Den italienske bassist Roberto Bonati er så meget andet. Orkesterleder, komponist, arrangerør, dirigent, pladeselskabsejer, og organisator i musikmiljøet i Parma. Den by han er født i 1959. Han har været aktiv siden 80’erne og i 1998 etablerede han pladeselskabet Parma Frontere, som platform for sine kompositioner.
Bonati arbejder med ParmaFrontere Orchestre ofte i koncepter. Her kan nævnes et udgangspunkt i Gershwins Porgy and Bess, middelaldermusik, musik inspireret af Haiku-digte, portrætter af hovedpersonen i Shakespears Macbeth, Lady Macbeth, Melvilles Moby Dick , og Pier Paolo Pasolini. Fra trioformattet til store orkestre.
Si erano vestti dalla festa, som betyder noget i retning af søndagstøj, det pæne tøj man tog på på ugens fridag. Værket, som er opdelt i 7 dele, er et tidsbillede af begivenheder der fandt sted i august 1922 da indbyggere i Parma gjorde oprør mod den fascistiske terror, som var dagligdag i det Italien som Mussolini havde kuppet sig til samme års forår.
Musikken starter folkemusikalsk romantisk, men som ender i et brag, kakofonisk anført af Roberto Danis insisterende og vildt interessante slagtøj. Musikken veksler herfra til en vemodig tone med solitiske indslag af Riccardo Luppis tenorsax og Michael Gassmanns trompet. Ofte med et skævt anslag, som i «Marionette nere». Der er meget er tyder på at det er ensemblespillet som spiller den væsentlige rolle for Bonati, et lydbillede hvor soli føjer sig smukt og naturligt ind. Værket starter lettere opstemt og i søndagshumør og ender i en pessimistisk og traurig grundtrone.
Man kan diskutere om Bonatis musik er jazz eller moderne klassisk partiturmusik. I virkeligheden ingen af delene, men snarere moderne musik med blå toner. Bonati siger et sted at hans direktion ikke drejer sig om følge orkestret slavisk igennem et partitur. Han er mere inspireret af folk som Walter Thompson og Lawrence ’Butch’ Morris, hvis metoder frisætter musikkerne til fri fortolkning ved hjælp af håndtegn og gestik fra Bonati.
The gesture of sound/The gesture of colour er et langt værk, hvor også den tyske illustrator og pladenotdskribent, Henning Bolte, «akkompagnerer» musikken med tegninger. Musikken fremføres af Chironomic Orchestra som har en ganske speciel besætning bestående af 3 vokalister, 2 klarinetter, 3 saxofoner, 2 trompeter/flygelhorn, 3 violiner, 1 guitar og hele 4 kontrabasser. Altså meget strygertung. Et fascinerende værk som strejfer György Ligeti og Krzysztof Penderecki i de flydende klange og her tilsat dissonante nedslag af blæsere og en skærebrænder af en guitar. Og der er en foruroligende rumlen af kontrabasser. Skønsang blander sig i den tungsindige musik med en fabulerende trompet. Midtersektionen er nærmest gælisk i sin grundtone med klare naturreferencer. Værket nærmer sig sin afslutning med clusters og anarki, og så en udfasning med ophøjede, rolige og harmoniske flader af lyd.
Parma byder på andet end skinke og ost!
Allan Sommer
Roberto Bonati (comp., cond.), Giulia Zabiboni (vocals), Riccardo Luppi (tenorsax, flute), Gabriele Fava (sopranosax), Daniele D’Alessandro (clarinets), Michael Gassmann (trumpet, flugelhorn), Nicolas Ernesto Cortes Castillo (tuba), Ingrid Berg Mehus (violin) Elisa Zito (viola), Luca Perciballi (guitar), Tommaso Salvadori (vibraphone), Andrea Grossi (bass), Roberto Dani (drums, percussion)
Roberto Bonati (cond.), Angela Malagisi (vocals), Anna Maghenzani (vocals), Elena Rosselli (vocals), Tomas Marvasi (bass clarinet), Marco Ignoti (clarinets), Gabriele Fava (sopranosax), Claudio Morenghi (tenorsax), Pietro Vecchi (tenorsax), Fabio Frambati (flugelhorn), Alberto Ferretti (trumpet), Ingrid Berg Mehus (violin), Davide Santi (violin), Luca Perciballi (guitar), Giacomo Marzi (bass), Giancarlo Patris (bass), Mattia Dallospedale (bass), Andrea Grossi (bass)
