VINTERJAZZ 2024, DAG 1, KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 1.FEBRUAR 2024: Det er Vinterjazz dag 1, og foran os har vi en hel måned med jazz at se frem til. Og vi lægger ud med en bekendt og en ukendt koncert i KoncertKirken, der har altid har noget spændende på programmet.
Den kendte er selvfølgelig trioen bestående af Lotte Anker på sax, svenske Nina de Heney på kontrabas og landsmanden Sten Sandell på klaver (hovedbilledet). Man kommer ikke uden om Anker, hvis man snakker jazz og improvisation i Danmark og resten af verden. Sandell og de Heney er ligeledes velkendte ansigter både her, i Sverige samt på spillesteder verden over.
Men først skulle vi udvide horisonten med den schweizisk-baseret kvartet, Forbidden Color, bestående af sydafrikanske Sandra Weiss på fagot, franske Rodolphe Loubatière på lilletromme (plus tilbehør), finske Anna-Kaisa Meklin på viola de gamba og schweiziske Violeta Motta på traverso (barok fløjte) og hybridfløjter.
Forbidden Color er et projekt der tager udgangspunkt i musikernes fælles kærlighed (og ekspertise) for barok musik – som de traditionelle instrumenter sans lilletrommen også bidrager til – og blander det med ny musik og improvisatoriske passager i 4 akter.
Akt 1: Lange lyse toner skurrer mod hinanden fra bedeskåle og viola de gamba som flossede silketråde. De trækker i tonerne i lange træk, stopper, og trækker videre, imens blæserne indhyller dem i susende vinde. Det er en ensom lyd. Åben og spinkel, der lader fantasien fylde tomrummet med alle de invasive tanker. Og så stop.
Akt 2: Loubatière lægger nøjsomt stikkerne tilbage i rækken på gulvet, og det bliver et ritual mellem akterne.
Akt 2 giver mere plads til improvisationen. Musikken er mere hoppende, og melodier sniger sig ind. Det giver en anden kontrast end de lange men der er stadig en underliggende melankoli i Mottas fløjtemotiver.
Akt 3: Igen bliver musikken drævende og alt fremdriften fra akt 2 bliver standset. Det bliver dybere, sejere og Loubatières raslen skaber fornemmelsen af forfald.
Akt 4: Musikken toner frem i fragmenteret passager med motiver fra barokken. Harmonierne bliver mere struktureret, og det er som forfaldet bliver bremset for en stund.
Akt 5: Alt forsvinder. Ligesom akt 1 er vi hensat til forhistorisk tid før menneskets præg.
Koncerten kunne næsten beskrives som et teaterstykke, jeg følte handlede om skabelse og forfald. Om hvordan al skabelse falmer og af det vokser noget nyt.
Kombinationen af tidlig musik og ny musik var ikke noget, jeg havde oplevet før. Men det er bestemt noget, jeg vil være på udkig efter fremover. Forbidden Color havde en god balance mellem de kompositoriske og improvisatoriske, og de brugte dem til at understrege fortællingen.
En vellykket start på Vinterjazz
Næste koncert sendte os fra det afmålte til det fuldstændigt utæmmet med Anker, Sandell og de Heney.
Her var ingen slinger i valsen. Fra første færd sprudler det. De Heney lægger en bund af melodiske hop, Sandell akkompagnerer fra klaveret og markerer ’takterne’ med en insisterende top tone, alt imens Anker vrider en enkelt tone som en karklud.
Det er omskifteligt men sammenhængende. Dynamikken flyder op og ned, og de er enige. Undervejs tilføjer Sandell en falset, mens de Heney febrilsk stryger bassen, og de ender i noget, der tilnærmelsesvis kunne minde om jazzstandarder – om end i turboformat.
Sandell og de Heney styrer dynamikken. Flyvende toner fra klaveret og pulserende motiver fra de Heney skaber en uimodståelig fremdrift. Og Anker gør det, få andre kan. Hun kan få toner til at synge og skælve, uden at man på nogen sinde er i tvivl om hendes intentioner alt imens hun navigerer orkanen af toner fra de to andre.
Og så stopper det helt. Kun de Heney står tilbage som et enmandsband med rytmiske selvakkompagneret motiver i fragmenterede passager. Anker sætter ind igen og Sandell væver komplekse mønstre af toner og ebow.
Der var plads til en encore – de kunne faktisk ikke komme uden om ifølge publikum. Og Anker sætter sig ned med en dyb, vibrerende eftertænksomhed og trække os ind i en trance.
Så er Vinterjazz i gang! Og der kommer meget mere. Men hvis du skulle få lyst til at opleve Sandell og de Heney, så spiller de igen i aften i KoncertKirken (dog ikke sammen).
Tekst og foto: Marcus Behrens
Forbidden Color.
