ÅRHUS JAZZFESTIVAL, DAG 6, 13. JULI 2023: Jeg er dumpet midt ned i Aarhus Jazzfestival. Det er dag 6 og jazzen flyder i gaderne og stræderne, og jeg kaster mig midt ud i det med OTOOTO på Headquarters.
OTOOTO betyder lyd på japansk og er en kvintet bestående af Jonas Due på trompet, Oilly Wallace på saxofon, Andreas Svendsen på trommer, Mathias Petri på bas og synth og den finske pianist Nikita Rafaelov, der var stand-in for den svenske pianist Calle Brinkman, der normalt er fast inventar i kvintetten.
Det er en god blanding af skandinaviske musikere, der hver især har spillet over hele verden.
Da jeg ankommer på HeadQuarters er der allerede rimeligt fyldt i det lavloftede kælderlokale. Røgen bølger under loftet som i de gamle jazzklubber, om end fra en røgmaskine frem for cigaretter, og mennesketætheden får tøjet til at klæbe.
OTOOTO går på scenen, og uden omsvøb begynder Due at kalde med en fjern trompet fuld af rumklang hen over rungende trommer og en buldrende bas. Wallace svarer fra en anden bjergtop, og langsomt nærmer de sig hinanden, før de mødes i et unisont tema og markerer startskuddet på koncerten, der hopper afsted i psychrock beat. Rafaelov tager første solo med en lyd der hylder 70’erne, mens tonerne væver igennem 50 års musik – og det er gennemgående for OTOOTOs lyd.
Det er fusionsjazz, men ikke den kromatiske dødsjazz fra Jaco Pastorius og Herbie Hancock, hvor det tekniske niveau skulle presses til yderlighederne. Derimod inkorporerer OTOOTO et bredt udvalg af genrer fra funk, moderne hiphop og rap, jazz. Og så er det gennemvædet i effekter. Wallace spillede tostemmigt med sig selv kontinuerligt gennem koncerten, og i næste nummer lyd Dues trompet som alt andet – eller en sammenblanding af synth, guitar og trompet – før han lod trompeten brage igennem. Hertil præciserer Svendsen med knivskarpe anslag takten, så ingen, hverken musikere eller publikum, er i tvivl om, hvor taktslaget er. Petri sørgede for groovet med en dyb og rungende lyd, der mindede om bassen i Kendrick Lamars ”Backseat Freestyle”, men ikke desto mindre dansede let omkring med fills på gribebrættet.
Og så gav 4. nummer en chase mellem Due og Wallace, hvor de hoppede og dansede mellem hinanden. De vidste hvor vi skulle hen, men vi kunne lige så godt have det sjovt på vejen.
Efter en kort pause tog de fat igen uden dikkedarer. Samme funky rytmer og blæsertemaer, der rullede ud i aftensolen.
Jeg måtte desværre forlade dem inden deres sidste nummer for at fange sidste koncerten på Knud’s Kiosk, så jeg vendte aftensolen ryggen og begav mig afsted mod Jægersborgsgade.
Inde bag industribygninger og omgivet af nybyggeri holder Share Imrpofest til i Knud’s Kiosk. Det er råt for usødet omgivelser, men til gengæld heller ingen æstetiske forpligtelser så kreativiteten kan spire – og udsmykningen er ikke blevet forsømt. Lyskæder hang på tværs af gården, og dyrehoveder i træ med lys prydede væggene.
En af bagmændene bag Share Improfest er Jonathan Aardestrups der også er en af de tunge løftere på Klub Primi i Kødbyen i København, og han, sammen med resten af holdet, har formået at samle musikere på tværs af Aarhus og København og resten af Europa til 3 koncerter d. 13-15. juli samt en 4-timers højmesse i Aarhus Domkirke d. 14. Det er et forsøg på at samle improvisatorer på tværs af Europa og åbne cellerne af græsrodsbevægelsen op til hinanden. Tjek hjemmesiden ud: ShareImpro.eu.
Jeg fik sat mig på bænken og så var vi i gang. Det var en spontan kvintet bestående af den græske saxofonist Nicky Kokkoli, den franske guitarist Ivann Cruz, den danske guitarist Halfdan Stefansson, den tjekkiske bassist Klára Pudláková og den græske trommeslager Simon Riniotis (hovedbillede).
Som det ofte er med sammensatte ensembler, kan det være svært at tage det første skridt. De lytter. Og efter 3 åndedrag formår de næsten alle at starte samtidigt på nær Kokkoli. Pudláková glider op og ned på bassen i glissandoer. Cruz lader distortion ringe ud. Stefansson buldrer på en metalplade over pickupsne med en bue. Og Riniotis lægger nedenunder med subtile impulser. Og så sætter Kokkoli ind i en duet med Pudláková. Det bliver næsten til en fri udgave af Keith Jarrets ”Spiral Dance” – mere i feeling end i toner – før det udvikler sig.
Skumringen putter sig ind til lyskæderne hen over os, og lyden bliver mere nærværende.
Selvom de aldrig havde spillet sammen før, var der en fælles forståelse. En årvågenhed og en ydmyghed. Ingen af dem behøvede at spille hele tiden, og de lod hinanden komme til, så vi fik duetter – og enkelte soloer – på tværs af hele ensemblet, mens de andre lagde sig i baggrunden.
Riniotis havde den der Osgood feeling; de subtile slag, der altid ansporer uden at være anmassende. Hele tiden bølgede han i lyden og gav en ramme til de andre. Cruz var mere ambient end melodisk. Hans klang var meget inspireret af metaluniverset, men indgydede masser af jazzede og klassiske nuancer og skabte universer på tværs af dem alle – især i en duet med Stefansson, hvor Cruz supplerede Stefanssons perkussive tilgang til guitaren. Stefanssons objekter var ikke noget jeg havde set før på en guitar, men det var virkelig nogle interessante effekter. Nævneværdigt er især en stemmegaffel som blev brugt til at skabe en form for cirkulær bevægelse, hver gang den blev sat på metalpladen over guitaren. Pudláková virkelig en fryd at lytte til. Der var ikke den rolle hun ikke udfyldte. Kun bevæbnet med buen udover sine fingre formåede hun at spille jazzede ballader, lave sci-fi lyde (tænk laserpistol) og imitere Stefanssons omfattende klangareal. Og så kom Kokkoli med indsatser, der tonemæssigt mindede om Jesper Zeuthen, men hurtigt fandt sit eget sted. Hun var god til at sørge for en langsom opbygning, og når det endelig var tid, lod hun saxofonen brage afsted.
Jeg havde ikke hørt nogen af dem før, men jeg var positivt overrasket.
Til sidst sad Cruz alene med hvid støj under nattens mørke. De slipper den og lader jamsessionen tage over. Jeg måtte desværre begive mig hjem. Men i morgen er der 3 nye koncerter og masser af andet i smilets by. Men Share Impro er et virkeligt fedt initiativ, da det ikke kun er musikerne der får glæde af de nye ansigter.
Text og foto: Marcus Behrens
OTOOTO
