Man skulle tro at indflydelsen fra den rå natur ville være større når man som altsaxofonist, og late-bloomer, er født og opvokset i Nova Scotia, den nordøstlige provins i Canada, tæt knyttet til naturens kræfter. Også selvom det afspejles i titlerne, «Barge» (husbåd), «Seaweed» (tang), «Seagulls» (havmåger), med flere. Altså levende ting. Nicola Miller har klart en mere urban udtryksmåde. Kantet og flosset som var den kogt sammen down town New York.
Nicola Miller er et relativt ubeskrevet blad, hvilket man næppe kan sige om hendes medmusikere. Multiinstrumentalisten Doug Tielli stammer fra Ontario, og har blandt andre arbejdet med Evan Parker og John Oswald. Bassisten har brugt sin tid på New Yorks jazzklubber inden han slog sig ned i Nova Scotia. Trommeslageren Nick Fraser er aktiv på Torontos scene hvor han har spillet med gud og hver mand. Internationalt har samarbejdspartnerene været folk som Joe McPhee, Anthony Braxton, William Parker og Jean-Luc Ponty på pladeselskaber som Clean Feed og Ambiances Magnetiques.
Altsaxofonisten og bassklarinetisten Frank Gratkowski er nok den mest kendte, og samtidig hendes mentor. Som komponist af større værker avantgardemusik med Zeitkratzer og Ensemble Modern og fri jazz på blandt eksilrusseren Leo Feigins dedikerede selskab, Leo Records. Blandt de utallige kunstnere har tyskeren særligt arbejdet med pianisten Simon Nabotov. Så Miller er i godt selskab, men har bestemt ikke noget at komme efter.
Det er sjældent at vi nævner teknikere som er involveret. Man lad os gøre en undtagelse med pladens mixer, nemlig Sandro Perri. Han har et stort navn i canadisk musik, som guitarist i indie-grupperne Great Lake Swimmers og Polmo Polpo. Han har sat sit præg som producr og mixer på en lang række udgivelser af musik med folk, post-rock og ambient.
Pladens 8 numre er alle skrevet af Nicola Miller, men bærer i ligeså høj grad præg af at være et resultat af en kollektiv proces. Der er deciderede søgende sekvenser som i «Barge» og «Seagulls», hvor især sidstnævnte er en jagt på soniske og metriske centre og som endelig finder en hypnotisk rytmik oven på de larmende blæsere. Men der er også kompositioner som «Night crawlers» og «Seaweed» hvor abstraktionerne står i kø på en chamerende måde. I førstnævnte nummer med en staccato-rytmik som giver en særlig dynamik. Som altsaxofonist er Miller sin egen, men skal der reference eller to på, kunne det være danske T.S. Høeg eller engelske Ted Milton fra Blurt.
På den meget varierede plade finder man også fabulerende melodier, ofte med en dvælende udsøgning af filigranmønstre eller de mere sakrale momenter som i «Poplar», hvor det piber og knager over en nærmest salme-agtig melodi fremført af basunisten. Eller som i «Buffleheads» med to altsaxer der både spiller egalt og grynter for ligesom at markere en kontrast. Selve titelnumret er Dolphy’sk i sit livlige billedesprog. Nicola Miller og venner har skabt en indtagende legesyg plade.
Allan Sommer
Nicola Miller (alto saxophone), Frank Gratkowski (bass clarinet, alto saxophone); Doug Tielli (trombone, saw), Nicholas D’Amato (bass), Nick Fraser (drums)
