Enrico Rava Quintet feat. Gianluca Petrella “Tribe” · Enrico Rava (tp), Gianluca Petrella (tb), Giovanni Guidi (p), Gabriele Evangelista (b), Fabrizio Sferra (dr).
Fra højttaleranlægget i Ystad Teater gjaldede tyske halvfjerdserudgaver af tresserpopsange som indledning til en koncert med den inkarnerede ECM-kunstner Enrico Rava. Var det en bevidst provokation fra en lydmand med ekstremt dårlig smag, eller var det Rava selv, der havde en bizar lyst til at drille sit publikum? Svaret blafrede om kap med diverse hjemmelavede vifter i den lumre teatersal. Men tankevækkende var det.
Den italienske trompetist Enrico Rava har fra starten været med til at definere lyden og spillestilen på det tyske jazz pladeselskab ECM. Det er noget med lange toner, ikke særlig mange voldsomme udladninger, rumklang og tilbageholdt og nedmikset trommespil.
Sådan er det ikke mere!
I hvert fald ikke når Enrico Rava går på scenen. Jeg hørte ham under Copenhagen Jazz Festival i år og blev bekræftet i, at han stadig har en flot tone og økonomiserer meget med sit spil, men han spillede meget tilbageholdt ved den koncert. Så det kom lidt bag på mig hvor fysisk musikken er, når Rava leder egen gruppe. Der var sgu ikke noget ECM-føleri over den energiudladning! Fra starten af det timelange sæt, hvor numrene umærkeligt gled over i hinanden – og hvor pianisten Giovanni Guidi ofte stod for de frirytmiske og nogle gange bevidst atonale overgange – blev der ikke lagt fingre imellem.
Det er musik som i den grad har rod i nutiden. Smukt og grimt, prøvende og stensikkert, men overbevisende fra første til sidste tone. En dejlig robust og lettere vulgært spillende basunist, Gianluca Petrella kompletterede på fornem vis Ravas lidt mere eftertænksomme spil. Petrella har bl.a. en fortid hos Carla Bley – der som bekendt også er begejstret for braldrende basunister – og de elefantbrøl, der i slutningen af hans soli kunne opfattes som mangel på ideer, viste sig ofte at være overgangen til et nyt stykke. Måske ikke særlig elegant, men i hvert fald uhyre effektivt og ret overbevisende i al sin magt og vælde. Var der nogen, der sagde Roswell Rudd?
Enrico Rava betjener sig af anderledes grooves end Scofield’s Überjam Band (som spillede tidligere). Hvor Überjam primært går efter underlivet (on tinnutus’en), tager Rava fast i sjæl og intellekt. Men man skal holde fast i et-slaget, for det har det med at forsvinde med det fornemt underforståede sammenspil, der er det rytmiske grundlag for Rava & co.s musik.
Enrico Ravas sæt afsluttedes med en italiensk inspireret langt-ude tarantel, hvor de sidste gennemspilninger af det ganske enkle tema blev gradvist lettere og mere og mere pausefyldte, for til allersidst at afsluttes med et lille fælles bip; så var koncerten slut.
Det var trompetisten nede sydfra, der satte et diskret punktum for en mageløs demonstration af, hvordan en ikonisk musiker og fire musikere, der kunne være hans børnebørn, spiller morgendagens musik, med et solidt greb i traditionen.
Søndag stod den på noget ganske andet:
Roy Hargrove Quintet · Roy Hargrove (tp), Justin Robinson (as), Sullivan Fortner (p), Ameen Saleem (b), Quincy Phillips (dr).
Den amerikanske trompetist Roy Hargrove vil med garanti også gerne opfattes som et ikon.
Men modsat Enrico Rava har Hargrove ikke særlig meget at have sit selvfremførende ego i. Fremfor alt udstråler han – og resten af hans gruppe i øvrigt – en ligegyldig, ja, nærmest hånlig attitude over for det åbne og lyttelystne publikum, der befolkede den udsolgte sal i Ystads Saltsjöbad.
Iklædt et tætsiddende jakkesæt og solbriller spillede Hargrove sine enkle temaer, jaskede soli igennem og fortrak til kulissen uden så meget som et smil til det ivrigt applauderende publikum.
Altsaxofonisten Justin Robinson var direkte til grin med sine soli, hvor hans sekstendels licks blot flyttedes rundt, så de passede til den næste akkord. Han var fornærmende dårlig. Pianist Sullivan Fortner, bassist Ameen Saleem og trommeslager Quincy Phillips spillede nydeligt, men tilbød intet af musikalsk værdi.
Jeg mener ikke, at musikerne skal fedte for at få applaus. Men at negligere, at et par hundrede mennesker har valgt koncerten ud og har betalt penge for at høre musikken – det holder altså ikke i 2014.
Og når musikken er så sjusket spillet som tilfældet var, mister man hurtigt lysten til at opildne musikerne og det, der skulle have været den fyrige afslutning på en uhyre bredt favnende festival i smukke Ystad, endte således med en stor skuffelse. En trompetist fra ”God’s Own Country”, fra jazzens fødeland, blev blæst ned ad scenen af en 75-årig italiensk instrumentkollega og hans børnebørn.
Syd bankede vest denne gang, men generelt kan det siges, at musikken vandt. For i sidste ende er det altid de musikere, der viser lysten og evnerne til at favne og udvikle musikken, der får pulsen op hos os lyttere og får smilet til at brede sig på vores ansigter.
Og dem var der heldigvis allerflest af på Ystad Sweden Jazz Festival 2014.
Tekst: Niels Christensen
