Innlegg

Line up til Summer Session 2019 er klar!

Holdet til Summer Session er sat og i år kan JazzDanmark igen præsentere en række internationale topnavne. Blandt underviserne er Brian Blade, Avishai Cohen og danske Jakob Bro. Summer Session 2019 foregår på Krogerup Højskole fra den 4. august til 10. august. Deadline for ansøgninger er den 27. maj.

Summer Session er tilbage på Krogerup Højskole, hvor stævnet sidste år gjorde sin debut efter at være fraflyttet Vallekilde Højskole. Som altid vil Summer Session stå i musikken og fællesskabets tegn og byde på undervisning og sammenspil på allerhøjeste niveau.

Stævnet består af fem sammenspilshold, der vil have den samme underviser tilknyttet hele ugen. Som vanligt vil de forskellige sammenspilshold mødes under stævnet, og der er lagt daglige rotationer ind i programmet. Det giver deltagerne mulighed for at spille med alle instruktørerne på stævnet – ud over den instruktør, de har som combo-leder. Derudover byder ugen på et hav af jamsessions og mulighed for at skabe nye samarbejdsrelationer.

Line up
Nikolaj Hess
, Mikkel Hess og Anders ”AC” Christensen, der udgør det kunstneriske udvalg, som også står for udvælgelsen af deltagere og sammensætningen sammenspilsholdene, har i året sammensat det spændende fakultet til Summer Session:

Trommeslager Brian Blade kræver nok ikke så megen introduktion. Udover sit eget The Fellowship Band, har Brian Blade spillet med et hav af anerkendte musikere, heriblandt Joni Mitchell, Joshua Redman, John Patitucci og Wayne Shorter.

Bassisten Robert Hurst har spillet med både Wynton og Branford Marsalis, Diana Krall og Greg Osby og desuden vundet 7 Grammys og 4 Emmys.

Marilyn Crispell er en amerikansk pianist, der primært har arbejdet med nutidig improviseret musik samt været fast del af Anthony Braxton Quartet i næsten ti år.

Trompetist Avishai Cohens karriere tog fart efter han i 1997 blev nummer tre i Thelonious Monk Jazz Trumpet Competition. Sidenhen har har indspillet flere albums i eget navn på ECM, spillet med Mark Turner, Omer Avital og sine søskende, Anat Cohen og Yuval Cohen.

Danske Jakob Bro har ligeledes flere udgivelser på ECM på CV’et, heriblandt med sin trio med Joey Baron og Thomas Morgan. Bro har siden sin debut bevæget sig stille og roligt ind i jazzens absolutte elite, hvilket hans samarbejde med førnævnte musikere samt bl.a. Bill Frisell, Lee Konitz og Paul Motian blot understreger.
Stævneledelsen består af musikerne Nikolaj Hess, Mikkel Hess og Anders ”AC” Christensen samt Lars Thor Jensen fra JazzDanmarks sekretariat.

Ansøgning og betaling
Der er plads til omkring 45 elever fordelt på 5 combos på Summer Session. Der er åbnet for ansøgninger og ansøgningsfristen mandag den 27. maj. Deltagerbetaling er 6.000 kr., som dækker kost, logi og al undervisning. For musikere, der ikke bor i Danmark, koster stævnet 7.500 kr (€ 1000).
Vi giver ansøgere besked om, hvorvidt de er kommet med i starten af juni 2019.

Tilmeldingskjema finder du HER

(JazzDanmark.dk)