VINTERJAZZ, ØBENHAVN, KLUB PRIMI, 13. FEBRUAR 2024: I aftes var et glædeligt gensyn med Primi på H15, men ikke fordi, Primi har været væk. Tværtimod. De har ufortrødent præsenteret musik hver tirsdag. Det er bare mig der har været doven. Men ikke en dårlig aften at vende tilbage på med Crush String Collective + Christian Wallumrød (hovedbillede) og dernæst en kvartet med Margaux Oswald, Frank Gratkowski, Christian Weber og Michael Griener.
Først skulle vi høre strygerensemblet Crush String Collective, der for nyligt indledte et samarbejde med den norske kompinist og pianist Christian Wallumrød, der har en lang række solooptrædener og samarbejder på tværs af den rytmiske og klassiske genre.
Crush udspringer af kunstnerkollektivet, Damkapellet, og fuldtalligt består af 8 musikere. Dog var det kun en kvartet i aftes med Maria Jagd på violin, Tove Bagge på bratsch, Pauline Hogstrand på bratsch og Oda Dyrnes på cello.
Faktisk er samarbejdet så nyt, at de først har indspillet musik sammen for et par dage siden, men det kunne man ikke høre.
De stryger løst henover strengene, så buen ikke helt får fat. Små pluk blander sig med den hæse lyd fra buen. Og så pause. De lader stilheden hænge, så man sidder og holder vejret. Men så tager de fat igen. Denne gang lidt mere vægt på buen. Og så pause igen. Hver gang pausen kommer, bliver stilheden mere og mere velkommen. Det bliver en tænkepause mellem de minimalistiske passager. Men langsomt begynder gentagende figurer fra hver musiker at skylle indover hinandens som bølger der forstærkers til et crescendo, der bliver afsluttet af et kort spinkelt motiv fra Wallumrød.
De overlappende toner som moduler, minder mig om Terry Riley. Men dertil var der nogle inspirationer fra folkemusik; lange passager af åbne prærier og især en passage fra Dyrnes med hoppende bue føltes som en perkussiv fiddle.
Hertil brugte Wallumrød en synthesizer både til tunge harmonier og til manuelle loops, der blander sig med de høje toner fra strygerne. Til tider mindede det om pointillisme, hvor små pluk og prikker langsomt udfolder det samlede billede.
Selvom samarbejdet har været kortvarigt, så kan man allerede høre en klar intention. Jeg glæder mig til at høre dem længere nede af vejen.
Efter en kort omstilling af scenen var det Oswald/Gratkowski/Weber/Griener. Den schweiziske pianist Oswald med fransk-filippinske rødder, der er bosiddende i København og normalt meget aktiv i duoformatet med bl.a. Jesper Zeuthen, Kasper Tranberg og Maria Faust, har hentet de tyske og schweiziske musikere: den tyske saxofonist Frank Gratkowski, den schweziske kontrabassist Christian Weber og den tyske trommeslager Michael Griener.
De første toner lyder som åbningen på en Hitchcock film; en slags skæv jazz noir med en hoppende mystik. Men det varer ikke længe, før det stilner af, og Gratkowski står alene med mystikken. Det blev hurtigt klart, at koncerten tenderet mere mod free jazz (i modsætning til fri improvisation) med walking bas og swing i hihatten. Skellet er selvfølgelig ikke så sort/hvidt, men det er ikke så tit, vi hører swing på Primi. Men Oswald var over hele klaveret med spinkle toner og aggressive Tayloresque clusters, der transcenderer dette skel mellem free jazz og fri improvisation.
Melodierne kom alle steder fra. Især en solopassage fra Weber med flageoletter (baseoletter?) skabte et nærværende øjeblik, før de igen stak afsted med hvirvlende saxofonskrig og bækkener der bliver kastet på jorden uden nogen hører dem (er det så lyd?).
Det var meget omskifteligt men ekstremt intuitivt – fra swing til smadder til latinjazz til ballader. Hvert break lå knivskarpt og her mistænker jeg Griener for at være bagmanden. Han sad og dirigerede de andre gennem de taktløse rytmer, men uden at tage fokus. Han lagde impulser, som de andre fangede med det samme. I mens samlede Oswald musikken med omfattende vokabular, så Weber og Gratkowski fik mulighed for at udfolde sig med udvide teknikker og andet.
Det var en hæsblæsende omgang, men et friskt pust til en scene, der overvejende er domineret af teknikker fra den moderne klassiske musik. Det er sjældent swing bliver brugt som et virkemiddel (medmindre man går på La Fontaine, Galatheakroen eller Montmartre) i fri improvisation. Det betyder ikke, at der skal være swing for at betyde noget, som Louis Armstrong sang, men ikke desto mindre et glædeligt gensyn med de improvisatoriske rødder.
Jeg håber Oswald får hentet gutterne med til Danmark en anden gang, eller som trøstepræmie, at de indspiller en CD.
Sørg for at tjekke Primi ud næste uge, hvor Maggie Nicols afslutter sit residency af workshops med en kæmpe korkoncert. Det er et samarbejde mellem Primi og ILK, der foruden Nicols, byder på 4 andre koncerter.
Text: Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Margaux Oswald, Frank Gratkowski, Christian Weber og Michael Griener
Frank Gratkowski
Margaux Oswald
