COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, BAREFOOT LABELNIGHT + ILK SESSIONS, 2. JULI 2022: Endnu en aften i Huset Kbhs Xenon scene. Der er en sjov kontrast mellem det helt hvidmalet forrum, hvor baren er, og det mørke koncertrum, hvor intet dagslys slipper ind. Men den kontrast gør, at man bliver meget fokuseret på, hvad der skal ske.
I aften var det en trio bestående af Sven Dam Meinild på saxofon/(bas)klarinet/tværfløjte, Jacob Anderskov på klaver og Kasper Tom på trommer. Det er tre travle musikere, som har ledet og spillet sammen med et utal af dygtige musikere: Anderskov har i 20 år ledet Anderskov Accidents, udarbejdet forskningsprojektet Habitable Exomusics, der udmundede i 3 plader og en afhandling, som bestemt er værd at læse, og senest er han aktuel med ZAV, Spirit of the Hive og Emerald. Kasper Tom har ledet flere ensembler inklusive sin egen kvintet Kasper Tom 5. Hertil har har spillet fast med Rudi Mahall i mange år bl.a. med legenden Alexander von Schlippenbach. Sven Dam Meinild er ligeledes en erfaren musiker. Men foruden at lede sine egne ensembler som Ocean Fanfare og Living Things, så bevæger han sig også udover avantgarden i The Asteroids Galaxy Tour og med sprøde dansetrin under Astrid Engberg. Kasper Tom Anderskov og Tom går helt tilbage til 2014, da de udgav duopladen, ”Chroma”. Og året senere mødtes de alle tre under ledelse af Tomasz Dąbrowski på pladen ”Free4Arts”. Men det var først sidste år, at de kastede sig ud i trioformatet, og det ledte til flere koncerter, inklusive i aften. Og den historie kan man høre i sammenspillet.
Det var en tilbageholdt affære. Meinild starter med en svag pusten, akkorder får lov til at klinge ud, og Tom klapper sagte på kanten af tammerne. Meinild begynder at ostinere små motiver i en evig udviklende rytmik, og Tom trækker sig, så det kun er en duo mellem Meinild og Anderskovs impressionistiske mystik. Meinild trækker sig. Tom sætter ind med umiddelbart simple trommerytmer, som han har en evne til at variere minimalt, men med en enorm effekt. Det føles genkendeligt, men så trækker han et slag et splitsekund, og vi er et nyt sted.
Meinild vender tilbage med et brøl, og det hele eskalerer. Klaveret buldrer, bækkenerne syder, og tammer tordner igennem lydbilledet.
Det svinder ind, og Meinild kommer med hæse stød fra en tværfløjte, mens Anderskov transformerer klaveret til et klokkespil med mikadopinde. Han sammensætter dualistiske passager: en konsonant venstrehånd i dybet bliver besvaret af højrehåndens dissonante lyse toner.
Det er tre musikere, som komplimenterer hinanden godt uden at nogen bliver frontmand. Meinilds langsomme opbygning af ostinater og lækre sax tager aldrig for meget fokus fra Anderskovs udfoldelse af hele farvespektret mellem de sorte og hvide tangenter. Hertil er Tom ikke blot en dygtig akkompagnatør, men kan træde frem og lede med alt fra to hihat slag til træblokke, bedeskåle og alverdens andre objekter.
En lille notits er, at det gamle Yamaha flygel godt kunne have brugt en overhead mikrofon til de mere dynamiske passager. Men det skal ikke slå skæppe over en fremragende koncert.
Qarin Wikström/Asger Thomsen/Jonathan Aardestrup + Doom vs M. Rexen
Næste stop er Slagterhusgade 5e, hvor ILK sessions kører for fulde gardiner. Jeg har ikke været der siden ombygningen, så at se et glasparti, hvor den ikoniske grønne skydedør engang stod, var lidt af en omvæltning. Heldigvis er interiøret i overvejende grad bevaret; de farvestrålende glimmertrommer står stadigvæk, de nøgne mursten med afskallede maling udånder stadig en atmosfære af rå autenticitet. Kun brændeovnen, som holdte Mandagsklubbens musikere og gæster, er blevet udskiftet med en radiator. Og så er der toilet i samme bygning!
