VINTERJAZZ, KØBENHAVN, 2. FEBRUAR 2024, DAG 2, KONCERTKIRKEN:. Man ved hvad man får ved de kendte vandhuller. Og dog. For selvom der var ligheder til aftenen før, så var aftenen langt fra en gentagelse.
Det islandske ensemble Nordic Affect og Maja S. K. Ratkjes (hovedbilledet) samarbejde kombinerer ny musik med traditionelle instrumenter ligesom Forbidden Color fra aftenen før. Men begge har et unikt tag på denne fremgangsmåde – især med tilføjelsen af Ratkje på elektronik og sang til Nordic Affect. Hertil består Nordic Affect af violinisten Halla Steinunn Stefánsdóttir, bratschisten Marie Stockmarr Becker, cellist og violin de gamba spiller Hanna Loftsdóttir samt cembalist Guðrún Óskarsdóttir.
Og den svenske pianist Sten Sandell var igen på scenen – denne gang solo. Så alt var som det plejede – og alligevel ikke.
For Nordic Affect spillede en fremragende koncert (selvom jeg kun hørte en lille halvdel, da jeg havde forvekslet tiderne). Men det jeg så vidste en bred spændvidde af kombinationer af ny musik og barok-inspirationer.
De formåede at blande den nordiske tones melankoli med inspirationer fra de åbne amerikanske vidder ala Florence Price og Dvořáks strygekvartet nr. 12 (også kendt som ”American”). Hertil stod Ratkje bøjet over computeren og de mange tilføjelser og lagde tunge ambiente droner. Af mangel på bedre sammenligning så kunne jeg høre et lydunivers, der lagde sig op ad Björks. Men de tog den skridtet videre i en duo mellem Ratkje og Óskarsdóttir på cembaloet.
Óskarsdóttir bevægede sig ud i stærkt dissonerende passager, men alligevel kunne man høre relationerne til barokken (måske var det bare cembaloets klang?). Det blev forstærket af Ratkje manipulation af cembaloets klang, som en elektronisk vind der omslutter cembaloet og atom for atom plukker stykker af kanterne, indtil klangen er flosset som slidte stoftangenter.
Og så tilbage til den nordiske melankoli båret af strygerne, mens Ratkje lægger tunge kontraster i form af skrattende elektroniske indfald – nogle gange øredøvende og andre gange helt subtilt.
Til sidst stiller Ratkje sig frem på scenen med en mikrofon og synger inderlige norske viser (hvilket jeg har ladet mig fortælle var hovedparten) og bringer os hjem fra de åbne prærier og tumultariske vinde.
Jeg ærgrer mig over, at jeg missede resten af koncerten, for det, jeg oplevede, var et dragende univers, man kunne drømme sig væk i.
Og så var det Sten Sandell (igen). Men selvom nogle af de virkemidler, han brugte i torsdags, gik igen, så fik de lov til at udfylde rummet i stedet for at skulle indpasse sig blandt andre. Bl.a. gav hans falset sang et andet lag til musikken, ligesom hans motiver med syvmileskridt på tværs af tangenterne blev udforsket i større grad. Hertil havde han også visuals med på bagvæggen med pulserende mosaikker, der voksede ud af hinanden.
Sandell selv sad forskanset bag et fort af flygel og gulvorgel og messede hen over det skiftende underlag af akkorder og rungende bastoner; både som en enevældig prædiker med spoken words og i call-and-respons til det backing track med growlende stemmer og elektroniske droner, der hoppede ind og ud. Orgelet fungerede som kontrast med stærkt dissonerende harmonier, der understregede hans prædiken om krig.
Igen var vi indhyllet i et lukket univers, der strakte sig lige akkurat til KoncertKirkens hvælving, mens mosaikkernes næsten usynlige bevægelser fik os til at svaje med hovedet som en slange i fløjtens vold.
To dage med ny musik på gamle instrumenter. To dage med Sten Sandell. To vellykkede første dage på Vinterjazz.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Sten Sandell
