VINTERJAZZ, KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 15. FEBRUAR 2023: Vi er i rimeligt tætpakket KoncertKirke mellem de grønne og blå-oplyste vægge. Vinterjazzen har nået halvvejsmærket, og hvilken bedre aften at fejre det med end to gennemgående musikere, bassist Tomo Jacobson (hovedbilledet) og trommeslager Szymon Gąsiorek, der udgår duoen Wood Organisation.
Jacobson (eller Tomo Slow Mo som han også går under) synes altid at have en finger med i spillet enten som musiker, producer (som ejer af Gotta Let It Out) eller i forordet. Og man er garanteret en spændende aften med ham. Sidst vi anmeldte ham, strøg han den samme tone gennem hele koncerten, og det var en transcenderende oplevelse. Nu har han slået sig sammen med Gąsiorek, som er meget aktiv over hele Europa i forskellige konstellationer bl.a. som leder i E/I og tidligere Pimpono Ensemble.
Sammen har duoen udgivet et album, Dimpro, som modtog en nominering til DMA Jazz i kategorien Årets Eksperimenterende Udgivelse, så der var høje forventninger.
Herefter fulgte det internationale ensemble, Funes, op bestående af bolivianske fløjtenist Flavia Huarachi, den polske pianist Kamil Piotrowicz, den italienske pianistFrancesco Toninelli på orgel, den polske trommeslager Szymon Gąsiorek, den polske violinist Bartosz Skibiński, den schweiziske bassist Vincent Yuen Ruiz, den litauiske bassistAurelijus Užameckis, den norske guitarist Hein Westgaard, den italienske elektroniske musiker Gianluca Elia og ledet af polske komponist Michał Biel på tape machines – alle dimittender fra RMC følge op på aftenen.
Men åbnede Wood Organisation ballet med rytmiske figurer på en lille træxylofon med synthlyde fra Jacobsons Yamaha. Det var let og legende, næsten som en børnesang – måske pga. af brugen af instrumenter, der ofte bliver udskiftet i længden. Det gav en plastisk lyd, der følte lettere distanceret, men koncerten havde da også et humoristisk glimt i øjet: Først da Jacobson tændte for suppe, steg og is-maskinen, sporadiske udbrud af lettere poppede akkordrundgange, og senere begyndte Gąsiorek at forklare premissen: «We play improvised music, so we don’t know (what comes next) … Sometimes I wish we had tunes» og ligeledes inviterede publikum op til at gribe mikrofonen.
Men der var også seriøse øjeblikke, hvor Jacobson hev forskellige instrumenter som shehnai og keytar frem, mens Gąsiorek lagde et tungt rytmisk underlag og improviserede vers gennem autotune. Et virkeligt flot øjeblik var, da Jacobson live-samplede små klokker og fremkaldte nogle helt fantastiske lyde.
Det var et virvar af idéer – Neil Young møder T-Pain. Det var helt frit og uden regler, og måske var idéen med suppe, steg og is at frigøre de stigmatiseret instrumenter og indsætte dem som gyldige i kunstmusikken. Eller måske er avant-garden gået full circle til suppe, steg og is.
Underholdende er det, når musikerne tager sig helt frie rammer og skubber til vores forventninger.
Et kort pitstop i baren, og så er vi videre til næste koncert. Det var en langt mere afmålt affære. Hvert instrument havde fået ét motiv, som de kunne variere en smule. Men timingen virkede improviseret.
Lange holdte toner kom fra forskellige instrumenter; lange strøget toner på kontrabassen, en søgende fløjte. Og så pause. Piotrowicz slår en akkord an, og nye instrumenter toner frem. Westgaard spiller en spansk-inspireret guitar figur. Efterhånden kommer flere på, men selv da alle spillede, var der stadig masser af plads i rummet.
Langsomt begynder Elia at introducere elektroniske elementer; en rungende bas, men det var hele tiden med en fod på bremsen. Også holder Gąsiorek et bækken op som et guddommeligt idol, og elektronikken fødes i dybet med lyse toner farende forbi.
Undervejs i koncerten bliver musikernes tidligere input samplet, og Huarachi indleder en duet med sit tidligere jeg.
Fem gange talte jeg, at Gąsiorek markerede med bækkenet, og efter hver gang blev flere og flere instrumenter elektronisk tilføjet, indtil det mod slutningen kun var ’playback’.
Vi blev taget ud på en rejse gennem mørket, hvor hver enkelt lyd antænder fantasier. Men vi fik også fikspunkter at holde fast i. Bl.a. Huarachis fløjte trak os tilbage, hver gang fantasien løb løbsk.
Det var et virkeligt spændende format, hvor Biel agerede dirigent med tape recorderen, mens sergant Gąsiorek holdt tropperne i linje. Det var minimalistisk, men fordi vi hele tiden blev ført igennem det 10-mand/kvinde store ensemble, blev det aldrig kedeligt. Nye duetter og trioer opstod hele tiden, og Biel sørgede for at komplimentere instrumenterne med deres ekko.
Det var en helstøbt aften, der fremviste spændvidden af improscenen: fra fuldkommen frihed til symfonisk improvisation.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Szymon Gąsiorek
Funes
