
Før at have lyttet til denne plade er navnet Charles Ives dukket op. Et ikon i amerikansk musik. Det må være tallet tre som spøger. Og det er især Ives’ Three places in New England, som dukker op.
Denne ganske almindelige forretningsmand som i sin fritid komponerede nogle af den mest skelsættende værker i amerikanke musik. Og som i stor stil anvendte polyrytmik, polytonalititet, og aleatoriske elementer i sin musik.
Uden yderligere sammenligning er trommeslageren Colin Hestons værk Three suites udtryk for en form for impressionistisk musik, som i tre dele, «In absentia», «Skumringstid» og «Elegy for Ralph» er ærkeamerikanske. Den sidste del er en hyldest til Hintons lærermester, trommeslageren Ralph Peterson. Med sin trio bestående af pianisten Santiago Leibson og den norske, men i USA bosiddende bassist, Eivind Opsvik, bevæger vi os igennem en række lydlandskaber uden en egentlig fast metrik, men snarere tilfældige udtryk der holdes organisk sammen. Det er både smukt og til tider voldsomt, men aldrig grimt. Abstrakt men forankret i melodier. En fremragende versatil plade, og et subtilt kammermusikalsk værk, fintfølende produceret af trommeslageren og pianisten Tyshawn Sorey.
Allan Sommer
Colin Hinton (drums, percussion), Santiago Leibson (piano, celeste), Eivind Opsvik (bass).






















