Konserter

Scofield, Pippi og festivalsjefen

Ystad Sweden Jazz 2014 Dag 5: The John Scofield Überjam Band · John Scofield (g), Avi Bortnick (g, samplers), Andy Hess (b), Terence Higgins (dr), Patrick Murray (live sound).

Da jeg forlod koncerten med John Scofield kunne jeg mærke i mine kinder, at jeg havde smilet gennem alle 115 minutter. Hvor tit sker det?

Guitaristen John Scofield har måske ikke verdens hippeste tøjsmag. Men han er ubetinget verdens hippeste guitarist, bandleader og en musikalsk innovator i særklasse. Så skulle det være på plads.

Kodeordet i Überjam Band er The Groove. Centralt i dette groove står den knastørt spillende rytmeguitarist Avi Bortnick, der desuden styrer og undervejs begavet og opfindsomt manipulerer de preindspillede samples. Bassisten Andy Hess ligger klippefast helt nede i bunden og giver mindelser om andre groove-mestre som Nathan East. Trommeslageren Terence Higgins’ tunge, men alligevel bevægelige spil fletter sig sammen med Hess’ linier og gør det ikke sværere end det er.

Det der med at ”gå med”, når solisten er på vej ud i galakserne, finder ikke sted i Überjam Band. Solisten passer sit og rytmegruppen klarer resten. På den måde opstår der aldrig forvirring om, hvem der egentlig bærer stafetten. En barsk, men velgørende ansvarsfordeling, der lægger et stort ansvar på solisten.

For hvor mange bandleaders kan bære at være eneste solist 95 % af tiden, uden at man på noget tidspunkt kommer bare i nærheden af at kede sig? Hans evne til konstant at variere frasering, lyd og groove overgås ikke af nogen nulevende guitarist, han udfordrer konstant sig selv og lader sit spil vokse fra takt til takt, så det aldrig fornemmes statisk eller blot effektjagende.

Udgangspunktet i Scofields spil generelt, og måske især i Überjam, har været The Blues. Da han fik pladsen som guitarist hos Miles Davis, sagde Maestro til ham med sin ru stemme: ”Play the blues, man. You never miss if you play the blues”. Og det har han så gjort siden.

Jeg har hørt mange koncerter med Scofield. Og hver eneste gang bliver jeg overrasket over hans spil; nye licks, nye lyde, nye måder at angribe strengene på. Ved denne koncert bemærkede jeg hvordan især G- og H-strengen fik tæsk. Det kunne betyde at hans spil var en smule mere skingert end sædvanligt, men når de to strenge betjenes af en Mester som John Scofield får man slet ikke det indtryk.

Ja, jeg er skamløst og uforbeholdent begejstret for John Scofield Überjam Band og har været det siden starten i 2002. Konceptet opfylder alle min krav/ønsker til en kunstnerisk forsvarlig og fysisk videreførelse af den dengang fortærskede fusionsjazz. Überjam står for begrænset, men begavet brug af de teknologiske muligheder, kombineret med overdådigt swing og uudtømmelig fantasi – hvad mere kan man ønske sig?

Nu har musikerne fået deres ros. Så kommer turen til det femte medlem; lydteknikeren Patrick Murray. Han er en uundværlig del af konceptet Überjam Band. Ikke alene tilpasser hans lydniveauet til lokalet, så det aldrig bliver sindssygt højt, dels interagerer han med musikerne og tilsætter forskellige effekter, der indgår som naturlige dele af musikken. Murray er en ganske enestående live-lydtekniker og levede til fulde op til mine forventninger i den klassiske højloftede teaterlokale.

Wauw for en koncert!

 

”Emil, Pippi, Karlsson & Co” · Georg Riedel (b), Sarah Riedel (voc), Jens Lindvall (snak) och Örjan Fahlström (dir) med Bohuslän Big Band.

Koncerten er tænkt som en pædagogisk indføring i lyden af et jazz big band for børn.

Repertoirevalget ligger lige til højrefoden. Den svenske legende, bassisten og komponisten Georg Riedel har skrevet de mest elskede børnesange i broderlandet overhovedet; temaerne til alle Astrid Lindgreens bøger/tv-serie/film samt en række andre melodier, der alle har et umiskendelig skær af skærgård, træhuse og granskove. Her blev de præsenteret af det uhyre velspillende Bohuslän Big band, ledet af Örjan Fahlström og med komponisten selv bag den magtfulde kontrabas.

