RED SEA JAZZ FESTIVAL: Den voldsomme og uløselige konflikt mellem herrefolket Israel og den indespærrede palæstinensiske underklasse har siden 1947 domineret nyhedsformidling verden over, og intet tyder på, at der nogensinde vil kunne findes en løsning, der er acceptabel for de stridende parter.
Så det skortede ikke på advarsler før min afrejse til den israelske turistby Eilat, hvor Red Sea Jazz Festival (RSJF) har haft sæde siden starten i 1987. De primære formaninger gik på, at jeg skal passe meget på hvad jeg siger, når jeg ankommer til et land, der virker som det mest paranoide i verden. Det gælder om at holde tungen lige i munden og svare kortfattet og venligt på alle spørgsmål, der bliver stillet ved paskontrollen – hvor idiotiske de end måtte forekomme.
Mine egne forbehold kører overvejende på, om jeg vil kunne holde den stegende hede ud. 42 grader er ret meget, selvom den danske sommer 2014 bestemt har vist sig fra den solmæssigt mest gavmilde side. Men selvfølgelig er jeg spændt – meget spændt – på hvordan man bærer sig ad med at arrangere og gennemføre en international jazz festival i et land, der har været i konstant krigberedskab i mere end to generationer.
Nå ja, international og international. Langt de fleste af de optrædende ved RSJF er israelske musikere. Det siger sig selv, at en frugtbar jazzscene ikke har de bedste kår i et land, der har flere våben pr. indbygger end danskere har mobiltelefoner pr. ditto, så musikerne er stort set alle sammen bosat i USA eller Vesteuropa. De israelske eksilmusikere må således tælles sammen med de internationale, der primært er hentet fra den amerikanske jazzscene – så’n lidt nede i rækkerne.
I løbet af festivalen er det mit håb at få en snak med festivalens kunstneriske leder om intentionerne bag, samarbejdspartnere og ikke mindst hvem der betaler. Så jeg ser frem til fire og en halv dag med musik, sol, delfiner og samtaler med nogle af de, der har deres dagligdag i et land i krig og som med garanti vil modtage RSJF, som en tørstende mand i Sinai ørkenen vil kaste sig over en vandhane med klart kildevand.
Dag 1 · søndag 24. august.
Vel frem efter elleve timer i transit, når jeg lige pressemødet for de overraskende få fremmødte lokale journalister, sponsorer (mere om det senere i forløbet) og enkelte musikere. Alt foregår på hebræisk, så det får jeg ikke meget ud af. Men jeg får mit festivalpas, der sikrer adgang til alle aktiviteter. Så er den klaret.
Tilbage i Eilat indlogeres jeg på et fornemt hotel ved stranden i Eilat. Som den eneste(!) skandinaviske jazzskribent får jeg A1 behandling. En stor suite med kæmpe altan inkl. jacuzzi mod sydøst – det er ren L.A., det her!
Efter et hurtigt brusebad og halvanden tallerken fra den udsøgte buffet på hotellet, går det bah-buh af sted til festival området, der er placeret i den nye havn, sparsomt asfalteret, omgivet af kæmpekraner og som jævnligt overflyves af fly på vej til landing. Rough!
De tre scener – der alle er udendørs og vel kan rumme godt og vel 1.000 siddende hver – er bygget op af rækker af containere i stabler af tre stk. i hver. Endnu mere rugh! Man skulle tro, at de tomme containere ville stå og runge med, men de giver faktisk en god akustik, formentlig fordi de er placeret asymmetrisk. Mere – meget mere – om teknikken, lyden og lyset senere.
Scenerne indrammer festivalområdet, hvor man dels kan købe snack, sandwich, drikkevarer, cd’er, lp’er og lokalt kunsthåndværk. På en scene placeret ved strandkanten spiller lokale unge musikere standard jazz efter bedste evne…
Koncert · Omri Mor.
Omri Mor (p).
Jeg kom lige i tide til at overvære indledningen på festivalen; en solo koncert med den lokale pianist Omri Mor. En laaang indledning (på hebræisk). Derefter en ostinat i venstrehånden, lidt klange i højre, et enkelt tema, lang solo og så forfra. Omri Mor har for så vidt en glimrende teknik, men han har svært ved at kombinere højrehånd og venstrehånd, så musikken forekommer underligt haltende. Men det hujende lokalpatriotiske publikum fejrede ham som en helt.
