Fredag d. 28. September 2018 udgiver singer/songwriter Amalie Skriver en ny single, som hun selv har skrevet, komponeret og arrangeret. Singlen er en del af den kommende EP-udgivelse, som udkommer i 2019. Netop denne single blev til på baggrund af Amalies søgen efter at sætte ord på sine tanker og følelser om nogle af livets udfordringer. Sangen afspejler således manglen på ord og en indre længsel efter at finde en større mening med livet og et håb.
Musikken er catchy og vedkommende med Amalies klangfulde vokal, som nemt bevæger sig ind i folks hjerter. Akkompagneret af velspillende strygere og elegant guitar- og klaverspil, præsenteres lytteren for et smukt og følsomt lydunivers. Med sig på cello og korsang har Amalie sin dygtige barndomsveninde, Rebecca Cecilia Kousgaard, som ligeledes er med til hendes koncerter, og på trommer musikeren, Mikkel Mouritsen. Resten bliver I den musikalske familie med Amalies far på kontrabas og broren Joachim på kor.
Kort om Amalie Skriver
Amalie er 25 år og en selvstændig og solistisk singer/songwriter fra København. Siden hun var 13 år, har hun skrevet sange og dannede i 2011 en trio med sin far og barndomsveninden på hhv. kontrabas og cello. Siden 2011 har Amalie været aktiv med en række koncerter og har hidtil udgivet to EP’er og en single, som er tilgængelige på diverse digitale musikportaler. Amalie er vokset op i et musikalsk hjem, da begge hendes forældre er musikpædagoger, og har siden hun var 3 år sunget og spillet violin. Amalies seneste udgivelse “Mystery Airlines” (2016) blev mixet af Henrik Nilsson og har modtaget god omtale i medierne. Til daglig går Amalie på musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun kan lide at række ud til sit publikum og lukke dem ind i sit indre univers i håb om at opmuntre sine lyttere med budskaberne i hendes sange. Amalies sange bærer præg af en ung kvindes refleksioner over livets mange spørgsmål og en søgen efter mening, som er en nærværende tanke for de fleste mennesker.