COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, 12. JULI 2024: Det er fredag, og vi er i slutspurten af jazzfestivalen. Men det betyder ikke, at der kun er en håndfuld koncerter tilbage – tværtimod. Det bugner stadig af koncerter overalt i byen, bl.a. i Nordvest, hvor bageriet Flere Fugle huser det nordiske kunstnerkollektiv OKTOsounds for 3. år i træk.
I aftes præsenterede de et atypisk ensemble af 4 guitarer, Slo-Mo-Mall (And the Counterclock Guitar Guild) med Alfred Lykke (Natlyst, Dybbroe/Lykke duo), Harald Ingvarsson (Mary Anne’s Polar Rig), Bjørn Nitschke (Bjørn Nitschke Trio) og Jeff Wagner (Art Lewis Jubilee Stomp Hot Five, Absalon Quartet).
Kvartetten undersøger guitaren i alle dens aspekter og skriver musikken kollektivt. Og det var tydeligt fra første anslag. De startede med en let-poppet akkord, der synkront blev kontinuerligt slået an. Men langsomt brød de enkeltvis væk fra akkorden og lagde over- og understemmer på, der rullede op ad væggene fra forstærkerne (der vendte væk fra publikum og ind mod bagvæggen).
De fortsatte den modulære opbygning i en country-blues, der med faste taktslag gyngede i det lille bageri og blandede sig med småsnakken fra aftenrushet og de metalliske klang fra gastrobakker og bestik.
Det var pæne akkorder indtil de rejste sig op og i en samlet imitation af Angus Young – de havde tilmed alle slipset på – bragede ud, og får næsten middagsgæsterne til at kløjes i maden. Først langsomt. Så hurtigere og hurtigere, indtil et kort, kromatisk mellemspil markerede en gradvis dissonering i akkorden.
De vendte tilbage til det poppet i 4. nummer og countryen i 5. hvor vi også fik en regulær heltesolo og powertapping. Men i sidste nummer får vi fire guitarer der flettede fingerspil, og senere bevægede sig over i en form for 8-bit power tapping, der var helt hypnotiserende.
Det var en spændende måde at bruge teknikker fra guitaren på, der fjernede det var det individualistiske og brugte det til en kollektiv kompositionsteknik f.eks. powertapping og fingerspil.
To piber eller tre
Fra fire spader videre til to piber. Eller faktisk tre. Det var den britiske pianist og organist Kit Downes (ENEMY, Django Bates, Norma Winstone) på gulvorgel og KoncertKirkens store orgel, der var gået sammen med den australske saxofonist og DIY-orgelbygger Calum Builder (Messe, Locust + Honey) (hovedbilledet)til en seance i KoncertKirken.
Folk strømmede ud efter den forrige koncert med Lotte Ankers Sub Habitat, og jeg fik fortalt, at det var festivalens bedste koncert. Hvis du ikke kender Lotte Anker, så tjek hende ud. Og selv hvis du kender hende, så tjek hende ud igen.
Men salen blev hurtigt fyldt op igen, og stemningen sitrede helt op under hvælvingen i det svagt belyste kirkerum.
Builders orgel blev tændt og en susen fra blæseren strømmede ud gennem bælgen. Builder pressede forsigtigt ned og lagde bøger og sten ovenpå i det rette leje. Vi mærkede svingningerne mellem Downes på gulvorglet og de spinkle toner fra Builders orgel kaste sig fra væg til væg, men orglernes klang afrundede dem, så de ellers skarpe dissonanser bliver poleret.
Det var et sparsomt tonemateriale. Kun få afdæmpede kadencer fra Downes og enkelte toner fra Builder. Alligevel blev vi indhyllet i en ceremoni af nøgternhed. Selv da Builder satte orglet på autopilot og fandt saxofonen frem, var det med en næsten anstrengt tilbageholdenhed af sagte, luftige toner.
Det var ikke jazzorglet, som vi kender fra Jimmy Smith eller Cory Henry, med funky rytmer og flyvende soloer, men en undersøgelse af orglets lyd. De lod os svælge i den enkelte tone, mens vi lukkede øjnene og lod os føre ind i orglet.
Det var først, da Downes satte sig op til KoncertKirkens store orgel, kadencerne flød friere. Først sagte, mens Builder pressede hårdere og hårdere på bælgen, så den spinkle lyd til sidst blev intense skrig som en sydende tekande, mens Downes pressede igen med stadigt stigende intense pseudo-jazzede kadencer, til det sidst karambolerede i en kakofoni mellem de to orgler.
I aftes var det Builder der var initiativtageren (eller uromageren), der pressede til Downes. Han kørte den helt til grænsen, men det fik Downes ud af det nøgterne og gav os klimakset værdigt en fredag aften.
Koncerten ville ikke have samme effekt andre steder. KoncertKirkens rum er perfekt til den slags koncerter, hvor tonerne får frit spil til at hoppe af væggene og ind og ud mellem hinanden. Det er også derfor, de holder en årlig orgelfestival i december, hvor både Downes og Builder har spillet. Så hvis du synes piben trænger til en anden lyd, er det et besøg værd.
Hvis du ikke kan vente så længe, er der mere jazz i morgen og søndag i resten af byen, bl.a. en gratis workshop i KoncertKirken på søndag arrangeret af Sunday Sessions (som jeg er medarrangør af) med mulighed for at spille om aftenen. Der er stadig flere pladser, så kom bare.
Text og foto: Marcus Behrens
Slo-Mo-Mall (And the Counterclock Guitar Guild)