Det undrede mig at en festival af dette karat og med resurser til at omdanne et råt havneområde til et levende område, lod sig nøje med et grimt, slidt og ustemt Yamaha flygel. Nå, tænkte jeg, de har nok et flygel til de lokale og et Steinway til amerikanerne.
Koncert · Ofer Ganor Trio.
Ofer Ganor (g), Eyal Ganor (b), Shay Zalman (dr).
På naboscenen spillede guitaristen Ofer Ganor et standardrepertoire på god, gammeldags manér. Glimrende i Jim Hall-traditionen og med en diskret spillende bas/trommer backing. Det var bestemt ikke ophidsende og passede måske ikke særlig godt på den enorme scene, hvor der er plads til to big bands, men musikerne gik til den.
Det var først i sidste nummer, hvor den amerikanske tenor Joel Frahm fra Diane Schuursgruppe sad ind og gav den en på frakken, at musikken for alvor løftede sig. Men inden da oplevede jeg trommeslageren markere et og tre i takten med brushes. Det er godt nok længe siden jeg har hørt det… Dog – alt i alt et møde med en sympatisk musiker (Ofer Ganor), der viderefører en fin tradition med indsigt og stor respekt.
Koncert · Fred Hersch Trio.
Fred Hersch (p), John Hébert (b), Eric McPherson (dr).
Festivallederen bød velkommen til denne årets første koncert med ikke-israelske musikere. Hans afslutning: ”Thank you for wanting to come to our country in this awfull time, we are in…” må siges at være the understatement of the year. Jeg har ikke hørt hverken rakethvislen eller bombebulder endnu, men observerer bevæbnede vagter ved alle indkørsler, porte og indgange til alle huse og butikker og man bliver kropsvisiteret flere gange daglig, så forsigtigheden er til at tage og føle på.
Tilbage til Fred Hersch. Som jeg ikke havde hørt i mange år før tidligt i 2013, hvor han spillede en udsøgt koncert i Jazzhus Montmartre med den italienske klarinettist Nico Gori. Jeg er en stor fan af hans køligt, distinkte spil og hans legende lette anslag, hvor han hele tiden nærmest lurer på muligheden for at spille det ekstraordinære.
Fra starten kan man høre, at her er tre musikere, der kan det der udefinerlige; at give musikken vinger, at få den til at bevæge sig og os. Hvad enten der svæves lavt i glidefart eller suses rundt oppe i skyerne, har Fred Hersch og hans musikere fuld kontrol. Jazzens guldformat – pianotrioen – forvaltes ikke meget bedre end af denne trio.
Og så smerter det mig umådelig meget at sige, at det kunne have været endnu bedre. Det er utroligt at en pianist i Hersch’ format accepterede at spille på føromtalte Yamaha-skændsel af et hakkebrædt. Flyglet var blevet nødtørftigt stemt inden koncerten, men lød stadig som Russ Conway.
Hersch så først lidt forundret ud, men fandt så ud af at holde sig fra den dybeste halvanden oktav, der var helt knaldet ud af stemning, og det allerøverste, hvor flere strenge var knækket og resten lød som et biluheld.
At de tre musikere alligevel fik musik ud af deres 75 minutter var lidt af en bedrift. jeg kom til at tænke på pianisten Michel Camilo, der som bekendt kan slå et hvilket som helst flygel ude at stemning i løbet af et kvarter, og hans lakoniske kommentar: ”Jeg tænker på, hvordan det lyder inde i mit hoved i stedet for at lade mig irritere af det uundgåelige.”
Et irritationsmoment opstod, da en fotograf stak telelinsen helt op i snotten på i Herschi en ballade. Han (fotografen) fik en diskret finger og fortrak skyndsomt. Lettere grotesk blev det, da der blev holdt soundcheck på en af de andre scener midt i en uakkompagneret bas solo. Der anedes et lille, træt smil på pianistens furede ansigt, inden han annoncerede sidste nummer og forlod scenen uden smil og uden at give ekstranummer.
Forståeligt.
Tekst og foto: Niels Christensen
(Foto: Ofer Ganor Trio & Joel Frahm)