Sangsolist er Georgs datter, Sarah Riedel, som med sin skære stemme og sarte sødme er den perfekte forløser af de smukke sange. Ved sin side havde hun den energiske skuespiller Jens Lindvall, der med charme og forståelse for børns umiddelbarhed og glæde ved at deltage i musik, bandt sangene sammen.

Georg Riedel har betydet utroligt meget for min opfattelse af bassens rolle i jazzen. Jeg opdagede ham i tresserne, da min far spillede ”Jazz på Svenska” med ham og Jan Johansson hver aften og har kunne synge med på hans basgange siden. Så det var naturligt, at jeg fik en klump i halsen, da han af Jens Lindvall blev spurgt om, hvem han dog var. ”Jag har gjord låtarna”, var hans enkle svar. Her stod en af mine store helte og spillede den smukkeste, mest enkle bas i hele Skandinavien; ja, han førte mere eller mindre pulsen igennem hele koncerten.

Og publikum da – hvem var de? Selvfølgelig var det overvejende familier med børn fra 0 til 10 år, der alle skrålede med på de sange, både de, deres forældre og bedsteforældre har sunget hele deres liv. Ja, selv et sortklædt og gennempiercet ungt par havde fundet vej til koncerten og sang ivrigt med.

En pragtfuld oplevelse i parken, der hører til det smukt restaurerede Marsvinsholms Slott. Mere svensk bliver det ikke!

Og ”Pippi Långstrump” er stadig en fantastisk melodi.

 

Jan Lundgren Invites Grégoire Maret, Jesper Lundgaard, Alex Riel. Grégoire Maret (harm), Jesper Lundgaard (b), Alex Riel (dr).

Pianisten Jan Lundgren er den kunstneriske leder af Ystad Sweden Jazz Festival. Han betegner selv dette virke som sin hobby, da han samtidig arbejder på en international karriere som jazzpianist. Lundgren er mester udi mainstream jazzklaver, han har en solid klassisk uddannelse og er en målrettet projektmager, hvilket den succesrige kombination af egen kunstnerisk karriere og opbygning af en international jazzfestival beviser med al ønskelig tydelighed.

Lundgren spiller to koncerter med egne projekter under festivalen. Dette første i kvartetformat samt prestigekoncerten søndag (som jeg desværre må melde fra på) med Bohuslän Big Band og Bengt-Arne Wallin.

Lørdag aften stod Jan Lundgren på scenen i et proppet Ystad Teater sammen med tre fremragende musikere. Repertoiret var primært Lundgrens egne kompositioner, krydret med et par standards i egne arrangementer.

Ambitionsniveauet fejler ikke noget hos Jan Lundgren og der var nodeark til hver eneste takt i hvert eneste nummer. Men jeg havde lidt svært ved at forstå meningen med at ændre harmonierne så radikalt som tilfældet var i bl.a. ”The Man I Love”, ligesom Lundgrens soloudgave af «Round Midnight» også lød urolig og ustruktureret. En smule tilbagelænethed ville klæde hans spil, for hverken det tekniske eller intentionerne om at tilføre mainstream jazzen nogle nye impulser mangler.

Lundgrens egne kompositioner er ganske ordinære, men de kan få liv hvis de bliver spillet med nerve. Det forstår trommeslageren Alex Riel. Når først han har fået nummeret ind under huden, kaster han sig ud i at puste rytmisk liv i musikken. Nogle gange kommer han helt ud på kanten, men formår altid at redde den inden han falder. Jeg ved, det lyder nationalchauvinistisk, men jeg holder fast i at Riel er en fantastisk trommeslager! Så skulle den være på plads.

Mundharmonikaspilleren Grégoire Maret blev præsenteret som et fænomen og en mester på sit instrument. Jeg medgiver, at han er dygtig, men vil ikke forveksle dygtighed med format. For sidstnævnte egenskab har unge Maret endnu til gode at erhverve sig. Roen i spillet, luften og pauserne savnes i de konstante tonerækker og endeløse lige sekstendele, der sendte ham i knæ foran Riels trommer i flere af hans soli.

Det bedste moment kom, da Lundgren & co. spillede en komposition, tilegnet hans søster. Her parrede han sin svenske musikalske baggrund med sine erfaringer som jazzpianist og her åndede ikke mindst hans eget spil ud i den varme tropeaften.

Intentionerne er som sagt til stede. Materialet er til stede, Musikerne til at forløse Lundgrens ønsker er til stede. Nu skal de bare ud på scenerne og fyre den af det næste år og så sidder jeg spændt og venter nede i salen, når Lundgren/Maret/Lundgaard/Riel vender tilbage på scenen i Ystad Teater – uden nodestativer.

Tekst og foto: Niels Christensen