KØBENHAVN, FORÅR 2026: Sådan nogenlunde i 1980 blev jeg prof som både forfatter & musiker & fra midt-80’erne yderligere som komponist, orkesterleder & desuden i min selvbestaltede position som outertainer i blandingen af ord & musik, men så er der også denne skribentting, hvor jeg som ungknejte i allerede 1970’erne i magasinet MM skrev om Sun Ra for første gang på danergrund & desuden om jeres Jan Garbarek med samt hans kumpaner: Andersen, Christensen, Danielsson, Rypdal, Stenson & Vesala … i alle disse mange år er det blevet til utallige jobs på kryds & tværs, hvor jeg i løbet af det nye årtusinde nød hr. redaktør Jan Granlie’s bevågenhed & i sit københavnereksil et ganske venskabeligt sammenrend, hvor så siden han «vendte tilbage», men af flere omstændigheder har jeg så taget godt imod chancen for nu at være inviteret ind som saltpeanuts’ danerreporter, hvilket jeg:
«didn’t see coming», så ja, der er stadigvæk uventede vinkler … & nej, der er som sædvanligt ikke meget korporligt guld at komme efter, men i mine smalle & hellere end gerne nepotistiske kredse er det nærmest en livsbetingelse: gør det alligevel & se om det som regel fører noget andet med sig … nå, men for øvrigt, min viden på områderne er enorme & hvis mit danersprog kommer til at udgøre nogle problemer, gælder det tilsvarende også i mit eget hjemland, så under alle omstændigheder hear we go:
Aktivitets- & trommedynamoen Kresten Osgood har lige været i USA, hvor han blandt andre spillede med nu 101- snart 102-årige Marshall Allen, som langvarigmæssigt hos Sun Ra kan sidestilles med Duke Ellington’s Johnny Hodges & som selvfølgelig aldersmæssigt oplever en masse årvågenhed, der for det meste bliver henkastet med et:
«I’m allright», hvor Kresten yderligere fortalte mig, at Allen & den noget «yngre» pianist Dave Burrell lige spillede et ekstra sæt … men kun for at komme ind på Osgood’s følgende hjemlige ugeturne med den nu sin klassiske & immer daring kvintet, hvor jeg lige indhenter, hvis tvivl: Mads Egetoft (tenorsax), jeres nu nordsjællænder Erik Kimestad (trompet), pianisten Jeppe Zeeberg & Mathias Petri (bas), thi sammen spiller de som genuin jazz bør være: at udøve et originalt valg af materiale, der kan udgøres af egen Osgood-hånd eller udover Mingus&Monk-eksempler kan gælde mere underkendte bidrag som Ahmet Abdullah, Elmo Hope, Jerome Cooper eller for tiden Billy Skinner, der alt sammen tildeles en flabet eksekvering & hidsen en stemning op, der energisk falder i sved … min eneste mulighed var at drage til den nordlige forstad Birkerød med netop Kimestad som borger i byens Mantzius-sal, hvor under de mest affunkede forhold musikken forsøgte at få blødt stive kroppe op, hvilket lykkedes til allersidst …
I 2024 blev trioen Psychobillyjazz 3 dannet med veteranen mig på stadigvæk ilter altosax & de to kun midt-20riske balstyrigheder i Halfdan Magnus Stefansson på guitar & trommis Johannes Ø Jacobsen, som aldeles hurtigt fik gjort sig en plads på scenen & med trioens totalt smalle nuvel no wave-sprog er der lige en plads ledig, sådan som de færreste overhovedet kender til udtrykket … nogle siger: trioen mangler struktur, mens andre mere indforståede svarer igen med: der er ikke andet end struktur … har ihvertfald lige spillet flere eksplosive koncerter på blandt andet Stengade 30 (Vinterjazz d. 25. februar) & i Karens Mindes Klein klub (27. marts) & i fremtiden, som Jan ville have skrevet om, hvis han havde været her endnu, men ved I hvad: i Danerlandet er der ingen længere til at skrive om det, så jeg skal gøre det & sende en rapport op til jer … men jeg er erfaringskool & ligesom med de døde, der var omkring fra os, lever jeg med det …
Netop Stefansson & Jacobsen driver sammen med flere af deres samtidige et aktivt kollektiv med det poetiske navn: Movement shaped like a heart, som gør det visse unge meget længe har gjort, gør eller burde gøre: tager sagen i egen hånd, slår kræfterne sammen, arrangerer koncerter, udgiver forhåndenværende muligheder & bingo: fra 10 til 30 & flere end 60 publikummer, men før & til stadighed gælder det: hvad & hvem holder …
