KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 24. JANUAR 2023: Der var lagt stort op til denne Primi i anledningen af Barefoot Records udgivelse af en kortfilm omkring det kollektive pladeselskab, og det var ikke gået ubemærket hen af publikum. Det var en sand opvisning af den kollektive ånd med numre fra Kasper Tom, Maria Dybroe, Nana Pi, Henrik Olsson, Håkon Berre, Carolyn Goodwin og Sven Dam Meinild (hovedbillede). Det var hele paletten der blev rullet ud af komponeret improvisation og improviseret komposition – endda med lidt hjælp fra publikum.
Men først havde vi en spændende international trio bestående herboende musikere: Den schweiziske pianist Margaux Oswald, den litauiske bassist Aurelijus Uzameckis og den norske trommeslager Ivar Asheim. Det er foretagsomme musikere, der hver især engagerer sig i mange forskellige projekter. Oswald er bl.a. kendt fra sine duoer med Jesper Zeuthen og Kasper Tranberg, som vi har været meget glade for her på Salt-Peanuts. Uzameckis spiller i Jacob Anderskovs projekt, Spirit of the Hive, og har ligeledes spillet med Lotte Anker. Asheim har medvirket i Andreas Røysum Ensemble og Matona Afdahl’s Group.
Det startede med at Uzameckis sender gyngende melodiske fraser fra kontrabassen med hjælp af en træpind, og inden længe supplerer Oswald med kontrastfyldte kromatiske fraser og akkorder. Asheim istemmer Uzameckis og vi bliver gynget ind i en slags skæv folkemusik, hvor Cecil Taylor har skrevet arrangementerne. Man mærker den underliggende rytme og udvekslingen af idéer mellem musikerne: Oswalds kromatik smitter langsomt af på Uzameckis, mens hun selv bliver mere melodisk. Vi mærker et crescendo komme, jo nærmere de kommer hinanden og samtlige toner fra klaveret bliver slået an mens Uzameckis og Asheim lægger en solid bund. Og så dør det ud. De står stille og lytter til de forstummede toner, før de igen tager fat. En ny idé. Denne gang lader Uzameckis kontrabassens spæde metalliske toner græde let ud mellem strengene, mens Oswald subtilt væver dissonante toner ind i maleriske semi-impressionistiske flader, og Asheim pusler på trommerne. Og igen klinger det ud for at en ny idé kan tage form.
De giver plads til hinanden og til publikum kan lade sig indfange af de idérige verdner, og der er en bølgende dynamik i deres sammenspil. De kan rumme hinanden nok til at lade de andre stå alene uden at skulle være med. Asheim var især imponerende i sin måde at lægge lige under bevidstheden. Når de andre havde idéer, så balancerede han på knivsægget mellem at følge og forsøge at trække det i en anden retning. Man var altid bevidst om hans input, men han formåede altid at smelte sammen med det andet uden blindt at følge. Kun enkelte gange tog han styringen – bl.a. i et solostykke, hvor hans spil fik plads til at udfolde sig i en ny retning.
Det sluttede med en kanalisering af Twin Peaks, hvor jeg er sikker på, at Oswald smed nogle af Badalamentis akkorder ind, og Uzameckis formåede at fange – og måske højne Lynch’s ånd – igennem improviseret stykker af de lumske baslinjer, som udformer scenerne i serien.
Det er dygtige musikere, som vi kun har set starten af karrieren på. Og denne aften var kun en opfordring til at følge dem nærmere. Til dem der missede dem i tirsdags, så spiller de sammen igen i KoncertKirken d. 11. februar.
Og så til hovedattraktionen: Filmen om Barefoot Records. Og den var ganske fin. Man får præsenteret musikerne, og de fortæller om de tanker de går med. En ganske fin film, som ikke tager hele aftenen. Men hvad man ikke får med på streamingtjenesten, er det livesoundtrack, som musikerne spillede. Det startede med små pluk eller dryp som allerede lå i musikken fra filmen, så der gik lidt tid før, at jeg fangede, hvor lydene kom fra.
Det blev til en glidende overgang mellem filmfremvisning og koncert, og det fungerede glimrende. Som de marcherede op på scenen, så indfandt Håkon Berre sig bag trommesættet og Kasper Tom på enkelttromme og objekter. Henrik Olsson satte guitaren i forstærkeren, mens blæserne, Nana Pi, Maria Dybroe, Carolyn Goodwin og Tomasz Dąbrowski – stadige med sporadiske dryp – fandt deres pladser. Jeg fik følelsen af en drypstenshule, hvor dråbernes fald langsomt synkroniserede sig, men Pi, som havde skrevet nummeret, forklarede, at det var en ur butik, hvilket jeg fik et meget klart billede af bagefter. Mens blæserne synkroniserede sig, steg dynamikken, og man mærkede mere og mere det crescendo, som værket var opbygget omkring.
