Blandt mange andre temaer beskæftigede den nyligt afdøde tyske filosof Jürgen Habermas sig med sproget og dets betydning for frihed og lighed i samfundet. Hans hovedværk indenfor den disciplin er Teorien om den kommunikative handlen fra 1981. Kogt ned til en suppeterning ville han finde frem til betingelserne for et samvær mellem mennesker frigjort fra en fremmed dominerende magt. Essensen er, at der er nogle principper for hvordan vi skal forholde os til hinanden, netop i frihed og lighed. Han kalder det den herredømmefri samtale. Han opererer med en række, i essensen fire, betingelser for den vellykkede samtale. Man skal have et fælles sprog, anerkende at selve samtalen er relevant, stole på at det en anden og en selv siger og endelig at man skal trække på fælles værdier og normer.
Når nu jeg trækker Habermas’ sprogfilosofiske betragtninger frem, er det fordi jeg mener at det kan applikeres på vellykkede værker i musikkens verden. Musik er vel også et sprog. Den engelske komponist, musiker, producer, eventmager, lyddesigner og turntablist Matt(hew) Wright arbejder i det electro-akustiske felt, ofte i et samarbejde med saxofonisten Evan Parker i projektet, de kalder for Trance Map, og i en udvidet udgave (Trance Map+) med Peter Evans, Mark Nauseef og Mark Sanders. I sine større værker udøver han blandt andet en directions-teknik med tegn, i stil med Butch Morris og John Zorn. En teknik hvor sproget er åbent og modtagelig for andres udtryk. Cracked Glaze, som det nye værk hedder, bygger i høj grad på dette fundament. Han har sammenbragt to ensembler, det hollandske Ensemble Klang, som han har skabt musik til flere gange, og hans eget orkester, Spheric Totemic. Hertil kommer den svenske vokalist Sofia Jernberg, som vi bl.a. kender fra Fire Orchestra.
Selve musikken som løber kontinuerligt over 46 minutter tager udgangspunkt i en lang nedadgående skala, som tager 19 minutter at gennemføre af guitaristen Pete Harden og orkestrene. Undervejs optræder i alt 7 solister, Sofia Jernberg med sin ordløse vokal i et meget højt register og bassisten Mandhira de Saram. Godt 5 minutter inde i forløbet kommer de 2 trommeslagere og slagtøjsspillere fra hvert deres orkester, Joey Marijs og Steven Davis, til i omkring 8 minutter. Den sidste yderligere 7 minutter med sampler. Bassisten Neil Charles er med under denne sekvens som solist. Altså vi taler om flere solister på en gang, som fører samtaler på et fælles (måske indforstået) sprog. I anden og sidste del af værket stiger niveauet lydmæssigt og med en sproglig mangfoldighed. Det er Mandhira de Saram og den sprælske og virtuose pianist Alexander Hawkins som tager talerstolen, inden Steve Davis og orkestrene entrerer.
Selve musikken er en liveoptagelse fra værkets premiere i Hague i 2024, hvorefter Wright har taget den under kærlig post-produktion i studiet. Alt i alt et fascinerende værk, som bygger på de principper Habermas sin sprogfilosofi på og som må være evident i al vellykket musik. Evan Parker har i en anden sammenhæng omtalt Matthew Wrights tilgang på følgende måde: «#Matt’s approach totally blur the distinction between playing, mixing and editing».
Allan Sommer
Matthew Wright (composition, direction, turntable, live sampling, processing, sound design), Sofia Jernberg (vocals), Ensemble Klang: (Michiel van Dijk (soprano saxophone), Erik-Jan de With (tenor saxophone, soprano saxophone), Anton van Houten (trombone), Pete Harden (guitar), Saskia Lankhoorn (keyboards), Joey Marijs (percussion, drums). Spheric Totemic: (Mandhira de Saram (violin), Neil Charles (bass), Alexander Hawkins (piano), Stephen Davis (drums)
