Enhver, som er nysgerrig på ny musik, bør også rette blikket mod hvad der sker på den såkaldte klassiske musikscene. Og derfor sætte fokus på et musikalsk felt som rykker ved grænserne for genrebetegnelser. Så uanset om din vinkel er jazz eller rock, så lyt uden fordomme. Der sker rigtigt meget. I denne forbindelse kan jeg måske opfordre til at lytte til den islandske komponist og bassist Bára Gisladóttir. Det er sindssygt spændende og hun er ikke alene.
I denne lille bunke af 3, højst forskellige plader, får vi et godt udtryk for diversiteten i musik som umiddelbart lyder klassisk, men er så meget andet.
Det italienske kollektiv med det halvfrække navn S.A.D.O., som i virkeligheden står for Societa’ Anomina Deconstruzionismi Organicii indkapsler på mange måder hybriden. De har skabt et værk som giver associationer til Richard Wagners opera, Tannhäuser und der Sängerkrieg auf Wartburg, som beskriver relationen mellem det hellige og det profane og tager udgangspunkt i en af 1200-tallets sangere, netop ved navn af Tannhäuser, en minnesanger (en besynger af kærlighed). Imidlertid er Johann Fritz Tannhäuser i S.O.D.O.’s optik en fiktion person, hvis oeuvre dækker over en periode fra starten til midten af 1900-tallet og som dækker en række blokke af genrer. Fra det liturgiske, over Berlin, den elektroniske og cinemanistiske æra, post-krigens år til Asmara i de seneste år , inspireret af Eritrea.
Der er mulighed for at dykke ned i hele historien om Tannhäuser i det fyldige essay som følger med LP’en. S.O.D.O.’s værk dækker disse perioder og vi får et kalejdoskopisk indblik i S.O.D.O.s og Tannhäusers fiktive verden. De 8 kompositioner indledes med Giovanni Battista Francos «Sprechstimme» som med en smule patos i stemmen forklarer om musikken. Musikken er abstrakt og fragmenteret med lyde af både akustisk og elektronisk oprindelse. Det samler sig i et underfundigt, mørkt og lettere dystopisk sceneri. Man oplever både musik som minder om tressernes psychedeliske rock og futuristiske toner, stærkt understøttet af en Ondes Martinot, et enstemmigt elektronisk instrument, fra 1928, som afføder glissandi og mikrotoner, helt i Sun Ras ånd. Stilmæssigt er musikken en mangehovedet Hydra. Der er samtidsmusik, art rock, skæv kammermusik, elektronik og improvisationer. Klasssisk sangforedrag som blander sig med slagtøj som går amok (Eritrea?). Det instrumentale fokus er i krydsfeltet mellem keyboards, slagtøj og 5-stregnet elbas.
Udgivelsen er en sand sonisk forskningseskursion og som er en af årets mest bemærkelsesværdige. Ikke fordi musikken er svær som sådan, men fordi den er så meget anderledes og særdeles underholdende.
Den schweiziske trio bestående af Anna-Kaisa Meklin, Giancarlo Nicolai og Sandra Weiss. Trioen blander helt klassiske instrumenter som viola da gamba der indgår i strygerfamilien fra renaissancen og en slags forløber for celloen. Laudes dækker over et traditionelt spansk strengeinstrument med 12 strenge. som spilles med plekter og som er i familie med en lut. Trioen rundes af med fagot og saxofon, som repræsentanter et mere nutidigt instrumentarium.
Den lidt særegne besætning får da også et særegent udtryk. Musikken er tyst og afsøgende. Umiddelbart meget minimal i sin form, men det gælder kun den ydre, den indre form gemmer på en stor mangfoldighed. LP’en består af 2 forløb hvoraf «Zeitgefühl» er det så at sige det lukkede rum som afslører detaljerne. Det andet forløb, «Das Wandern der Bäume», en lydvandring i naturen. Man fornemmer en bøgeskov som gennemskæres af et rislende vandløb.
Trods de akustiske instrumenter genereres en nærmest elektronisk lyd. Eller noget field recordings. Pladens titel Il ciclo del sole noturno, får mig da også til at tænke på et sidste bedste udgivelser, Nokturno, af den slovenske duo bestående af Marina Testen og Simon Serc, og som udelukkende betjener sig af field recordings. Trioen fra Schweiz indfanger ligeledes noget vederkvægende inspiration fra naturen i den tyste aftenstund.
Født i Chicago, men bosiddende i Bruxelles, Belgien, er Steve Gibbs (f. 1959) en specialist på den 8-stregnet guitar. Og han er især specialist i den franske komponist Alain Feron (f. 1954), som Gibbs har arbejdet sammen med siden 2013 på Férons store cyklus for netop denne guitartype. Pladen er en del af det portugisiske pladeselskab 4DaRecords satsning på New Notated Music og samtidig 1. del af Gibbs’ projekt med musik af Féron, hvor 2. del er planlagt til udgivelse i 2028.
På pladen får vi 4 stykker af Féron hvoraf «Variations en abime opus 44», er i 7 dele. Musikken er ganske abstrakt i sit udtryk med en dejlig klang tilført et diskret ekko. Det er moderne kompositionsmusik, men jeg hører også spor såkaldt amerikansk primitiv guitarmusik med navne som John Fahey og Leo Kottke, og som er alt andet end primitiv! Féron er født i Dakar, Senegal (men tør man skrive det?), hvid, hvilket titter frem i «La cena de le cenen, opus 37». Det er i det hele taget dejlig og i ordets bedste forstand, virtuos musik. Som en slags krydderi har Steve Gibbs, med sig sin anden guitarpassion, nemlig klassiske barokke kompositioner og fra renaissancen af folk som levede fra 1500-tallet til ind i 1700-tallet. Det er folk som Luys de Narváez, Girolamo Frescobaldi og Francesco Geminiani. Sirligt spillet af Gibbs med et overskud og med al den polyfone ornamentik man forventer.
Samlet hørt har vi at gøre med 3 forskellige måder at udtrykke sig, alle med et afsæt i den såkaldte klassiske musik.
Allan Sommer
Paolo Baltaro (Ondes Martenot, sampler, cello), Guiseppe Garavana (piano, Kielflügel), Diego Marzi (percussion), Daniele Mignone (5-string bass), Thi Ly Procacci (soprano voice, Bansuri), Giovanni Battista Franco (speaker) || Anna-Kaisa Meklin (Viola da gamba), Giancarlo Nicolai (laudes), Sandra Weiss (bassoon, saxophone) || Steve Gibbs (guitar)
