Konserter

To sangerinder og to mestre

Ystad Sweden Jazz 2014 Dag 4

Kristin Korb Trio ”What’s Your Story?” · Kristin Korb (b, voc), Magnus Hiorth (p), Snorre Kirk (dr).

Fredagen starter med det stik modsatte af hvad torsdag sluttede med. Fra syret halvfjerdser hippie jazz til veltilrettelagt vokal jazz, hvor det er tydeligt at kodeordet er ”We aim to please, not challenge”.

Den amerikanske bassist og sanger Kristin Korb står for egne sange om eget liv. Det i sig selv er jo intet nyt og jeg har tidligere beklaget mig over at denne tendens ser ud til at brede sig mere og mere. Men når det bliver afleveret så charmerende og modent og med et så stort overskud som her, må man leve med at døren ind til såvel soveværelset som til skabet med frustrationer bliver lindet på klem.

Min første reference efter indledningsnummeret var en kvindelig Mose Allison. Med andre ord en dygtig instrumentalist, der formår at få en personligt og swingende musikalsk udtryk til at smelte sammen med enkle sange.

Kristin Korbs basspil er urokkeligt sikkert, hun spiller rent og med stor, fyldig tone. Hendes sang mangler endnu nogle år i at fremstå lige så overbevisende. Der mangler fylde i det øverste register, men det kommer med garanti i årene fremover. Talentet er der i hvert fald.

En klassisk Dory Caymmi sang om besværlige kærlighedsforhold blev fremført med elegance og charme og Korbs udgave af Neal Hefti’s ”Whirly Bird” med egen tekst var utroligt overbevisende, ligesom ”Groove Merchant”, igen med egen tekst også gik rent ind. Clouet kom, da Korb flettede baslinien fra ”All Blues” sammen med teksten fra ”I Feel Good”. Den sad!

Pianist Magnus Hiorth og trommeslager Snorre Kirk leverede begge fremragende indsatser. Lyttende, kommenterende og tilpas afslappet akkompagnerede til at jeg som lytter havde skuldrene helt nede under den timelange koncert. Og så hørte jeg for første gang på festivalen fremragende vokal lyd. Nok fordi Kristin Korb havde egen lydtekniker med…

Kristin Korb Trio vil være en gevinst til et hvert spillested, der vil tilbyde sit publikum et både underholdende og musikalsk tilfredsstillende show i miniformat.

 

Diane Schuur “Celebrates the music of Stan Getz and Frank Sinatra” · Diane Schuur (p, voc), Jacob Fischer (g), Mads Vinding (b), Snorre Kirk (dr).

Med pianisten og sangerinden Diane Schuur er vi med til et show. Hun har fundet sin plads i livet – bag flyglet ved mikrofonen, og der bliver hun. Og hun er god til det.

Jeg husker et klip fra en Elvis Presley-koncert fra Las Vegas, hvor han introducerer ”I Can’t Help Falling In Love With You” således: ”I think you’re a wonderful audience and I want to dedicate this song especially and only to you.” At han sagde det samme i går og vil sige det samme ved den næste koncert betyder intet. I øjeblikket er man som publikum en del af en udvalgt skare og man labber det i sig.

Diane Schuur har brækket koden til succes:

  1. Sig, hvor lykkelig du er for at være lige her og nu i denne vidunderlige by.
  2. Nævn navnene på de, der står bag koncerten og skamros dem.
  3. Fortæl publikum, at de simpelthen er det bedste publikum, du har haft i lang tid.

– så kører den med garanti. Og hvis du samtidig kan fortælle små anekdoter og fortælle publikum at den og den berømthed er en af dine nære venner, kommer der endnu mere kredit på kontoen.

Nå, tilbage til musikken. Diane Schuur blev markedsført i firserne som arvetageren til divaer som Sarah Vaughan (hvis voldsomme vibrato hun har tillagt sig) og har videreudviklet genren ”klaverspillende sangerinde med stor kærlighed til showtunes og andre standards”.

Ved koncerten blev Schuur akkompagneret af et i hast samlet hold musikere, der, med kun en enkelt prøve bag sig, løste opgaven flot. Der var tydeligt tale om faste arrangementer, som kapelmesterinden kunne udenad og hvor specielt guitaristen Jacob Fischer fik lov til at føre sig frem mens Vinding og Kirk passede butikken omme bagved. Veludført og solidt arbejde. Schuur: ”They are super cool.” Right you are!