Det daler og uden videre præsentation, bliver vi ført direkte over i et værk af Goodwin anført af Berres march. Men hvor Pi’s værk undersøgte hvordan forskellige stemmer finder hinanden, så var Goodwins nummer en udadgående bevægelse – en løsrivelse af selvsamme ramme. Goodwins nummer var bygget op af et motiv, der bevægede sig rundt mellem blæserne og fungerede som kontrapunkt, mens Dąbrowski svævede henover med sin trompet. Det var mere traditionelt harmonisk i forhold til Pi’s. Men hvem siger, at genrefri musik kun skal spille de helt skæve toner.
Meinild fortsatte lidt i samme stil med sit nummer «Solo-riff», hvor blæserne stakeret fraser glider af hinanden, mens Dybroe spiller en sjælfuld solo med pondus i.
Herefter bliver konstellationen opbrudt en smule og Goodwin og Dąbrowski går fra scenen til Dybroe’s «Solhverv». Summende, hviskende, pustende blæsere rundt om en ildevarslende guitar, og Berre skaber implosioner med bækkener og metalskåle. Og igen er Dybroe fremme med en sjælfuld solo. Men denne gang står hun alene.
Dąbrowski, Dybroe og Berre går fra scenen, og Tom sætter sig bag trommerne og præsenterer sit nummer: «Wet Beat» – som bare fødder gennem regnvejr. Det var et glimrende nummer, hvor man mærker vandet løbe gennem tæerne, indtil Olsson spiller mikrotonal solo, og kulden sætter ind og de små dryp begynder at stikke. Der var en god kontrast mellem Olsson og Tom. Olsson er en mester i mikrotonalitet på guitaren, hvor tonerne fyger om ørene på en og man lader sig oversuse, indtil de subtile mønstre begynder at åbenbare sig. Tom derimod kan sige mere på to slag på hi-hatten og et på lilletrommen, end mange dygtige musikere kan med alle toner til rådighed. Jeg husker stadig en koncert fra Barefoot Records’ jazzuge i 2017, hvor han spillede sammen med Dąbrowski og guitaristen Marek Kądziela, hvor Toms subtile ændringer i så simpelt et mønster åbnede en hel verden for mig.
Næstsidste nummer, «How, When, How Often and Where» (han var ikke helt selv sikker på rækkefølgen) var skrevet af Olsson og involverede publikum. Nummeret bestod i, at publikum skulle trække en seddel med et adverbium og give det til en valgfri musiker, hvorefter de så rettede sig efter dette.
Det var en sjov dynamik der opstod, hvor modsætninger mødes. Nogle af sedlerne kunne man gætte – jeg er ret sikker på at Pi eller Olsson spillede ’roughly’ eller en tilsvarende hidsig en på et tidspunkt – mens andre var sværere at greje. Men nummeret illustrerede især, hvor bredt et spekter den samme følelse kan udtrykkes.
Som sedlerne slap op, forlod musikerne scenen og gik ind i midten af rummet, hvor en flamingo blok stod klar til hver. Nummeret blev ikke præsenteret, men det virkede som om Berre styrede det, og givet hans forkærlighed for dette materiale, gætter jeg på, at det var skrevet af ham.
Flamingostykkerne blev sendt rundt mellem musikerne, kastet, gnedet på, og det giver en helt anden taktil lyd, der rammer mere direkte, end selv den mest brølende saxofon kan. Det er måske, fordi vi ikke normalt tænker flamingo (ikke genren vel og mærke) ind i musik, at vi bliver meget opmærksomme, når vi møder det i den kontekst.
Det må siges at være en vellykket præsentation ikke blot af filmen, men af Barefoot Records som helhed og som individer. Man mærker hvordan musikerne smitter af på hinanden, selvom det er vidt forskellige tilgange de bringer til gruppen. Men som de selv siger, så er kollektivet til for at være en del af noget større, så de kan komme udover deres egne forventninger til musikken, og at have nogle ligesindede, man kan trække på, når man mangler råd.
Vi ser frem til endnu en Primi på tirsdag med det tilbagevendende Monday Band og en nyskabt duo af Calum Builder og Michał J. Biel.
Tekst: Magnus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Margaux Oswald, Aurelijus Uzameckis og Ivar Asheim
Aurelijus Uzameckis
Ivar Asheim
Nana Pi
Maria Dybroe
Carolyn Goodwin
