VINTERJAZZ, KONCERTKIRKEN, KĂBENHAVN, 15. FEBRUAR 2023: Vi er i rimeligt tĂŠtpakket KoncertKirke mellem de grĂžnne og blĂ„-oplyste vĂŠgge. Vinterjazzen har nĂ„et halvvejsmĂŠrket, og hvilken bedre aften at fejre det med end to gennemgĂ„ende musikere, bassist Tomo Jacobson (hovedbilledet) og trommeslager Szymon GÄ siorek, der udgĂ„r duoen Wood Organisation.
Jacobson (eller Tomo Slow Mo som han ogsĂ„ gĂ„r under) synes altid at have en finger med i spillet enten som musiker, producer (som ejer af Gotta Let It Out) eller i forordet. Og man er garanteret en spĂŠndende aften med ham. Sidst vi anmeldte ham, strĂžg han den samme tone gennem hele koncerten, og det var en transcenderende oplevelse. Nu har han slĂ„et sig sammen med GÄ siorek, som er meget aktiv over hele Europa i forskellige konstellationer bl.a. som leder i E/I og tidligere Pimpono Ensemble.
Sammen har duoen udgivet et album, Dimpro, som modtog en nominering til DMA Jazz i kategorien à rets Eksperimenterende Udgivelse, sÄ der var hÞje forventninger.
Herefter fulgte det internationale ensemble, Funes, op bestĂ„ende af bolivianske flĂžjtenist Flavia Huarachi, den polske pianist Kamil Piotrowicz, den italienske pianistFrancesco Toninelli pĂ„ orgel, den polske trommeslager Szymon GÄ siorek, den polske violinist Bartosz SkibiĆski, den schweiziske bassist Vincent Yuen Ruiz, den litauiske bassistAurelijus UĆŸameckis, den norske guitarist Hein Westgaard, den italienske elektroniske musiker Gianluca Elia og ledet af polske komponist MichaĆ Biel pĂ„ tape machines â alle dimittender fra RMC fĂžlge op pĂ„ aftenen.
Men Ă„bnede Wood Organisation ballet med rytmiske figurer pĂ„ en lille trĂŠxylofon med synthlyde fra Jacobsons Yamaha. Det var let og legende, nĂŠsten som en bĂžrnesang â mĂ„ske pga. af brugen af instrumenter, der ofte bliver udskiftet i lĂŠngden. Det gav en plastisk lyd, der fĂžlte lettere distanceret, men koncerten havde da ogsĂ„ et humoristisk glimt i Ăžjet: FĂžrst da Jacobson tĂŠndte for suppe, steg og is-maskinen, sporadiske udbrud af lettere poppede akkordrundgange, og senere begyndte GÄ siorek at forklare premissen: «We play improvised music, so we donât know (what comes next) ⊠Sometimes I wish we had tunes» og ligeledes inviterede publikum op til at gribe mikrofonen.
Men der var ogsĂ„ seriĂžse Ăžjeblikke, hvor Jacobson hev forskellige instrumenter som shehnai og keytar frem, mens GÄ siorek lagde et tungt rytmisk underlag og improviserede vers gennem autotune. Et virkeligt flot Ăžjeblik var, da Jacobson live-samplede smĂ„ klokker og fremkaldte nogle helt fantastiske lyde.
Det var et virvar af idĂ©er – Neil Young mĂžder T-Pain. Det var helt frit og uden regler, og mĂ„ske var idĂ©en med suppe, steg og is at frigĂžre de stigmatiseret instrumenter og indsĂŠtte dem som gyldige i kunstmusikken. Eller mĂ„ske er avant-garden gĂ„et full circle til suppe, steg og is.
Underholdende er det, nÄr musikerne tager sig helt frie rammer og skubber til vores forventninger.
Et kort pitstop i baren, og sÄ er vi videre til nÊste koncert. Det var en langt mere afmÄlt affÊre. Hvert instrument havde fÄet ét motiv, som de kunne variere en smule. Men timingen virkede improviseret.
Lange holdte toner kom fra forskellige instrumenter; lange strÞget toner pÄ kontrabassen, en sÞgende flÞjte. Og sÄ pause. Piotrowicz slÄr en akkord an, og nye instrumenter toner frem. Westgaard spiller en spansk-inspireret guitar figur. EfterhÄnden kommer flere pÄ, men selv da alle spillede, var der stadig masser af plads i rummet.
Langsomt begynder Elia at introducere elektroniske elementer; en rungende bas, men det var hele tiden med en fod pĂ„ bremsen. OgsĂ„ holder GÄ siorek et bĂŠkken op som et guddommeligt idol, og elektronikken fĂždes i dybet med lyse toner farende forbi.
Undervejs i koncerten bliver musikernes tidligere input samplet, og Huarachi indleder en duet med sit tidligere jeg.
Fem gange talte jeg, at GÄ siorek markerede med bĂŠkkenet, og efter hver gang blev flere og flere instrumenter elektronisk tilfĂžjet, indtil det mod slutningen kun var âplaybackâ.
Vi blev taget ud pÄ en rejse gennem mÞrket, hvor hver enkelt lyd antÊnder fantasier. Men vi fik ogsÄ fikspunkter at holde fast i. Bl.a. Huarachis flÞjte trak os tilbage, hver gang fantasien lÞb lÞbsk.
Det var et virkeligt spĂŠndende format, hvor Biel agerede dirigent med tape recorderen, mens sergant GÄ siorek holdt tropperne i linje. Det var minimalistisk, men fordi vi hele tiden blev fĂžrt igennem det 10-mand/kvinde store ensemble, blev det aldrig kedeligt. Nye duetter og trioer opstod hele tiden, og Biel sĂžrgede for at komplimentere instrumenterne med deres ekko.
Det var en helstĂžbt aften, der fremviste spĂŠndvidden af improscenen: fra fuldkommen frihed til symfonisk improvisation.
Tekst og foto: Marcus Behrens