Vi hørte udvalgte standards, identificeret af Stan Getz og Frank Sinatra. Det var ikke sindssvagt spændende og taget løftede sig ikke en meter. Men som underholdning var det upåklageligt…

Jeg er dog sikker på, at denne koncert lige så stille vil glide ind i glemmebogen. For intet af det der blev spillet og sunget af denne diva indeholdt noget, som ikke er hørt før.

Men den stopfulde sal i Ystad Saltsjöbad bar Diane Schuur gennem en koncert, der formodentlig var lige som den i går og den i morgen – uanset hvor meget hun siger, hun elsker byen, arrangørerne og publikum.

”The show must go on…”

 

Abdullah Ibrahim ”Senzo” · Abdullah Ibrahim (p).

Pianisten Abdullah Ibrahim opfandt nærmest solo piano koncerterne. Dem hvor kun ganske lidt var planlagt på forhånd, men hvor alt kunne ske – som oftest i et sensuelt samspil med publikum. Det har altid været en spirituel oplevelse og jeg har ved flere lejligheder oplevet at komme nærmest i trance under en solo piano koncert med Abdullah Ibrahim.

Han har dog på det seneste overtaget nogle af instrumentkollega Keith Jarretts unoder, heriblandt udtrykkelige ordrer til publikums opførsel under koncerterne. Alt er forbudt; fotografering, lydoptagelse, hosten, snak og kommentarer, applaus… Ingen må forlade lokalet i den time og ti minutter koncerten varer.

”Slap dog lige af”, som vi siger, der hvor jeg kommer fra. Jazz er kommunikation mellem kunstner og publikum, og at udstikke den slags rigide ordrer har intet med musikken at gøre, men tjener udelukkende til at irritere og fremmedgøre alle – og da specielt en gammel koncertrotte som Yours Truly. Så jeg var en smule pissed off da koncerten – eller måske snarere seancen eller højtideligheden – startede.

På scenen i det smukke Ystad Teater står et Steinway koncertflygel. Ingen mikrofoner. Abdullah Ibrahim kommer værdigt ind, bukker til publikum, der hilser ham med behersket applaus. Han sætter sig ned, trækker vejret dybt og venter på at den totale stilhed skal indfinde sig.

Med dyb koncentration begynder han sagte en venstrehåndsostinat, mens højrehånden nærmest søgende lægger små triller henover. Musikken udvikler sig langsomt og jeg begynder at genkende strofer fra en af Abdullah Ibrahims mange smukke melodier. Hans teknik er selvfølgelig ikke som den var i hans velmagtsdage, men han kan stadig udføre de karakteristiske rullende forløb, som han er kendt og berømmet for.

Her små sytten år efter jeg sidste gang oplevede ham, er det tydeligt at Ibrahim ikke udelukkende er kommet for at please sit taknemmelige publikum ved at spille et medley over sine gamle hits. Han vil videre. For hvor det melodiske tidligere var nærmest klinisk renset for mislyde, bliver der nu sat toner an, der ikke umiddelbart hører til de smukke toneranker. Først lyder det som en fejl, men efterhånden udvikler det sig og hver eneste melodistump bliver først antydet, for derefter at blive pillet fra hinanden og sat skævt sammen igen – hvorefter vi umærkeligt glider over i et nyt forløb – mageløst!

Det blev en manifestation fra en Mester, der efter godt 45 minutters ubrudt tryllen på Steinway Grande, værdigt rejste sig op, bukkede og værdigt forlod scenen. Kun for at komme tilbage og spille yderligere tyve minutter, men nu uhyre forenklet og med fokus på melodien fremfor dekonstruktionen. Og så brød bifaldet løs fra et publikum, der havde siddet musestille i en time og ti minutter og havde fået belønningen i form af en beåndet musikalsk udladning fra en Mester.

Stor tak til Jan Lundgren for at turde præsentere denne sande gigant og glide af på hans stjernenykker. Resultatet var sublimt.

Jeg blev beriget af denne koncert.

Tekst og foto: Niels Christensen