Jeg har altid syntes at trompeten var «den pæne dreng» i instrumentklassen. Tilstræbelsen af den tydelige og rene tone har været alfa og omega i klassisk musik og underholdingsmusik, og såmænd også i jazzen. Heldigvis er der gjort op med det klangideal. Der er så at sige kommet en masse «badasses» i klassen. Satoko Fujiis husbond Natsuki Tamura og salige Herb Robertson med deres Anders And/Mickey Mouse humor med vilde ekskursioner på den ene side og på den anden de mere akademiske tilgange som en Wadada Leo Smith og Nate Wooley har. Og glældeligt nok er der dukket en række kvinder op på scenen med en åben gang approach til trompeten. Tænk bare på portugisiske Susana Santos Silva og tyske Birgit Uhler for nu bare at nævne et par få.

Denne plade, som lægger sig klart i forlængelse af den trend, starter med stilhed et minuts penge for langsomt at igangsætte en forsigtig fanfare. Det er den i Portugal bosatte, polske trompetist Anna Piosiks første soloprojekt siden hun debuterede i 2020 med Lantana kollektivets roste album. En gruppe bestående udelukkende af kvinder og som bl.a. omfattede den svensk/amerikanske cellist Helena Espvall. Piosiks tone er nærmest minimalistiske, kvark-kvarklyde. Et indestængt og meget kondenseret lydunivers som kræver lytterens koncentration. Soloprojekter fordrer mod og Anna Piosik kaster sig over opgaven med et klart sigte for øje. Det er som at høre en vederkvægende stemme, hvorfor det også bliver et eget personligt udtryk.

Allan Sommer
Anna Piosik (trumpet, field recordings)