KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 1. FEBRUAR 2022: Det var tirsdag aften og Klub Primi var tilbage og fortsatte ufortrødent hvor de slap. Paul havde sat lys og lyd, og Morten bød velkommen tilbage efter lockdown. Luften var fyldt af den ophobet energi, som har ligget og ulmet i de mange vintermåneder. Men nu er maskerne kastet, coronaappen slettet og valget af Marcela Lucatelli (hovedbildet) til at kanalisere denne katharsis kunne ikke være bedre.
Primis sæsonåbning af 2022 var ikke i det klassiske primi-format med tre koncerter. I tirsdag var der kun 1 koncert, hvorefter Lucatelli bød op til åben jam. Til koncerten havde Lucatelli allieret sig med Asger Thomsen på elbas, Gianluca Elia på elektronik og Macon Holt på guitar. Selv skiftede Lucatelli mellem Primis evigt præpererede klaver og et Moog klaver – og så selvfølgelig hendes karakteristiske vokal.
Og hvilken kaskade af musik vi blev præsenteret for. Vildt, legende, grotekst, absurd og altid med et ironisk glimt i øjet er Lucatellis modus operandi. Hendes virkemidler veksler mellem skrig, growl og karikeret selskabsnak. Det er som en David Lynch film: man er aldrig sikker på, at man forstår hvad der sker. Men man er draget til det. Og Thomsen, Elia og Holt var fuldt indforstået med aftenens dagsorden.
Thomsen åbnede i punkens tegn med en baslyd fuld af diskant og distortion. Han vekslede mellem tungt arytmisk pumpen med uregelmæssige udbrud i kontrapunktisk støj til Lucatelli. Imens var Elia bagmanden på elektronik, der livesamplede de andre og sendte et stærkt modificerede ekko tilbage. Holt, som normalt er observatøren, befandt sig nu i virvaret mellem tre sværvægtere på den danske improscene, men hans guitarspil supplerede de andre med muted fingerspil, som til tider lå så tæt op ad Elia, at man skulle bevidstgøre sig om hans spil. Og enkelte gange trådte han frem i lydbilledet og førte musikken videre, hvilket ikke er nogen nem indsats i den konstellation.
Men det var Lucatelli, som i høj grad markerede skiftene – navnlig da hun skiftede til Moog’en og indledte en overgang fra punken til Pink Floyd: «Live in Kødbyen». Og senere efter flere skift mellem Moog og klaver slap hun begge og indtog fronten kun med vokal. Det var kaos i fuld vigør, og noget man som publikum havde manglet under lockdown. Selv Elias til tider hvinende feedback var velkommen. Man må lide for kunsten.
De spillede sammen hver for sig og de manøvrerede hinanden yndefuldt; som balletdansere i en moshpit. Og efter en time var det slut. Men der gik ikke længe før Thomsen stillede sig bag Moog’en og indledte den åbne session. Og her var bl.a. Anna Andersson og Snöleoparden mødt op for at spille. Men det var især en ung fyr på melodika, som var aftenens spændende indslag. Han nåede aldrig op på scenen, men spillede fra stolerækkerne med en hurtig opsætning af Paul. Han havde en fortrinlig forståelse for både at komplimentere de andre og tage teten, når de andre standsede for at lytte – og så er melodika ikke et instrument man ser ofte på scenen. Jeg fik ikke hans navn, men jeg håber, at vi ser mere til ham fremover.
Jeg kaldte det herefter en aften, men fik senere at vide, at det ikke var slut. Men heldigvis er Klub Primi tilbage på ugentlig basis. Så nu er tirsdage ikke længere bare tirsdage.
Tekst og foto: Magnus Behrens
Asger Thomsen og Macon Holt
</a
