OSLO JAZZFESTIVAL, 15.08: På Oslo Jazzfestivals sidste dag, lørdag, blev fokus atter rettet mod pianister, men ikke med det showmans perspektiv, som bød sig til i starten af festivalen – med Herbie Hancock, Eliane Elias og Jason Moran. Derimod mere i afdelingen for «ren og ubesmittet» jazz, som når det unge, estiske klavertalent Kristjan Randalu forgyldte koncerten med Trygve Seims nye kvartet, «Helsinki Songs».
Nu gjaldt det triojazz med den godt Norges-kendte og velestimerede pianist Steve Kuhn på en tidlig, skøn sensommeraften. Kuhn har markante meritter i bagagen fra tid hos John Coltrane, Stan Getz og Art Farmer samt egne grupper, og ikke mindst pga. hans nuværende supertrio med Steve Swallow på bas-guitar og Joey Baron på trommer stod forventningerne højt. Trioen udgav i 2012 den velanskrevne «Wisteria» på ECM.
Det blev solid melodisk, harmonibaseret klaverspil med Kuhns velbevarede, fuldtonede anslag og iblandt dristigt tætte tirader i fuld balance. Først i «My Shining Hour» dernæst i Kuhns egen blues «Two by Two» med drilske ekstra gennemgangsakkorder, samt Swallows elegante «Ladies in Mercedes». Da var det tid for Karin Krogs entré på scenen for at genoptage et Kuhn-samarbejd med flere sessions tilbage i tiden. «Where You At», «Lazy Afternoon» og Kuhns «Meaning of Love» var blandt de klarest fortolkede og blev kvitteret med et norsk-patriotisk bifald, som kan ha’ taget pippet fra Kuhn trioen. I al fald virkede spillet mere tamt, da trioen overtog igen efter Krog.
Kuhn havde valgt «Stella By Starlight», som burde være idømt rekreation og stærk hvile fra at spilles. Men Kuhn mente at have løsningen med en version i slow ballad, og det kunne der være noget om, hvis ikke Kuhn var henfaldet i konturløse ørkenvandringer af tætte toner, som helt udviskede melodiens karakterstærke harmonirække. Og selv en efterfølgende swinger af Henry Mancini blev hængende i metrisk slaveri hos både Kuhn og Swallow, trods Joey Barons opfordringer med veloplagte, gnistrende pointeringer. Sluttelig kom atter Karin Krog ind på overtid og styrkede helhedsindtrykket med sin bevægende tolkning af Cole Porters «Ev’ry Time We Say Goodbye».
Det oprandt da sidst på kvælden at Arild Andersen (bildet) med sin permanente trio, udvidet til kvartet med Helge Lien på klaver, skulle få chansen for at afrunde Oslo Jazzfestival med bravur. Man måtte dog først friste samfulde 50 minutters forsinkelse før dørene åbnedes mod alternativet at svæve lystigt ud i den mildt inviterende sensommernat. Men de fleste holdt ud i egen sved og tålmodighed – og blev belønnet.
Kvartetten åbner med en mild stemning af meditativt rubatospil med Tommy Smith på fløjte, inden kvartetten træder i karakter med den flotte flower-harmoniske «In Your Quiet Place» fra 1970 af Keith Jarrett. Allerede her møder vi kvartetten som en lyrisk-melodisk orienteret gruppe med en dynamik, som veksler ubesværet mellem det stille og det heftige og indbygger rytmiske stop-accentueringer, også i de improviserede passager, som udveksles telepatisk mellem Lien, Andersen og Paolo Vinaccia på trommearsenalet. Dette er i sig selv enestående. Vinaccia er, som verdens eneste rytmiske vulkan, en naturkraft, hvor kropslig balance og trommeslag går i total forening, og Arild Andersen er i denne sammenhæng i sin ypperste vitalitet og inspiration med sit fuldt syngende og fortællende basspil. Men ny-tilkommeren Helge Lien overstråler alt med sit interaktivt medrivende og personlige klaverspil – med svimlende, balancerede solopassager og et klart blik for at medforme gruppens øjebliksaktuelle dynamiske position.
Så langt ikke meget sagt om kvartettens frontblæser, den britiske saxofonist Tommy Smith, som også ved denne anledning kommer til at stå som et problem i mit øre. Det kan være min idiosynkrasi, men jeg har unægtelig mange vanskeligheder ved meget af det han gør. Jeg finder hans tone rå, usmidig og ubøjelig imod de melodiske træk i musikken, jeg savner rytmisk og melodisk timing i figurspillet, så det ikke ramler imod trioens smidige modulationer, som når en kødhammer rammer koteletten upræcist nok til at knuse benstykket. Jeg hører i blandt flotte motiviske indfald hos Smith, men de bliver oftest afbrudt med heftige, uorganiske breaks eller screams, inden de har kastet frø til spiring for en fortælling.
Alligevel går det an at betragte kvartettens koncert som en i helheden kunstnerisk og publikumsmæssig triumf. Og ligesom med ny-kommeren Kristjan Randalu i Trygve Seims kvartet vil vi også længe, længe huske Helge Liens samlende rolle som nyt medlem i Arild-kvartetten. Lien har føjet endnu en stor bedrift til sin højt aktive karriere.
Hermed kan sangen «Herlig en sommernat» lige godt stå som «Herlig en hr. Lien kvæld», til værdig afslutning for årets Oslo Jazzfestival.
Tekst og foto: Bjarne Søltoft
PS: Tilbage står mine refleksioner omkring festival-projekterne «A Love Supreme» i Aulaen og «Dommedag iflg. Paulus» i Domkirken. De følger snarest.
