Det er ikke underligt hvis man associerede til Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, en fortælling om en vandring gennem de tre dødsriger, Helvede, Skærsilden (Purgatoriet) og Paradis. Den canadiske guitarist David Riddel gemmer sig bag navnet Dr. Purgatory og nævner selv at inspirationen falder i tre dele, hans lærer og mentor Reiner Baas, Maurice Ravel og Björk, ísær hendes album Vespertine.
Det specielle ved denne udgivelse, som blev koncipieret under corona, er at den falder i to dele, en 40 sider lang bog, som Riddel har skrevet med illustrationer af Sid Sharp. Og så selve CDen med Riddels kompositioner. Man kan vælge at krydslæse teksten til musikken eller bruge dem hver for sig. Eller koncentrere os om musikken med et øje på den Odysseanske teksts interaktion. Eller kun forholde sig til musikken. Jeg har valgt en blanding. Normalt læser jeg ikke pressemateriale før jeg lytter til musikken, jeg vil gerne være fordomsfri fra starten, men i dette tilfælde gjorde jeg et alligevel på grund af værkets beskaffenhed. Og derfor følger forventningerne med. Forventninger om drama, mystik og skønhed.
Musikken er progrock af den blide slags med elementer af jazz og kammermusik. Musikken er uden ord! Men med gode musikalske indslag som Riddels ganske efne guitar og som Colleen Allens altsax i «Creature (Graiae of the One-Eyed Orphan)» eller Aline Homzys nærmest Wiener-klassiske violin i «Necropolis». Udover Dante Aligheiri , optræder Aleister Crowley på inspirationslisten med Lars von Triers Antichrist i baggrunden for «The Fox part 1 & 2». I stedet for bulder og brag er Riddels plade pæn og ambitiøs, hvor man savner lidt dramatisk energi, som yder et modspil til forlæggene fra de dystre forfattere og filmskabere.
Allan Sommer
David Riddel (guitar), Aline Homzy (violin), Colleen Allen (altosaxophone, flute), Conrad Gluch (altosaxophone, bass clarinet), Noam Lemish (piano), Andrew Downing (bass), Stefan Hegerat (drums)
