COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, DAG 8, 7. JULI 2023: Vi er på slutstrækningen nu. Gaderne runger af jazz fra 7 dages koncerters, men vi er endnu ikke færdige. Heldigvis. Selvom hovedet er ved at være fyldt, så kan man altid lige klare én mere. Eller to.
Det første var koncerten med den estiske saxofonist Maria Faust og hendes Sacrum Facere Organ, der foruden hende selv på altsax bestod af danske Jakob Davidsen på orgel, italienske Francesco Bigoni på klarinet, svenske Tobias Wiklund på trompet, danske Mads Hyhne på trombone, danske Jonatan Ahlbom på tuba og danske Anders Banke som last minute stand-in på tenorsax (og han havde ikke engang nået en prøve). Hver især er det dygtige musikere, men i aften tilhørte de Faust.
Jeg hørte det live for 2 år siden på KoncertKirkens Organ Sound Art Festival, hvor jeg blev blæst helt bagover. Det er en koncert der har siddet i kroppen lige siden, så det var med stor forventning, jeg gik ind til denne koncert. Og jeg var ikke den eneste. Vi stod en flok og ventede ude foran døren og ventede på at blive lukket ind. Og køen sluttede ikke før der var fyldt op i salen.
Melankolske toner fra orgelet sætter stemningen, og så skyller blæserne ind over os oppe fra balkonen med det ærefrygtindgydende tema. Harmonierne holder os hele tiden engageret med skiftende dissonanser og kraftfulde unisone passager. Men hun lader os aldrig få forløsningen. Bedst som vi tror vi når et klimaks, hiver Faust det fra os og vender tilbage.
Igennem hele koncerten mærker man en kontinuitet af temavariationer, der hele tiden intensiveres med forskellige underlag af marchrytmer, polyrytmiske klap og skiftende harmoniske stemninger, hvor solisterne kunne udfolde sig. Og her skal Faust og Wikströms soloer fremhæves. Wikström spillede to helt fantastiske soloer, der helt i værkets ånd trak os med højere og højere, så vi svævede under loftet, for blot at rive vingerne af os og sende os tilbage i stolene med et brag. Og Fausts soloer – især den første – krængede brystkassen åben og lagde sin smerte, sin frustration og sin vrede foran os med en hudløs ærlighed. Hendes saxofon vekslede mellem de tilbageholdende og den rå klang, forstærket af råb. Det var som at være til en klassisk, jazz og punk koncert på samme tid. Eller en demonstration.
Det var en lang spænding – som Wagners Tristan og Isolde – og først til sidst fik vi en forløsning fra Fausts solo – om end en kortvarig en – eller også var jeg ikke klar på, at det skulle slutte. Undervejs var der flere steder der lagde op til en forløsning i dets dynamiske karakter, mens Faust sørgede hele tiden for, at harmonierne modvirkede denne effekt. Effekten blev dog lidt dæmpet af et applausparat publikum, der efter første akt med det samme brød ud i klapsalver (jeg forstår dog godt impulsen). Og så igen efter anden akt. Og efter tredje akt accepterede musikerne det og fik noget vand. Dog syntes jeg det var synd, da værkets karakter netop bebuder en lang spændingskurve.
Alligevel var det et stående bifald til Faust og hendes band (som hun selv kaldte dem); og med rette. Det eneste sted der kunne sættes en finger på, var de polyrytmiske klap, der ikke var helt solide til tider. Men i det store hele føltes det ubetydeligt. Det blev stadig en af de bedste koncerter på årets jazzfestival, og et værk jeg godt så blev en klassiker. Som min svigermor sagde: ”guddommeligt”.
Jeg var helt oppe og køre oven på Faust, så jeg kunne godt have kaldt det aften. Men med så mange gode koncerter i byen, blev jeg nødt til at tage ned på huset, hvor Barefoot Records holder til; og i aften var det blæsertrioen Coriolis (hovedbillede).
Trioen udgøres af Maria Dybbroe på altsax (Caktus, Køs, Sidechains m.fl.), Carolyn Goodwin ligeledes på altsax (Copenhagen Clarinet Choir, Thou Sonic Friend, Alisio Winds samt teater, opera og meget mere) og Nana Pi Aabo-Kim på tenorsax (Nezelhorns, Extemporize Orchestra (som dirigent), Tactical Maybe m.fl.).
Koncerten var bygget op omkring tre uddrag fra Béla Bartóks serie af stykker for begynder violin, der er inspireret af ungarsk folkemusik. Men Coriolis har oversat dem direkte til saxofon, men brugt dem som afsæt til at skabe ét værk. Hertil har de skabt visuals – vi var jo i en biograf, så de kunne lige så godt udnytte det store hvide lærred, som de sagde. Og så var de klædt i hvidt, så de gik i ét med lærredet.
De første klapren og smæld fra saxofonen tror jeg ikke Bartók har noteret. Men langsomt begynder Dybbroe at lade toner sive ind, og Goodwin med en gentagende, lystig melodi, og Pi sender en tredje drømmende melodi ind under. Det vokser til et smukt kor af ovenlæggende melodier fuld af håb. Alt imens er visuals tonet frem på scenen og bader musikerne i et statisk billede, der gradvist går fra pink i venstre side til hvid i højre.
Goodwin træder frem, mens de andres akkompagnement svæver forbi, men de skifter løbende i glidende overgange til at tage melodien.
Andet stykke er helt anderledes. Der bliver næsten ikke brugt traditionelle toner. I stedet er det perkussivt og maskinelt som et lokomotiv. Det starter. Dybbroe driver det frem med insisterende pust, mens Pi får saxofonen til at vibrere og Goodwin sin til at rasle. Det stopper. Og det starter igen og igen, mens de pink farver tager omskiftelige geometriske former.
I tredje stykke vender vi tilbage til udgangspunktet. Men hvor det før var drømmende og håbefuldt, er det nu længselsfuldt og fortvivlet. Intervallerne er tættere, men uden at være atonale, og hvor det før var Goodwin som den primære melodistemme, er det nu Dybbroe og Pi i en sørgemarch. Til sidst træder Goodwin frem til sidst og skriger henover.
Den oprindelige farveovergang fra venstre til højre er tilbage, nu er den bare blå til hvid og skifter side undervejs.
Det er en sonate, de har skrevet. Hjem, ud, hjem med nye erfaringer i bagagen. Dette var dog ikke et lykkeligt eventyr. Det er fuld af savn og sorg og er retmæssigt kaldt ”Sorrow”.
Det kunne sagtens være endt der. Men vi var heldige og fik et ekstranummer, der lysnede den dystre sonates afslutning en smule, så vi ikke gik derfra helt nedtrykte. Det var smukt og rørende, og det lå også lidt i forlængelse af Fausts musik i stemning og naturligvis instrumentation. Så det var godt, jeg ikke tog hjem.
Text og foto: Marcus Behrens
Maria Faust Sacrum Facere Organ
