Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

salt peanuts* i Israel (del 2)

RED SEA JAZZ FESTIVAL: Mandag 25. august. Søndag lidt over midnat. Kom tilbage til hotellet efter en lang dag og havde lyst til et enkelt glas rødt vin fra et lokalt distrikt i den dejligt air conditionerede bar i receptionen.

Den russiske tjener: ”This one is from the place, we’re destroying right now.”

Mig: ”Øøøøh – excuse me..?

Russisk tjener: ”Yes – Gaza!”

Jeg tog et glas sur Merlot fra 2012 i stedet for. Selv en halvdårlig Merlot er at foretrække fremfor en vin fra et område, hvor uskyldige bliver dræbt hver dag. Og specielt når den bliver introduceret på den måde.

Morgenmadstabernaklet på hotellet fortjener et kapitel for sig selv. Mit hotel er hotellet for øvre middelklassefamilier med børn. Når børnene er utilfredse – og det er de tit – hviner eller skriger de til de får deres vilje. Ørepropperne kom i, da hele to unger ved nabobordet var utilfredse med forældrenes mangel på opmærksomhed – Smartphones fylder meget, selv ved morgenbordet…

Nå, nu har jeg overbevist mig selv om, at jeg skal være positiv, at musik og politik bør være to adskilte størrelser og at jeg er her primært for musikkens skyld. Alt det andet – det, som omgiver mig fra morgen til aften og som derfor er svært at se bort fra – må så vente til senere i forløbet.

Koncertdag nr. 2 i det rustikke festivalområde indeholdt desværre kun en koncert for mit vedkommende. To andre – sangerinden Kellylee Evans og Lee Konitz – var aflyst, angiveligt pga. dels sygdom, dels transportproblemer.

Men hvilken!

Ofri Nehemya & Shachar Elnatan Quartet Ofri Nehemya (dr),Shachar Elnatan (g),Gadi Lehavi (p),Tal Mashiach (b).

Egentlig havde jeg ikke de store forventninger. På scenen stod det gennembankede Yamaha fra dagen før og inden koncerten hørte jeg den desperate klaverstemmer forsøge at rette det op.

De annoncerede navne var totalt ukendte for mig. Eneste info er et foto på festivalens hjemmeside, der viser fire ganske unge mænd med generte smil. Ingen ord om hvem de er, hvad de spiller og hvorfor de er havnet her.

Ind på scenen kommer de. Fire skoledrenge, ikke en dag over tyve. Pianist, guitarist, akustisk bassist og trommeslager. De tør nærmest ikke kigge ud på publikum. De bliver modtaget med diskret applaus. Lidt stemning af bas og guitar. Nervøse øjenkast. Der tælles for.

Og så åbnes der en verden, som ingen blandt publikum vist – og i særdeleshed ikke salt-peanuts* udsendte – havde forventet.

En smukt disponeret guitarintro fører over i et let, elegant og melodisk smukt tema. Hmm – de er vist ikke helt uefne, de unge mennesker, tænker jeg, mens et smil så småt er i gang. En guitarsolo hvor Shachar Elnatandisponerer sine linjer fornemt, mens han samtidig lægger små, fine akkorder – Jim Hall/John Scofield-style, følges op af pianisten Gadi Lehavis meget velformulerede og lyriske solo med tydelig inspiration fra Lyle Mays i hans bedste periode i slufirserne. Bassist Tal Mashiachlægger en solid bund og trommeslager Ofri Nehemyabacker diskret, men absolut med pondus.

De kan spille, de knægte. Inspirationskilderne er tydelige, både i kompositioner og i de individuelle præstationer. Men de behersker deres instrumenter og har et tydeligt fint indbyrdes forhold. Mange smil krydser scenen under hele koncerten, og de bliver bredere som koncerten skrider frem.

Især imponerer trommeslager Ofri Nehemya mig. Hans spil er afventende og uhyre modent. Ikke noget med at ”gå med” på alle solistens rytmiske narrestreger. Så hellere underspille eller helt stoppe flow’et for at give fuldt fokus til solisten. Min sidemand oplyser, at han blot er tyve år gammel og først er begyndt at spille som 15-årig. At han samtidig er komponist til størstedelen af musikken, øger blot respekten yderligere.

Andet nummer indledes med hvad der kan kaldes ”manipuleret Fender Rhodes”. PianistGadi Lehavis spiller enkle figurer som han ganske blidt kører gennem noget, der ligner en gammeldags tonegenerator. Den sætter en feed-back i gang, som han blidt og musikalsk benytter som underlag for en enkel temapræsentation på Yamaha-hakkebrædtet. Igen overraskes jeg af den modenhed han viser – blot 19 år gammel. Hans solo på Fender Rhodes på samme nummer er til gengæld langt fra ovennævnte Mays. Her har han fat i Chick Coreasflyvske tonerækker. Vi kommer vidt omkring.

Sætlisten ligger i Gadi Lehavis brystlomme. Allerede efter tredje nummer lader det til, at den bliver droppet til fordel for hvad musikerne har allermest lyst til at spille. Og gennem resten af koncerten vokser og vokser musikken, uden at den på noget tidspunkt er ved at sprænge sig selv i luften.

Jeg har hele tiden fornemmelsen af, at de fire unge mænd lige kan give den et par ekstra tryk på speederen, og bliver da heller ikke skuffet. En forrygende flot og nyharmoniseret udpræget mellemøstlig udgave af ”You And The Night And The Music” afslutter gruppens 70 minutters sæt og efterlader mig overrasket og ret tilfredsstillet.

Jeg har hørt fire unge mænd give deres bud på fremtidens musik. Musik, der samler de seneste 30 års stilbredde op, blander den med mellemøstlig melodik og rytmik og tilfører denne nye hybrid en god gang ungdommelig energi.

Kunne vi så lige få Ofri Nehemya & Shachar Elnatan Quartettil Skandinavien! Og gerne til sommerens festivaler.

Tekst og foto: Niels Christensen

(Foto: Ofri Nehemya & Shachar Elnatan Quartet)