En trio som kredser om begrebet hænder, det vender jeg tilbage til. Men lad mig lige dvæle lidt ved stemmen. Vi bruger stemmen til at udtrykke noget der som regel er formuleret i ord, i selve sproget, som vi kan forholde os konkret til. Det er mest bekvemt hvis vi i en samtale benytter os af ord som kan afkodes.
I sang er mulighederne legio. Her kan det være selve det lydlige som er i fokus. Den store russiske komponist Sergei Rachmaninov (1873-1943) komponerede i starten af forrige århundrede et værk, Vokalise, i øvrigt i sit og familiens domicil nord for København. Vokalise består udelukkende af vokaler (altså ingen konsonanter), uforståeligt, men smukt. Et værk som mange vokalister har anvendt til sangtræning. Siden er måden af formulere sig på, blevet en del af sangeres bagage. Nogen kalder det gibberish, kaudervælsk eller volapyk (som faktisk et sprog med ord).
Stemmekunstneren fra Tyskland, og en tredjedel af trioen på denne pladen, Almut Kühne, bevæger sig ubesværet og ekvilibristisk i et højt toneleje mellem abstrakt og bogstavelig sang. På den triple-EPs (dobbelt-CD) indledende eponyme nummer starter hun med et sandt festfyrværkeri af mærkelige lyde for på et tidspunkt at glide over sin egen tekst «Hands». Hænder som multifunktionelle redskaber praktisk, kommunikativ og symbolsk. Stemmen understøttes af den dansk-argentinske guitarist mm. Mark Solborgs nærmest Derek Baileys abstraktioner og den italienske, men i København bosiddende, klarinettist Francesco Bigonis urovækkende underlægning med modulationer. Bigoni er desværre lidt nede i mixet, hvorfor det anbefales at høre musikken folde sig ud, med hovedtelefoner. Vol.1 af pladen er en studiooptagelse, mens Vol. 2 er en koncert i Koncertkirken i København med udvidet spilletid af bl.a. en fascinerende «Hands». Vol. 3 er ligeledes en liveoptagelse fra The Loft i Berlin (eller er det i Köln? red.anm.) med tilføjelsen af trompetisten Axel Dörner, som er mest kendt for sit reduktionistiske udtryk.
Generelt er musikken flaksende mellem det ekspressive sammenbrudsforestående og det mere introverte som i den sireneagtige «Bing Bing Bing», som er både er fragmenteret og flydende. Bigonis komposition «Spheegem, O-Man-O-Meteri» viser Solborg fra hans mere lyriske side. Musikken er i sig selv strømførende med sfæriske elektroniske klange tilsat et diskret ekko.
Alt i alt en meget tilfredsstillende udgivelse.
Allan Sommer
Almut Kühne (voice), Francesco Bigoni (clarinet, motioncontrolled processing), Mark Solborg (guitar, electronics) + Axel Dörner (trumpet, electronics)
