Vi kender cellisten Miguel Mira fra hans samarbejde med manden bag 4DARecord, bassisten Joao Madeira, og hvis samarbejde fornyligt er anmeldt i salt peanuts*. Mira har blandt andre også arbejdet i en cellotrio med svensk-amerikanske Helene Espvall (kendt fra indiebands som Espers og Valerie Project) og den allerstednærværende mand fra Chicago, Fred Lonberg-Holm. Machinerie er Miras første udspil som bandleder. Han har allieret sig med den brasilianske saxofonist Yedo Gibson, som blandt andre har spillet sammen med super trompetisten Susana Santos Silva, og den italienske trommeslager Felici Furioso (sic!).
Trioen spiller to lange forløb «Machinerie» og «Pedreira». Begge kompositioner som er dybt koncentrede i deres interaktioner. Musikken kan sammenlignes med den form for reduktionisme som var prævalent omkring pladeselskabet Potlatch. Altså en tysthed, som på de indre linier var alt andet end tyst.
«Machinerie» starter ganske forsigtigt i en slags afsøgning af det soniske rum. Sonderingerne bryder pludselig ud halvvejs i det 23 minutters langs forløb med et nærmest amokagtigt tegneserie scenarie med buldrende cello, en sax med flutter til overflod og trommer som sitrer. Det er virkelig fornøjeligt med de kraftige spændinger og det heftige temperament. Det er som at høre John Zorn og Naked City. I «Pedreira» er det det mere tyste som er fremtrædende, men samtidig er det smådelene som skaber en kohærent, og man kan næsten kalde det en harmonisk, ramme, lige indtil at trommerne for det til bryder løs inden vi igen falder tilbage i de indviklede filigranmønstre. En særdeles spændende plade som konstant udfordrer med sprængfyldte rum.
Allan Sommer
Miguel Mira (cello), Yedo Gibson (saxophones), Felice Furioso (drums)
