Innlegg

Spirituel eventyrer og kompromisløs enmandshær

Af de koncerter med improviseret musik, free jazz og afarter heraf jeg har hørt er trommeslageren Jerome Coopers solokoncert på improvisationsstævnet Jyderup Accordeontræf i 2014 en af de helt specielle.

Jeg husker at vi blev slået helt omkuld af de ting han frembragte ene mand på sit spraglede setup bl.a. bestående af hvad jeg vil kalde et ”suppe-steg-og-is-keyboard” og en mexicansk obo. Jeg var helt betaget af måden hvorpå han ikke lavede overgange i musikken, men skiftede temmelig brat mellem sine repetitive passager.

Jeg var så heldig at have ham som lærer på Jyderup hele ugen.

Året efter døde han af kræft 68 år gammel, men nåede at efterlade et lille frø i mig som gjorde at jeg igen og igen vendte tilbage til hans musik og spirit.

Jeg oplevede en musiker, som insisterede på musikkens spirituelle facetter, og samtidigt var en legesyg jammer, som udfordrede og fodrede musikken og bakkede op om alt hvad andre bød ind med.

Hvem var manden, hvis karriere mere eller mindre startede og sluttede i Danmark, opfattede musik som sin religion og som opfandt sin egen blanding af world og jazz, som han kaldte ”multi-dimensional drumming”?

Det spurgte jeg Jeromes enke Beth Cummins, trommeslager Kresten Osgood og sanger Tom Buckner om.

 

På en gyngende færge til Århus

Jerome Cooper blev født i Chicago den 14 december 1946, og “jazz, R&B and Blues were all early influences” i følge Beth Cummins. “As a drummer, the primary influence was Art Blakey, who I believe he honored musically on the duo album “For The People” with Oliver Lake.”

Han gik på DuSable High school i start-60erne og havde Captain Walter Dyett som lærer, hvis elevliste tæller navne som Nat King Cole, Richard Davis og John Gilmore.


I midt 60’erne var Jerome bl.a. til audition hos Marvin Gaye, som endnu ikke havde fået sit store kommercielle gennembrud, men til gengæld indspillede flere duetter med en af Jeromes favoritpersoner, Tammi Terrell.

Jerome spillede en del i midt-60’erne med forskellige kunstnere i Chicago, men da hjertet lå hos jazzen besluttede han at tage til København for at prøve lykken. København var på det tidspunkt et sted der blev talt om, da byen og steder som Montmartre husede navne som Dexter Gordon og Ben Webster, men også syntes at give musikere bedre forhold end i USA.

Af en eller anden grund fandt Jerome dog ikke det han søgte i København, for han begyndte hurtigt at tage til Århus for at se hvad denne by kunne bringe. Han fortalte at turen mellem København og Århus inkluderede en færge, som på mange måde var gyngende. Der var simpelthen fest og gang i den, og Jerome huskede ikke meget fra turen. Året er så vidt vides 1968, og man kan ikke undgå at tænke på hvordan en tur med molslinjen forløber nu til dags. Det var andre tider…

Nå, men i Århus hængte Jerome ud og jammede med lokale, hvilket en beretning fra selveste Tømrerclaus bevidner:

«Ha-ha-ha… jeg kommer lige i tanker om dengang jeg spillede med Jerome Cooper og Tony Kovacs. […] Jerome var (som os andre) fattig. Ingen jobs. Ingen steder at bo. Han tager til Århus for at besøge Tony der er kærester med en lærerinde – og som følge deraf har et sted hvor Jerome kunne få en sofa i stuen. Tony spørger mig om jeg vil være med til at spille jazz med Jerome. […] «Vi skaffer bare 3 årskort til universitetet, og så har de alle tiders sted i foyeren hvor der endda er et flygel…»

Og vi spiller løs. Men pedellen synes ikke at det er «godt». Han kommer hele tiden og generer os, og synes vi skal skride. Ret irriterende. Vi bliver enige om at han keder sig. Han har bare for lidt at lave. Gu har han så. Nu går jeg hjem og konstruerer et 220v stik der er kortsluttet. Det stik sætter vi med jævne mellemrum i en stikkontakt ude i gangen, og tænder for kontakten. Så har vi fred for pedellen en stund. På Vestergade 58 er der jazz. Roland Kirk spiller. Vi aftaler at gå ned og høre dem. Meget fint, men der er en kurre på tråden i rytmegruppen… Jerome er fyr og flamme, og får sig en god snak med Roland. Roland Kirk skal til Paris næste dag.  Jerome tager med dem. Han er deres nye trommeslager….»

I det hele taget var Jerome en trommeslager på vej frem på free jazz-scenen.

Efter Århus tog Jerome nemlig til Paris, hvor han udover Roland Kirk også spillede med Art Ensemble of Chicago, og det var på tale at han skulle være deres nye trommeslager. Skæbnen ville at de valgte Famoudou Don Moyé, hvilket Jerome vist havde det fint med. Hele miljøet omkring Art Ensemble of Chicago og organisationen AACM (Association for the Advancement of Creative Musicians) var et tveægget sværd for Jerome.

 

”America has historically repressed the drummer”

 

Beth fortæller her om Jeromes forhold til AACM:

”Jerome had many cherished friends in the AACM. However he felt he diverged from their vision of the role of drummers, which he felt was repressive. So the individuals were influential, but the organization wasn’t a part of his life.

Det at Jerome mente at trommeslagerens rolle blev undertrykt var en generel holdning han havde, som gjaldt nordamerikansk musik i det hele taget. Beth forklarer det således: His interest in world musics is both musical and sociological. America has historically repressed the drummer, stemming from the first slaves from Africa. They were forbidden to play drums, and the music of the drums and it’s valid place in the musical cannon has been underplayed here ever since. So his interest in exploring the master drum music of cultures who respected and celebrated the instrument was due to his hope of elevating the drums and drum music to that kind of level of acceptance as artists of stature. He would say that he was concentrating on World Music within the framework of Jazz, and hoped to bring the drums, and Jazz to a true classical level. Also exploring the psychological and spiritual powers of music was a life-long fascination, and he valued interacting with musicians whose interests were along those lines, rather than purely commercial.”

Så ifølge Jerome har selv en så frihedsbetonet og åben organisation som AACM, været underlagt generelle samfundsstrukturer i USA. Overordnet kan man godt tænke sig at trommeslagerens rolle som timekeeper f.eks. i R&B og nogle former for jazz kan have virket hæmmende, men hvad han konkret mente mht. AACM må stå hen i det uvisse. Det er i hvert fald ikke fordi de ikke har præsenteret trommerne som soloinstrument gennem tiden.

 

They still are the most under-recognized modern music innovators”

 

The Revolutionary Ensemble
Efter at have været en tid i Paris, tog Jerome på Roscoe Mitchells opfordring til New York i 1971, og opsøgte violinisten Leroy Jenkins og bassisten Sirone (Norris Jones). Sammen startede de The Revolutionary Ensemble. En gruppe som anses for at være en af de vigtigste improvisationsgrupper fra 70’erne, som dog aldrig nåede at få større kommerciel gennemslagskraft, og altid måtte kæmpe for overlevelse.

Beth Cummins far, advokaten Bob Cummins, var interesseret i gruppen og startede pladeselskabet India Navigation, som udgav deres debut for at hjælpe dem på vej.
”The Revolutionary Ensemble was simply the reason the label created. Their astonishing mastery of the collaborative, improvisational genre was unparalleled, and at the time unrecognized. It’s impossible to underestimate the influence that the Revolutionary Ensemble, Sirone and Leroy had on Jerome. It was like a torrid and passionate marriage…brilliant and complex and with enduring love. His full understanding of the possibilities of structured improvisation were seemingly realized with Sirone and Leroy. I would say, in retrospect, that they were meant to be together, that they were in tune with each other musically in a way that is unusual and in a special way. I’m positive they’re together forever. Jerome’s potential for subtle, intuitive and dynamic playing as well as his abilities and strengths as a composer came into fruition during his collaboration with them. Their music was extraordinary and that was both a blessing and a curse, as it was impossible to categorize them – and still is. They still are the most under-recognized modern music innovators, and hopefully someday that will be corrected. There is, in this country, a need to categorize musical genres, including along racial identities.”

The Revolutionary Ensemble splittedes i ’76.

 

Første soloplader, nye samarbejder og inspirationer Jerome Cooper udgav sin første solo LP ”Root Assumptions” i 1978.
Året efter indspillede han ”For the People” sammen med Oliver Lake.

På dette tidspunkt kalder han sig “Master Drummer of Sacred Rhythms”, og det siger noget om den spirituelle og rituelle dimension han arbejdede med. På dette tidspunkt har han også besøgt Mexico, og bl.a. erhvervet sig en Chiramia (mexicansk shaman-instrument som minder om en obo, som han spillede på resten af livet)

Årene omkring 1980 synes at være blandt de mest produktive i hele hans karriere. Det var også i disse år han spillede med Cecil Taylor. Beth skriver:
«His work with Cecil Taylor in the late 1970s-early 1980s was a key area of group dynamic developments, which he later incorporated into his solo work.”

«They have solodrummers in Africa. They got solo drummers in Mexico, Indonesia, why can’t we have some in America?”

(Jerome Cooper til Roulette TV)

 

Multi-dimensional drumming
Når man begynder at dykke ned i Jerome Coopers solokoncept, som han begyndte at kalde multi-dimensional drumming i slutningen af 80’erne, får man som musiker hurtigt sat sine egne eksperimenter i et radikalt nyt perspektiv.

