Forestil dig en forårsdag i et livligt gadebillede hvor cafeerne springer i øjnene. Du får øje på et par distingverede herrer, måske far og søn, men tydeligvis i gang med en intellektuel meningsudveksling under indtagelse af en espresso og måske en lille en. Du ved at de er englændere, men her er ingen stiff upper lip. Dertil synes sproget at været for flydende. Og en stiv overlæbe ville da også være en hindring for det utvungne udtryk.
Hvem er så de to herrer? Det er såmænd to engelske saxofonister, begge her på tenor. Den ene er Tom Challenger, som i sit virke bl.a. har spillet sammen med organisten Kit Downes, en af tidens mest hypede musikere fra England. Derudover leder han Brass Mask, som dyrker improviseret gademusik. Det har været umuligt at støve Challengers alder op, men mit bedste bud er, at han er halvt så gammel som hans duellant, den 82-årige Evan Parker.
Parker er en pivotal skikkelse i udviklingen af især den europæiske scene for free jazz. Og hans meritter tæller en alen lang liste af musikere. Hvis jeg skal drille lidt, så lad mig blot nævne en række markante guitarister som Derek Bailey, Fred Frith, Keith Rowe og Thurston Moore, og samtidig opfordre læserne til at dykke ned i hans historie og enorme diskografi. Jeg vil dog lige nævne hans ekskursioner udi eksperimenter med elektronik sammen med Walter Prati og Parkers eget orkester Electro-Acoustic Ensemble. Som kuriosum bør ligeledes peges på folk uden for den egentlige jazz verden. Folk som Scott Walker, Jah Wobble og duoen Spring Heel Jack. Der er rigeligt at gå krig med. Men lad os vende tilbage til den aktuelle plade, May Spring last a lifetime.
Pladen er et langt forløb på 53 minutter, opdelt 6 sektioner hvor selve sekvenseringen kun opfattes som en naturlig pause. Dialogen mellem de to saxofonister foregår ubesværet om end selve det filigranmønstrede tonesprog er abstrakt. De har gang i emner hvor der diskuteres på et højt niveau, hvor alle temperamenter er i spil. Der lyttes, svares og reflekteres på en flydende vis. Når jeg indledningsvis brugte allegorien far/søn er det ikke helt galt. Deres kendskab er nært og synes præget af modenhed. Væk er de generationsmæssige konflikter, tilbage står en nogenlunde enighed om retningen. Det er musik som både vækker behag fordi det er så djævelsk god og som konstant trigger nysgerrigheden.
Allan Sommer
Tom Challenger (tenor saxophone), Evan Parker (tenor saxophone)