Det var anden koncert på 5e denne aften med en trio med Qarin Wikström på vocal og synth i front. Hun er bl.a. kendt fra hendes soloprojekt Q, Shitney og sammen med Herman Müntzig. Men i aften havde hun dobblet op på double bas med to fremragende bassister: Asger Thomsen og Jonathan Aardestrup. Thomsen har bl.a. spillet i projekter som Perfect Volume, The Moms, Autolysis og Spirit of the Hive foruden spontane grupperinger, hvor han benytter sig af engangskrus, trommestikker, plastikskeer i hans augmentation af kontrabassen. Aardestrup er aktuel i grupper som The Way Out og i en kvartet med Signe Emmeluth, Rasmus Kjær og Anders Vestergaard.
Mellem Wikströms tæppe af sitrende elektroniske hvæs, skrattende skønsang og stemmer fra en anden verden og bassernes mur af lyd, var det kun spiret, der var synligt gennem vinduet bag musikerne, som gav en livline til verden udenfor. Og en opportunistisk radio, som bralrede musik ind i de mere stille passager. Men det er præmisserne i Kødbyen.
Wikström havde lavet en grafisk notation, som lagde ruten for koncerten. Og Thomsen lagde ud med en næsten skizofren spillestil, hvor flashioletter blander sig med bassens dybde og alt i mellem – og for Thomsen kræver det kun to toner at forbinde det hele. Aardestrup springer ind, og det udvikler sig til en duet, hvor de finder hinanden i en skøn melodi, og fortsætter hver sin vej. Det var et fantastisk nærværende sammenspil mellem de to, hvor de bevægede sig ind og ud af hinandens verdner, og gav plads til hinanden. De pumper og Thomsen lader bassen skrige og buldre med engangskrus og trommestikker, og lader Aardestrup tage over med ekkoer af Bach og flyvende fingerspil.
Desværre var Wikström for lav til, at hun blev til mere end et baggrundstæppe under det mest af koncerten. Det var kun i starten, og til slut, hvor hun panorerede sin stemme ud til flere og skar igennem basmuren med white noise. Men det synes at være temaet for denne jazzfestival: at elektronik enten drukner de andre eller forsvinder helt. Det er især ærgerligt, når man ved, hvad Wikström er i stand til. Men vi får heldigvis muligheden for at høre hende en anden gang.
Som koncerten gik, udvaskede nattemørkets indtog spiret i baggrunden, og med det vores sidste livline til hverdagen. Men det var på sin plads, da aftenens sidste koncert var sammensmeltningen af Mads Egetofts DOOM Orchestra og M. Rexen til DOOM vs. M. Rexen.
Og hvilken fest det var! Det 12 mand/kvinde store band var så fulde af energi og spilleglæde, og det blev kanaliseret af Michael Rexen. Alt det han kan med stemmen blev matchet i fremtoningen og spilleglæden. Og han forlangte at publikum tog del i festlighederne. De var musene og vi var løverne, sagde han. De var vores ydmyge tjenere til at guide os igennem kærligheden. Men vi var lige så meget i deres vold, som vi var i deres.
Og med deres soul/funk satte de murstenene i de gamle vægge i bevægelse. ”Me and My Friends We Like Dancing” sang Rexen sammen med koret. Og det var der ingen tvivl om. Alle dansede. Selv dem nede bag ved kunne ikke lade vær med at rokke fra side til side. Og Rexen var på vej til at bringe jiven tilbage.
Med så stor en tilstedeværelse på scenen, kunne man have frygtet, at DOOM blev opslugt. Men han var god til at give plads. Når han ikke sang eller dansede, trak han sig over bagved eller gemte sig bag Mads Egetoft, så blæserne kunne udfolde sig. Og det var svært at glemme dem. Deres arrangementer var en fantastisk pendant til Rexens vokal, og Egetoft gav først en Charlie Parker imitation på en lyserød plastikfløjte, og bagefter en fænomenal solo sammen med Rune Lohse på trommer. Og hertil kom soloer Kristian Tangvik på synthetisk teramin og guitaristen Tommy Laursen, der kom dansende ind med guitar og forstærker under første nummer. Alt i mens holdte bassist Peter Danstrup groovet kørende hele tiden.
Der var ikke noget, den fest ikke kunne rumme. Det var et farvestrålende kaleidoskop af fest, dans, glæde og positiv energi. Men jeg kunne ikke rumme mere efter midnat, og med den energi kunne de fortsætte resten af natten – hvis ikke resten af festivalen. Så hvis man trænger til at danse sorgerne og trætheden væk – eller bare ønsker at lytte til gedign soul/funk – så spiller de i Byhaven 5. juli.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Jacob Anderskov, Sven Dam Meinild og Kasper Tom
Qarin Wikström, Asger Thomsen og Jonathan Aardestrup