Movement shaped like a heart’s aften i Klub Primi’s regi på H15 i den Brune Kødby gik denne gang ud på 6 x 20 minutters indslag, der lagde ud med den fra udlandet til København-hjemvendte altosaxokomet Asger Nissen, som med teknisk overblik excellerede, hvor et af tidens toneskab står med sindrige løb & vidtspændende såvel dynamikker & intervaller, hvor han foran sig havde placeret nogle seriøse noder, som han fortalte mig måske eller måske ikke spillede, hvilket ikke gør den store forskel, sådan som alt forekommer under kontrol; allerede det modsatte udgjordes af normalt ensemble-guitaristen & keyboardisten Astrid Friberg, der for første gang live trådte ud som decideret solo-singer/songwriter, hvilket hun klarede originalt & under en af sine tunings foreslog jeg hende at fortælle noget morsomt eller weird, hvilket hun sporenstregs reagerede på ved at fortælle om nattens mareridt, hvor hendes bror blev dræbt, men som hun pegede ham ud i rummet, stod han heldigvis dér lyslevende; de to trommisser i henholdsvis Mslah’s Mikkel Wilstrup & Kindsight-, Great Gestures- & så sandelig Pyschobillyjazz-medlemmet Jacobsen stod på hver deres side af et bord fyldt med køkken-realismer, som de «bangede» på i repetitionsmønstre, der lystigt & rytmisk blandede Vesterhood med Bali/Java-elementer … efter pausen akkompagnerede elektronikeren Benjamin Draad en hovedsagelig delayed lyd til moving pictures på muren, før Mslah’s & langtfra mindst Psychobillyjazz’ Stefansson solo trakterede sin elguitar med et naturligt blend af freejazz & støjrock, inden alle gode gange 3 Mslah-medlemmet Magnus Munk Tækker på elektronicansk lapsteel guitar & klarinet & Liza Dries på elektronica & vokal afsluttede aftenen med et også både lyrisk & ekspressivt udtryk, så altialt er det skønt at overvære, at ligegyldigt hvad, så slår unge kræfter til stadighed til i sammenhold efter netop devisen: vent ikke på noget/gør det selv …
Jeg går ikke gerne til koncerter med en tvangssidden ned, men min gamle veninde Mettschøn gav mig en fødselsdagsgave (hellig 3 konger) til DR’s «nye» koncertsal, hvor Laurie Anderson med den gamle newyorkske downtowngruppe Sex Mob viste håbet fra bedste sider med stærke politiske anslag mod tidens amerikanske højreskred mod helvede & modsat dybe opløftende hilsner til & fra stærke koryfæer som de sindsudvidende Gertrude Stein, John Cage, William S. Burroughs, Bob Dylan & såmænd Anderson’s afdøde samlever i også taichi-mester Lou Reed, hvor aftenen såmænd sluttede med nogle øvelser, jo, de basiske indledninger, hvilket et tusindtals publikum uden videre indlod sig på …
På jazzsiden måtte vestverdenen alt for tidligt tage afsked med Marilyn Mazur & den dog i forvejen behørigt aldrende Jesper Thilo …
I år har Jazz Danmark besluttet at danerjazzen fylder 100 år & i den forbindelse søsættes adskillige fra helt små til ret så store projekter, hvor i de helt små ellers bastardguitaristen Jørgen Teller har udformet 100 lyriske & rytmiske skitser, som vi to eksekverer på små Vesterhoodiske spillesteder som Cap 30 (25. marts) i endnu en gang den Brune Kødby, Baghold (19. april) & senere d. 28. maj på Daisy i Istedgade; på den modsat helt store klinge har den nogenlunde unge komponist & trompetist Anders Malta fået til at opgave at præsentere projektet 100 stemmer, der skal udmunde i et henholdsvis københavnsk & århusiansk storband på hver 50 personer, hvis store puslespil allerede er i gang; på aprils sidste fre- som dag holdt Jazz Danmark i Koncertkirken på Nørrebro en vis åbningsreception over de 100 år med taler & foredrag, inden det musiske projekt satte ind: den snurrige unge trio Bart Lewis Jubilee med Marius Zeeberg (saxer), guitaristen Jeff Zeke Wagner & pianisten (plus også en fin sanger) Frederik Blæsild Vuust, hvor de 2 sidstnævnte havde komponeret aftenens fine materiale plus også til den ligeså unge & frembusende klassiske strygekvartet Absalon String Quartet … nu er det sådan, at Bart Lewis på en måde har specialiseret sig i et udtryk, der er baseret på den allertidligste jazz & den måske «før indspillede», som de så excellent eksekverer & oveni bidrager med improvisatoriske tidsslip op til vore dage, så det hele i stedet for et musealt ind- som udtryk afgiver et frisk pust, som så Absalon-kvartetten fulgte helt i trop, hvorved fra gamle møl- til punkjazzhoveder kunne være bifaldende i samme rum … hvilket foråret også er her med spjætvitaminiserende sol & poetisk udsprungne blomstertræer, så hermed hey fra
TS Hawk, Vesterhood maj 2026 …
Asger Nissen
Johannes Ø Jacobsen & Mikkel Wilstrup på H15
