisters (USA), William Crighton (AUS), Jeffrey Foucault (USA), Dusty Heart (USA), Skerryvore (SCO), MICHAEL FALCH og DÈT BAND (DK), Cóig (CAN), 3Hattrio (USA),  The Bros. Landreth (CAN),  Joey Landreth (CAN), Sharon Shannon (IRL), Vishtén (CAN), Annika Aakjær (DK), Ímar (SCO/IRL), Michael McGoldrick, John McCusker & John Doyle (SCO/IRL/UK), The Chair (SCO), Luke Winslow-King (USA), Darlingside (USA), Anne Linnet (DK), Sam Kelly & The Lost Boys (UK), Caamp (USA), The Brother Brothers (USA), Tyler Childers (USA), Irish Mythen (IRL), Gordie MacKeeman and His Rhythm Boys (CAN), Tide Lines (SCO), DR Big Band & Basco (DK), The Dead South (CAN), Tami Neilson (CAN/NZ), Allan Taylor (UK), All Our Exes Live In Texas (AUS), FolkBALTICA Ensemble (D, DK), Romengo (HU), Skipinnish (SCO).

 

Tønder Festival 23. 24. 25. 26. august 2018
www.tf.dk
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk