Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Dualiteten i musikken

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, 10. JULI 2024: Sommerforkølelsen hærger Danmark. Eller sådan følelses det, når jeg ligger med det. Ikke desto mindre var jeg ovenpå igen og klar til mere jazz. Og dagen startede med en lidt mere utraditionel forstand, end det vi plejer at anmelde på salt peanuts* – nemlig Børnejazz.

Dog var det ikke den sædvanlige børnejazz, men en ny plade af sangerinde og elektronisk kunstner Randi Pontoppidan (Damkapellet, IKI, IMMUN, Theatre of Voices og solo) og vibrafonist Martin Fabricius (Trio, Ø, Sao Paulo Panic), Clouds, der var konverteret til et show for børn. Så jeg slæbte familien med til Krudttønden, der dagligt under Jazzfestivalen holder koncerter for børn.

Hvis du har set Pontoppidan optræde før, så er det ikke svært at forestille sig hende engagere børn med det arsenal af lyde (både med og uden elektroniske virkemidler) og hendes performative væsen.

Det startede med pæne harmonier med højt til loftet, men det blev hurtigt drillende, og så uhyggeligt, og viste børnene (og de voksne) hvad effekten af lyde kan. De lavede regnvejr (som det der havde været forinden) med dryp og susende vind, og de var eminente til at iscenesætte psudo-scenarier, hvor man næsten kan pege på husnummeret, hvor det foregår, men stadig med nok plads til, at den enkelte kan skabe sine egne billeder. Randi med stemmen, effekter og en ’regntromme’ og Fabricius med vibrafonen, der både blev strøget af cellobue og tilsat forskellige effekter, tog de os op i skyerne og under vandet.

De sluttede af med et par vuggeviser, Noget om en dejlig nat, Mester Jakob, Jeg gik mig ud en sommerdag (som dog ikke er med på albummet), hvor Randi lavede en call-response med os med små fraser af friere karakter.

Det pirrede børnenes fantasi (og de voksnes) og mindede mig om Pauline Oliveros tilgang til børns musikundervisning, der lod børnene tage styringen og improvisere frit.

Det var fantastisk at se, hvordan kunstmusik kan formidles til voksne såvel som børn. Det var selvfølgelig båret af Pontoppidans meget ekspressive og inkluderende natur og Fabricius’ evne til at udpensle en stemning tydeligt, selvom materialet stammer fra jazz.

Min familie og jeg var i hvert fald begejstret.

Jeg efterlod familien derhjemme og bevægede mig ud i aften og ind til KoncertKirken, hvor Camilla Dayyanis (Hess/Emborg/Dayyani, Sangskattekisten, Athelas Ensemblet) Oktet spillede med et relativt nyt album Mine Miniaturer fra januar, hvor hun selv har komponeret og arrangeret alt musikken.

Som hun selv beskriver projektet, så består musikken af miniaturer fra hendes eget liv; det danske, det persiske, jazzen, det klassiske mm. som hun prøver at forene til tekster af persiske digtere og danske digtere som Rumi, Khayyam, Forough Farrokhzad og Pete Hein, Karen Blixen og Dayyani selv.

Besætningen er blevet beskåret lidt fra albummets 10 personer. Den amerikanske violinist Sarah Lucy Foldager og den finske bratschist Sanna Ripatti er udeladt, men med sig har Dayyani stadig Fredrik Lundin på sax og fløjte (DK), Artur Tuznik på klaver (PL), Thomas Sejthen på kontrabas (DK), Mohammad Ali Merati på kamanche (persisk violin) (IR), Nazanin Ranjpour på percussion (IR), Tue Lautrup på violin (DK) og Camillas søster Samira Dayyani på cello erstatter den danske cellist Brian Friisholm. Og så selvfølgelig Camilla Dayyani på sang.

Hertil havde hun samarbejdet med en lydkunstner (jeg ikke fik navnet på), som havde pre-fabrikeret nogle soundscapes, der indleder koncerterne.

Det knitrede fra højtalerne, og inde bagved hørtes en hvislen og en hvisken af instrumenter og kirkeklokker, før rislende vand tog over og strømmede igennem strygerne på scenen.

Den første digter i fokus var den persiske digter Khayyam fra 1200-tallet. Dayyani sang først på farsi med sparsomt akkompagnement og dernæst på dansk med fuldt orkester. Det gav os muligheden for at opleve sproget bedre og det originale udtryk bedre, før vi fik oversættelsen.

De første par numre bevægede sig meget over i det persiske med Merati på Kamache i fronten. Den havde en rå eller støvet klang, der spillede virkeligt godt sammen med Dayyanis rene klang. Det blev også meget tydeligt i duetsoloen mellem Merati og Sejthens kontrabas, hvor to udtryk blev sidestillet.

De næste par numre drejede mere mod vesten, og arrangementet havde lidt mere udtrykket af Billie Holidays Lady in Satin (3. og 5. nummer), dog lidt mere groovy. Hertil skiftede Dayyani også fra persiske digtere til de danske Pete Hein med ”Nuet” og Karen Blixens ”Vinger”.

Blanding mellem det persiske og vestlige fungerede virkeligt godt, og på intet tidspunkt savnede jeg et trommesæt – især ikke i KoncertKirkens sal. Det er er ikke alle, der formår at tæmme et trommesæt derinde. Derimod guidede Ranjpour kyndigt resten af orkestret igennem den persiske metrik, og da hun i 6. nummer fik lov til at bryde rammerne lidt, ville man blot ønske, at hun havde gjort det før.

Dayyani blandede ikke kun kulturerne, men satte dem også op mod hinanden med nogle små duetter, først med Lundin og Sejthen der brød ud i den friere jazz, som vi kender og elsker, efterfulgt af Samira Dayyani og Tue Lautrup der med de klassiske traditioner formåde at væve motiver ind og ud af hinanden i bedste fuga stil.

Og til sidst sluttede Dayyani af med sine egne digte, der hælder lidt mere til det klassiske – lidt ala det fra 3. og 5. nummer og en traditionel persisk folkevise, jeg ikke tør stave.

Jeg smuttede inden ekstranummeret, ikke af lyst, men fordi den næste koncert ventede. Dayyani har virkelig formået at samle den persiske og den danske jazz og klassiske musik. Det lyder ikke som om hun går på kompromis med de persiske traditioner, og det smelter helt gnidningsfrit ind i jazzen og det klassiske.

Næste stop var en af jazz.dk’s undergrundsscener, Mellemrummet med mocean (no caps). Fra den højloftet KoncertKirke til det cozy kælderrum.

Det er et projekt startet af bassisten og komponisten, Mark Ibsgaard Gregersen (ecoegoe, HErzliche Beegugn) (hovedbilledet). Med sig har han slovenske Luka Zabric på saxofon (Berre/Zabric/Buchner, Oswald/Zabric/Uzameckis), slovakiske Micahela Turcerova (Alawari, LANDLAND) og norske cellist Oda Dyrnes (Crush String Collective, Kyaness).

Med mocean arbejder Gregersen på at undersøge motiver og klange som grundlag for sammenspillet, og det høres allerede fra første frase, hvor de indleder med en sælsom vals. Men før vi vidste af det, blev lag langsomt skrællet væk og opløst i arpeggioer, indtil det kun var Gregersens to tunge markeringer per omgang, der definerede groovet, og kun ekkoet af valssen var tilbage. Og til sidst stod Zabric alene med de hvirvlende arpeggioer (i en imponerende fremvisning af det cirkulære åndedræt).

I andet nummer var det især klangene der blev fremhævet. Varme harmonier fra saxofonerne bliver understøttet af overstyret strygere med tætte toner der spidsede ørene, og da varmen forstummede hos blæserne, greb strygerne den. Det dissonante og konsonante blev forenet i Dyrnes solo, der med fingerspil selv understøttede nogle skrøbelige fragmenter i det højere register.

Langsomt fandt de ind i et motiv, der bevægede sig rundt mellem alle musikerne på skift som en slags kanon, og her kunne man virkelig høre Gregersens vision med kompositionerne. Selv når rolige melodier blev præsenteret, fik øret aldrig lov til at hvile på laurbærrene, da det altid blev komplimenteret med en smagfuld portion dissonans. Men samtidig gjorde den monotematiske tilgang, som Gregersen dyrker, at der hele tide var noget at holde fast i. Ligesom brugen af grooves gav et fast holdepunkt uden at blive statisk. Især til sidst da Dyrnes og Turcerova spillede duet – en noget så inderlig saxofon henover et cellogroove – udviklede det sig, da Gregersen kom til, og udviklede sig til et asymmetrisk groove der blev ved med at folde sig ud.

mocean er et spændende projekt der virkelig formår at sidestille klanglige og motiviske udtryk, man normalt ikke ville have forventet. Og selvom det er relativt gennemkomponeret musik, giver Gregersen alligevel musikerne mulighed for at spille til deres styrker.

Text og foto: Marcus Behrens


Randi Pontoppidan og Martin Fabricius


Thomas Sejthen, Fredsrik Lundin og Camilla Dayyani


Mark Ibsgaard Gregersen