Tom Buckner, som er stifter af pladeselskabet Mutable Music og mangeårig ven af Jerome, fortæller om Jeromes seriøsitet, som jeg her referer:
Jerome boede de sidste mange år af sit liv i en ”squat” i New York på 10. Etage. Han øvede hver dag, hele dagen, og slæbte ikke sine trommer ned medmindre en koncert gav mindst 1000 dollars. Hver fredag gav han til gengæld sig selv en solokoncert, hvor han inkorporerede ugens nye evolutioner.

Denne arbejdsgang har været med til at give ham fri koordination og de polyrytmiske lag blev en fuldstændig integreret del af udtrykket. Han blev med andre ord færdig med polyrytmik, om man vil, og kunne beskæftige sig med lyd på et overordnet plan.

Solokoncerten blev Jerome Coopers primære udtryksform, og Kresten Osgood mener at de teknikker han udviklede – med inspirationer fra de musikkulturer han besøgte (Indonesien, indien m.m.) – rummer helt essentielle og eksistentielle virkemidler:
”Vi vil altid være begrænsede af hvordan vi opfatter det musikalske øjeblik vi er i […] Loftet for hvad der kan ske et loft der sættes af vores egen oplysthed, intuition, smag, whatever… Der er en dybere underliggende form som vi fx kender fra det rituelle. En tro på gamle former og strukturer og det er det Jerome kommer fra. […] Jerome ved at alle elementerne i hans musik (hans lyde, hans motiver, hans kompositoriske ideer) har en tyngde og indre logik der gør dem uafhængige af hvordan de præsenteres”

Alt dette forklarer også hvorfor Jeromes solokoncert virkede så stærkt på Jyderup Højskole 2014. Han var så fuldstændig til bunds i, hvad hans musik rummede, at han ikke behøvede at bekymre sig om bevidst ”spillede” overgange, men kunne gå direkte ind i den dybe dialog, så snart altså han lige havde trykket på et par programmeringsknapper på keyboardet.

”Det var simpelthen det hippeste og noget af det dybeste musik jeg havde hørt”

 

Kresten Osgood bragte Jerome til Danmark de sidste år af hans liv. Jeg har spurgt om hans oplevelse af Jerome Cooper og hans musik:
”Da jeg begyndte at lytte til især solopladen» From there to hear «(hvor han bl.a. spiller Mingus’ ”Goodbye Pork Pie Hat”) døde jeg i flere afdelinger. Det var simpelthen det hippeste og noget af det dybeste musik jeg havde hørt.”

”Hans tanker omkring musik betyder meget for mig. fx det faktum at han aldrig skiftede trommeskind eller stikker (som i aldrig… de skind han havde på sit sæt var de samme skind som han brugte med Roland Kirk i 1968) og han har aldrig stemt på trommerne (!). Han har tegnet små magiske væsner på sine trommeskind «they will keep the drums in tune for me» 

 Sikke et radikalt koncept og ét der øjeblikkeligt antikverer alle de trommeslagere jeg har set i mit liv sidde møjsommeligt og stemme forskind og bagskind og åhhh I Need My Sound…”

 Her beskriver Kresten Multi-dimensional Drumming:
«Hovedtanken med Multi-dimentional drumming er at man ikke behøver et specifikt instrument for at være trommeslager. Trommesættet er alligevel et sammensat instrument af mange andre instrumenter (traditionelt en march tromme, kinesiske tomtoms, tyrkiske bækkener…) vi kan overføre det tankegods der hører med til at være trommeslager til hvad som helst. At være trommeslager betyder bare at man opfatter musikken ud fra det ståsted. Hvilket instrument du udtrykker dig på er mindre væsentligt. Det vil sige at man kan være trommeslager på en saxofon (eller på 2 mexikanske oboer, et keyboard, en balofon og jazztrommer som Jeromes «trommesæt» bestod af).”

Og det er da ganske enkelt inspirerende. Det er som en omvendt form af ”Ceci n’est pas une pipe”: ”Dette er et trommesæt!”.

På en måde er multi-dimensional drumming noget ganske naturligt. Man kan kun opfatte verden fra sit eget ståsted, men derfor kan man godt tage fra f.eks. andre musikkulturer og stadig være sig selv.

Jerome var utvivlsomt sig selv til det sidste. Jeg vil give Beth Cummins det sidste ord:
”Jerome was deeply intellectual and spiritual and his gift to the world was his offering of music that was deeply personal and global at the same time.”

Text: Rasmus Kjær, november 2017
Fotos: Beth Cummins

Tak til Beth Cummins, Kresten Osgood, Tom Buckner, Oliver Lake, Tømrerclaus m.fl.

Lenker: https://www.youtube.com/watch?v=6dBBmrWAkJU https://www.youtube.com/watch?v=QhFWkabfIJA https://www.youtube.com/watch?v=G0XcDm_ODhc https://youtu.be/_Ys2PMKTgoI