Debatt

Jazzhouse/Global – en uheldig koncentrasjon

Pianisten, komponisten og bandleder Ole Mathiessen, har engasjert seg i debatten om ’ flytting fra indre by til Nørrebro. Her er hans innlegg som er sendt til bevilgende myndigheter i . Og ut fra engasjementet som de siste dager har kommet fram i det kæbenhavnske jazzmiljø, så vil nok ikke flyttingen gå upåaktet hen.

Her er Mattiessens innlegg:

 

Baseret på Jazzhouse pressemeddelelse den 26.6. – omtalt og kommenteret i Politiken den 27.6.17.

Sammenlægningen af Jazzhouse og Global er en uheldig koncentration af midlerne til musiklivet i København, som i ældre tider ville have fået Monopoltilsynet til at løfte øjenbrynene.

  • De er begge regionale spillesteder og skal derfor betjene hele hovedstaden. Ikke kun de, der i kortere eller længere tid bor på Nørrebro. Kan man have to regionale spillesteder beliggende på samme adresse med sammenfaldende administration? Er det så ikke bare eet spillested? Burde disse aktiviteter ikke spredes geografisk mere til gavn for hele Hovedstaden?
  • Spillestedet på Global er indrettet i en gammel gymnastiksal. Det kunne være interessant at få oplyst, hvordan publikumstilstrømningen har været til Globals egne arrangementer. Hvem kommer, aldersspredning, er stedet til gavn for hele København som et regionalt spillested bør være, eller er det af natur mere lokalt forankret?
  • Argumentationen omkring et ungt publikum er tynd. Det har altid været det generelle mønster, at det er de unge eller det grå guld, som frekventerer den levende musikscene. Det er vel også et regionalt spillesteds opgave med offentlige midler i ryggen at tilgodese hele publikumssegmentet, også de lidt ældre, som via skatterne er med til at financiere kulturstøtten. Mellemgruppen har altid haft travlt med at stifte familie og pleje karriere, og vender måske tilbage til koncertscenen senere i livet. Ser man på de regionale spillesteder i København (Jazzhouse, Global, Vega, Culture Box, Loppen) henvender de sig stort set alle til det unge segment, de fleste af dem baseret på en relativ smal genrepolitik.
  • Man kan diskutere, om huslejen i indre by er for høj i forhold til beliggenheden, men ud fra den type argumentation, som bruges i denne forbindelse, burde man flytte Det Kgl. Teater til Ishøj, Tivoli til Nordhavn og Statens Museum for Kunst til Brønshøj. Global kan ikke rumme samme antal tilhørere som Jazzhouse, og vil formentlig heller ikke trække mange ikke-lokale ud på Nørrebro, så man kan frygte, at besparelsen i husleje til en vis grad kunne blive ædt op af mindre billetindtægter. Det ville være interessant at se et overslag vedrørende dette punkt på budgettet.
  • Flytningen af Jazzhouse til Nørrebro løser ikke de problemer som den øvrige danske jazzscene har haft siden stedets genreomlægning i 2013. Flytningen ser snarere ude til at forværre situationen. Montmartre og The Standard fik aldrig den store betydning for dansk jazz med deres i mange henseender snævre musikpolitik, Sofiekælderen kører på vågeblus, mange danske jazzgrupper er henvist til at spille under tariffen på mindre steder, som mere eller mindre på egen hånd prøver at holde liv i musikken. Det er stort set kun Paradise Jazz og Jazzcup, som holder fanen højt med en varieret og bred præsentation af dansk jazz, men hvor situationen på grund af det store musikudbud gør, at mange danske grupper efterhånden her kun har mulighed for at opnå et enkelt eller to jobs om året.
  • Det virker heller ikke helt betryggende, at Jazzhouse lancerer begrebet ”flyvende spillested”. Det kunne umiddelbart ligne ulige konkurrence overfor andre spillesteder, hvis man med offentlige midler begynder at lægge arrangementer rundt om i byen udenfor det faste spillested, som koncertarrangør med offentlige midler i ryggen. Det er rigeligt nok, at DR ikke mere er en musikalsk medspiller, men opfører sig en unfair konkurrent med licenspenge i ryggen i det københavnske musikliv, og som uhæmmet promoverer egne arrangementer på sine medieplatforme.
  • Med den musikpolitik, som Jazzhouse har haft de senere år, var det måske på tide at skippe navnet, og ved den kommende flytning slå hele molevitten sammen under navnet Global, som er en mere favnende betegnelse for aktiviteterne, men der indgår sikkert en lidt speciel kreativ økonomisk kalkyle i dette regnestykke, at man på samme adresse med samme administration og ledelse kan få tilskud til hele to regionale spillesteder. Hvad siger Kunstrådets musikudvalg til denne manøvre? At Jazzhouse i en periode har haft stærke bånd til Copenhagen Jazz Festival gør ikke magtkoncentrationen mindre betænkelig.
  • Thomas Michelsen nævner i Politikens dækning den 27.6, at Jazzhouses leder Bjarke Svendsen i anden sammenhæng har kaldt jazzen for ”reaktionær” og ”bedaget”. Det udtrykker noget om manglende forståelse for musikformen og dens inderste væsen, som improviserende musikform, skabt i nuet. Han glemmer, at den eksperimenterende musik, som han selv satser på i sin programpolitik, ikke er så ny endda, men har rødder tilbage til 1960erne, men det er anden diskussion.
  • Jeg synes, at både stat og kommune burde se på budgetterne for både Global og Jazzhouse, som må spare betydelige midler ved at flytte ind i en kommunalt ejet ejendom. Det gælder både på administrationssiden og mht. husleje, hvor kommunen formentlig gnider sig i hænderne over det nye tiltag, hvor dels man støtter stedet med den ene hånd og dels får midlerne tilbage i husleje med den anden. Jeg kan ikke forestille mig, at lokalerne stilles gratis til rådighed.
  • Måske kunne kommunen overveje at anvende de sparede midler til den store københavnske jazzscene, som de sidste par år nærmest har været hjemløs. Man kunne måske foreslå en alternativ ordning for den akustiske jazz i København ved at lade Jazzcup og Paradise Jazz gå sammen som regionalt spillested, eller støtte musikken på andre måder end tilfældet er i dag. Den bedste ordning har altid været honorarstøtteordningen, oprindelig tænkt som en støtteordning til de små spillesteder, som ikke blev støttet på anden vis. Den kunne godt trænge til en ordentlig saltvandsindsprøjtning, som kom hele byens musikliv, inkl. jazzen til gode. Det er her man får mest for pengene, ildsjæle som brænder for musikken, enkel administration og en spredning af musikken ud over hele byen fremfor disse større magtkoncentrationer med en snæver genrepolitik. I stedet har vi gennem flere år oplevet, at honorarstøtteordningen er blevet misbrugt som en slags skjult støtte til større steder på de mindres bekostning, der langsomt er blevet udsultet, og hvor flere i dag nærmest eksisterer på et eksistensminimum.

 

Ole Matthiessen
Tidligere musikbooker på Montmartre i St. Regnegade, med til at etablere af Montmartre i Nørregade, medinitiativtager til honorarstøtteordningen som medlem af Københavns Musikudvalg. Musikpolitiske poster i Det danske Jazzcenter, Dansk Jazzmusikerforening, European Jazz Federation, Nordjazz, Multi-Musik-Festival, Dansk Jazzforbund, Jazz Danmark, Radio Jazz, Jazzformidlerprisen, Ben Webster Fonden, flere perioder medlem af repræsentantskabet for Statens Musikråds Repræsentantskab.