Bassisten Joao Maderia og cellisten Miguel Mira hører til den frodige scene for eksperimentalmusik i Portugal. På denne plade som består af soli og duettter er vi ude i et lydbillede som kræver både tålmodighed og et åbent sind.

Der er tre stykker af cirka et kvarters+ varighed og et afsluttende encore, som samler op. Første stykke er for Joao Madeiras solo bas. Et droneagtigt forløb hvor hans bue stryger sig langsomt rundt på instrumentet og bevæger musikken i et slags meditativt rum. Halvvejs er der ansatser til pizzikering, mens musikken igen samler sig om den glidende lyd. Det andet stykke er for Miguel Miras cello. Mira er oprindelig bassist, hvilket lader sig høre i at han primært bevæger sig i det lave register. Vi får en knidende pizzikering afløst af en løs bue. Knap så meditatativt som Madeira, men ligeså krævende for en skærpet opmærksomhed. I begge solisters tilfælde kan man godt glemme alt om melodik og harmoni. Det er klang og til nød rytme der er i spil.

I det tredje stykke møder de hinanden i kontemplativ ro. Tonerne danser som en slags kærlighedserklæring til den anden. Den initiale ro afløses af hidsige samtaler for igen at vende tilbage til en tilstand af gensidig velvære og spleen. Det er sgu ikke for livsnydere med behov for mindfullness. I den afsluttende 5 minutters encore er der skruet op for virtuositeten, og hvor det nærmest lyder som om af instrumenterne får tæsk!

Pladens titel bestående af tal, forstår jeg ikke. Datoer måske? I øvrigt planter pladeselskabet et træ for hvor solgt «plade», flot gestus.

Allan Sommer

Jodo Madeira (bass), Miguel Mira (cello)