OSLO JAZZFESTIVAL 14.08: Fredag tidlig på kvelden havde freejazzen sit enlige programpunkt på Oslo Jazzfestivalen. Lidt en skam fordi freejazzen i disse år faktisk er en af jazzens mest vitale udtryksformer, og Victoria var da også ganske velbesøgt ved anledningen. Så var det da heller intet mindre end Paal Nilssen-Love Large Unit orkester, som fik råde på scenen. Og det gjorde de godt.
Det var i 2013 Nilssen-Love fandt det betids at udmønte sine erfaringer fra medlemsskabet i Peter Brötzmanns Chicago Tentet til at starte sit eget band med egen musik. Orkestret er internordisk sammensat, ikke mindst med de to stærke svenskere, trombonisten Mats Äleklint og tubaisten Per Åke Holmlander, men også med den danske fløjtenist og klang-nuancerende altsaksofonist, Julie Kjær, samt finske Tommi Keränen med sine underfundige elektroniske lyde. Desuden blev musikken ved denne anledning specielt krydret med brasiliansk perkussion af Celio de Carvalho og Paulinho Bicolor. Instrumenteringen i øvrigt med to bassister, to tubaister og to trommesæt bag om de fire frontblæsere (bildet) Äleklint, Thomas Johansson på trompet, Klaus Ellerhus Holm på alt- og barytonsaksofon samt Julie Kjær gav stor fleksibilitet i orkestrets lydbilleder. Seksionsvise antifonier, fin dynamisk disponering samt forrygende frit solospil – ikke mindst i to vibrerende soli af Ketil Gutvik på guitar – er blot nogle kendetegn for et helhedspræget, frigørende koncertforløb på Victoriascenen.
Helhedspræg genfandt jeg derimod ikke på samme scene senere på kvelden. Den legendariske italienske trompeter, Enrico Rava, som denne aften udelukkende spillede på flygelhorn, havde annonceret at vi skulle møde «The Dark Side of Jazz». Det kunne ikke skræmme et publikum, som på festivalen både er blevet tilbudt «Dommedag ifølge Paulus» af Paolo Vinaccia og «For Individuals Facing the Terror of Cosmic Lonelines» af Mari Kvien Brunvoll og Stein Urheim. Og det var vel også at forvente at Rava og hans italienske kvintet snarere ville vise os ny fascinerende «noir»-sider af jazzen.
Men spørgsmålet herom fandt jeg intet svar på. Gennem de første tre lange numre undrede jeg mig over den tilsyneladende tilfældighed hvormed musikerne gik ind og ud af spillet, som om parolen var: «Spil hvad du vil, når du vil, uden hensyn til de andre!». (Utænkeligt om dette mon skulle være en usaglig parodi på free jazz som værende «jazzens mørke side»). Især Rava kunne virke uengageret i projektet med ultrakorte fraser vekslende med at pusle med ventilerne, mens dog den djærve sicilianske saksofonist Enzo Favata syntes at gøre ihærdige anstrengelser for at få musikken til at hænge sammen. De tre medspillere på guitar, bas-guitar og trommer, gav ej heller indtryk af at være af nogen betragtelig kaliber. Først fra fjerde nummer, som viste et klart harmonimønster, begyndte en mere regulær «spilfordeling», så man i stedet kunne få tid til at spekulere på om også lydmandens engagement vart utilstrækkeligt. Alle instrumenterne klang skrattende.
Projektet «The Dark Side of Jazz» synes mig fremdeles at være mere dunkelt end pikerende mørkt tænkt.
Tekst og foto: Bjarne Søltoft
