Maestro Anthony Braxton fylder 80 i år. Det markeres på mange måder, blandt med flittig omtale i diverse medier. Og han er sågar, udover de mange hædersbevisninger han har opnået i tidens løb, blevet indlemmet i det lettere konservative tidsskrift DownBeats Hall of Fame. Det manglede bare og endelig. Man skal åbenbart være død eller gammel for at komme i det selskab. Betvinger af hele saxfamilien mm., professor, teoretiker og ikke mindst komponist samt samlingspunkt for en række toneangivende musikere, kan han skrive på sit CV.
Fra debuten i 1968, efter at han associerede sig med AACM, med pladen 3 composiotions of new jazz kom i 1971 dobbeltalbummet For alto, for solo saxofon, efter sigende det første af sin slags, er det gået stærkt med værker for stort orkester, masser af duosamarbejde med bla. den åndsbeslægtede Evan Parker, Derek Bailey, Muhal Richard Abrams, Richard Teitelbaum, Max Roach, Fred Frith og Roscoe Mitchell for at nævne et par få. Eller udskejelser med støjgruppen Wolf Eyes. Det er indimellem blevet til store værker for slagtøj og ikke mindst nogle gigantiske operaer! Godt 325 udgivelser er det hidtil blevet til. Braxton bevæger sig ubesværet rundt i et univers af moderne kompositionsmusik og jazz. Hans kompositionstitler har udover et nummer også et grafisk udtryk, som viser et logiske tænkende mennesker for hvem musik og matematik ikke fremmede for hinanden. De indeholder som regel en indbygget selvfølge. Meget mere kunne skrives om Braxtons virke, så lad det være en opfordring til læserne at søge videre.
En anden måde at markere Braxtons 80 år er udsendelse af denne box, initialt 9 CDer, som kun udkommer digitalt. Jeg skal allerede her advare om at vi på saltpeanuts* kun har fået 3 af de 6 timers musik boxen indeholder. 2. sæt af de 4 koncerter og 5-6 optagelser som fungerer som lydprøver ikke er med. Desværre! Det er skribenten Graham Lock, som i forbindelse med sin bog Forces in motion, hvor han følger kvartetten, der står bag disse i øvrigt glimrende mono-optagelser. Kvartetten, som Braxton arbejdede med fra midt-firserne til start-halvfemserne bestod af Braxton selv på diverse saxofoner, Marilyn Crispell (alternerende med David Rosenbaum) på klaver, Mark Dresser på bas, men et par gange afløst af John Lindberg, og trommeslageren Gerry Hemingway. En gruppe hvor Braxton som jazzmusiker, efter denne anmelders synspunkt, kommer stærkest til udtryk.
Året er 1985, netop 40 år siden, hvor de turnerede flittigt. Eksilrusseren Leo Feigin har tidligere dokumenteret et par af turens koncerter på sit selskab Leo Records, nemlig den i London og i Coventry. Den nærværende box har fokus på koncerterne i Sheffield, Leicester, Bristol og Southampton.
Alle koncerterne består af lange forløb på 45+ minutter og er sammensat af kompositioner fra forskellige perioder. Sheffield-koncerten starter vildt og med hidsige abstraktioner som i disse optagelser nærmest har karakter, med sine metalliske klange, af elektronisk musik. Men lyden er skarp og krystalklar. Braxton jazzer, selvom både John Cage og Karl-Heinz Stockhausen lurer i baggrunden. Alt efter hvilken komposition som indgår skifter Braxton instrument.
I Leicester starter de med den staccato-funky Composition 85 indkorporeret med Composition 108D med en magtfuld altsax. Senere toner mere lyriske facetter frem. Og i midten af forløbet er det den Braxton, som komponist af ny musik, der blomstrer. Koncerten indeholder stærke soli som viser hvorfor musikerne hver i sær er stærke ensembleledere.
I Bristol står Crispells klaver centralt med en solo som er sammensat af Compositions 1 og 30-33. En overlegen magtdemonsation som glider over i den virilt jazzede Composition 23J. Tillad mig et lille indskud her. På et medarbejdermøde i starten af 80’erne på det hedengagne danske tidsskrift blev Braxton diskuteret fordi flere påstod at han ikke var jazzmusiker. Han swingende jo ikke!? Så hør blot denne sekvens hvor Braxton er i sporet på Charlie Parker. Hold kæft hvor det swinger. Han spiller røven ud af bukserne på de fleste.
Til koncerten i Southampton står det lysende klart at form og struktur går op i en højere enhed. Og selvom det kun var halvdelen af boxens musik der blev hørt er begejstringen hos denne lytter stor. Og så må man ikke glemme at optagelserne fandt sted fra 19. til 26. november og ingen af kompositioner blev gentaget, så musikernes villghed og evne til at huske og ikke mindst formidle Braxtions indviklende notationer, er imponerende.
Allan Sommer
Anthony Braxton (reeds), Marilyn Crispell (piano), Mark Dresser (bass), Gerry Hemingway (drums)
