Det er en fryd når nogen udfordrer det gængse udtryk for visse af jazzens formater. Det er ikke givet at jeg er enig med mange, når jeg påstår at klavertrioen og kvintetten er de mest konservative måder at udtrykke sig igennem. Eksemplerne er legio, men formlerne er uomtvistlige de samme hver gang. I klavertrioen er klaveret i fokus som det bærende instrument, i kvintetten er de skiftende soli mellem blæserne det fokuserede elementer ovenpå, en som regel, solid combo. Det er oftest skide godt spillet og med en god portion Weltschmerz. Det er bare så, ja undskyld, røvkedeligt.
Den 38-årige norske bassist Trygve Waldemar Fiske, uddannet i Trondheim, har med sit udspil The flowers the dance the rumble and the stumble komponeret 5 numre som sætter sig ud over den sædvanlige kvintetform og dens dødvande, selvom besætning passer med svenske Per ’Texas’ Johansson på tenorsax og klarinetter, og landsmændene Erik Kimestad på trompet, og Oscar Grønberg på klaver og Hans Hulbækmo på trommer. Men hov, det er jo en sekstet!
Pladens første komposition Five against you! giver måske svaret, for Morten Qvenild, bl.a. kendt fra In the Country og mange andre konstellationer på især den norske scene, er det sjette medlem. Hans bidrag på synth og electronics er måske det der adskiller Fiskes gruppe fra andre. Qvenild er aldeles ikke mod de øvrige, men snarere det element der gør at man spidser øre. Han er så at sige musikkens krydderi. I lighed med den amerikanske gruppe, Mostly Other People Do the Killing, sætter Fiskes Sextet spørgsmålstegn ved den traditionnelle modus bag kvintetformattet. Med en solid bund under Texas’ kraftfulde tenorsax og basklarinet og Kimestads velformulerede fraser, fletter Qvenild sporadisk signaler ind i musikken. En musik som er kantet med atonale indspark. Føromtalte Five against you! har med de mange skift, dels en filmisk karakter og en duft af Eric Dolphy over sig. I titelnumret dukker Hancocks Mwandishi op som et bagtæppe, især i den stemning som hviler over musikken. Til Karianne (sic!) møder de futuristiske introtoner fuld af elektoniske klange et elegisk modspil. Og i det afsluttende Østerdalsgata 1 aner man strukturerne af hvordan de generiske Soft Machine arbejdede/arbejder på.
Trygve Fiskes plade er et velbegavet og forfriskende pust i verden fare for at sande til i et neokonservativt hængedynd. Bravo!
Allan Sommer
Trygve Waldemar Fiske (bass), Per ’Texas’ Johansson (tenorsax, clarinet, bassclarinet), Erik Kimestad Pedersen (trumpet), Morten Qvenild (synths, electronics), Oscar Grønborg (piano), Hans Hulbækmo (drums)
