Kort og enkelt: man kan godt blive gal i skralden af at høre The Bad Plus. Og det er der såmænd intet galt i. Hellere det end at musikken bare flyder ind af det ene øre og slasker ud af det andet.

Med The Bad Plus er vi således ovre i den intellektuelle afdeling af den hvide US jazz. De tre musikere kaster sig fuldstændig frygtløst ud i selv de mest hårrejsende eksperimenter, såsom at indspille Nirvana-, Pink Floyd-, Bee Gees-numre og Stravinskys ”Sacre de Printemps” i trioversion – og slippe godt fra det. Der er en utrolig selvsikkerhed i alt hvad d’herrer Ethan Iverson (p), Reid Anderson (b) og David King (dr) finder på. Og så har de en befriende humor og et fandens overbevisende og hørbart fælles fokus, der gør, at musikken griber fat og finder fodfæste, selv når de er længst ude.

The Bad Plus er en raspende og sårkradsende ekskursion udi grunge-møder-kunstjazz-møder-avantgarde og er en af USAs vigtigste grupper, fordi de gider, tør og magter at gribe musikken an på en ny og i den grad underholdende måde. Hvor titlen til denne cd kommer fra, har jeg ingen anelse om og der er heller ingen forklaringer hverken på cd’en eller på trioens hjemmeside.

Musikken er så langt fra en uundgåelig western man kan komme. Eller måske kunne den bruges, hvis nu David Lynch, Buster Keaton og Salvador Dali havde slået sig sammen om at skrue en western sammen, med Klaus Kinski, Blondie og Heath Ledger i hovedrollerne… Keep it coming – Bad Plus’ere!

Niels Christensen

Ethan Iverson (p), Reid Anderson (b), David King (dr)