Sidste år lå den den canadiske kvintet EarthBall højt på min liste over årets udgivelser. Blandt andre plader deres katalog, drejede det sig helt konkret om dokumentationen af gruppens udtryk som live band. Vi fik sidste år vol. 1 og 2 med koncertoptagelser fra EarthBalls hjemby, Vancouver og London. Den sidste med gæsterne Steve Beresford og Chris Corsano. Udtrykket var hårdt og brutalt, med støjelementet som et primært fokus.
På den aktuelle plade med vol. 3 og 4 er den rå nihilisme bevaret, men der afdækkes også et yderligere aspekt i interaktionen mellem musikerne. Samspillet, dialogen er blevet mere kohærent. Centreret omkring John Brennans energiske rullende trommer boltrerer guitaristerne Jeremy Van Myck og Kellan McLaughlin sig med et interaktivt blik for hinanden, hvor de får hidset hinanden godt op, mens Isabel Frosts bas yder et potent modspil. Saxofonisten Liam Murphy kolorerer det hele med sine til tider helt arabiske saxslanger. Murphy får også præsenteret sig som en fræsende overblæsende Peter Brötzmann-type.
Musikken i sig selv modnet til at være en punket freejazz. Og inspirationsmæssigt befinder vi os et sted mellem Borbetomagus og Throbbing Gristle, ikke mindst med Frost og Van Mycks spooky stemmer. De to koncerter, med en spilletid på udgivelsen på 80 minutter, fra henholdvis Geneve, Schweiz og Utrecht, Holland, viser en bevægelse væk fra det hårdtpumpede industrielle lydunivers til et mere subtilt flukturerende organisk udtryk hvor også mytiske og mystiske stemninger fra Istanbul og musikkollektivet Gong får snegettamagus og Thribbingi sig r gtigeerendeelse80 minutterssigt befinder vi os et sted mellem Bormetamagus og Thribbingi sig sneget ind i de crescendo søgende post-rock agtige forløb. Anarkiet lever! En sand fornøjelse!
Allan Sommer
Isabel Frost (bass, vocal, electronics, percussion), John Brennan (drums, percussion), Jeremy Van Myck (guitar, vocal, electronics, percussion), Kellan McLaughlin (guitar, Talk Box, percussion), Liam Murphy (saxophones, percussion)
