CHRISTIANSHAVN BEBOERHUS, KØBENHAVN, 26. OKTOBER 2024: SlimO som band har haft en underlig rejse. Da jeg først så dem på Roskilde Festival,var jeg ikke klar over, at det skæve band, der stod mig, havde en svævende baggrund. Denne baggrund førte tilbage til Primis impro-scene, hvor de ellers spillede over elektronisk støj og fyldt med samples. De har været en rejse af effekter og stilarter for at ende som et smadrende rockband, der har den faste rockpop-struktur, men bag det gemmer sig sange, der som en ballon flyver så højt, at den eksploderer – deres sange er som denne smukke destruktion. Bandets brug af ustyrlige lyde, for resten af Danmarks postpunk-scene som Iceage, Yung og Communions, til at lyde lige så faste i form som et klassisk orkester.
Gennem koncerten på Beboerhuset viste bandet, hvordan friheden fra impro-scenen sagtens kan inkluderes i et moderne indie/punk-band. Selvom mange af sangene byggede på repetitive, kromatiske guitar-riff, var der stor variation i den lyd, som blev skabt. Hvert nummer føltes som om det kunne ødelægges på kreative måder. Et af numrene bestod nærmest bare af et riff og så tusindvis af forskellige samples af alt fra tv-interviews til Eurodance presset ind i hinanden. Andre numre ville lede deellers faste tromme Grooves ind i en løs verden, hvor der blev givet slip på sangene.
Det var netop i måden, de gav slip på deres sange, at jeg følte en form for frihed.Man kan ikke putte de menneskelige følelser i en fast struktur, og det er simpelthen så skønt, når musik også kan repræsentere disse grænser. Når der i deres numre er brug af en violinbue, lyder det som et dyr, der endelig bliver sat fri i den strukturerede del. Sangen har jeg svært ved at se, hvordan de altid kan spilles på en fast måde, da bandet netop slipper sig fri med effekter, hvor rytmen forsvinder, eller samples, der kastes ind over pentatoniske og kromatiske riffs.
Samtidig har bandet virkelig udviklet skarpe vokalmelodier og harmonier. Melodierne med deres bevægende mol-melodier og onde kor gav nærmest en følelse af, at manlyttede til et renæssancekor, spillet af et rockband. Der er en skønhed bag og i destruktionen, og det er med til at fremme Søren Ulrik Thomsens idé om, at storkunst både er tidslig og tidløs. SlimO er et band, der både repræsenterer, hvordan punk- og indiemusik lever videre, men også hvordan dynamikken og pulseløsheden fra improviseret musik kan sameksistere. Det er som at lytte til liveoptagelser fra The Velvet Undergrounds unge dage.
Populærmusik og det avantgarde kan sagtens mødes og skabe noget smukt. Sjølv skrig fra dødsmetal kan finde et hjem i dette åbne rum, som SlimO er med til at skabe, og her gemmer der sig nogle diamanter igennem.
Text og foto: Nicholas Victor Hein Nielsen