COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, 11. JULI 2024: Vi nærmer os den sidste weekend på jazzfestivalen, men med sommervejret i ryggen er det den bedste tid på året i København. Ikke mindst når ny musik rammer gaden fra ikke mindre en vokalisten og komponisten Randi Pontoppidan (Damkapellet, IKI, Theatre of Voices) i følgeskab med den amerikanske bassist og komponist Greg Cohen (John Zorn’s Masada quartet, Tom Waits, Elvis Costello) og saxofonisten og komponisten Thomas Agergaard (REED5, Thomas Agergaard Kvartet, Django Bates) /hovedbilledet).
Pontoppidan og Cohen har haft en duo siden 2018 under navnet Event Horizon med én cd under bæltet, Space Geode. Men Agergaards tilføjelse giver en ny dimension. Han bringer en varmere tone med præg af det nordiske, der komplimenterer Pontoppidans unikke måde at bruge stemmen og Cohens blanding af grooves og forbifarende motiver. Tilsammen er det blevet til HIPPO ROAD, som vi fik en forsmag på i går.
Det var en tumultarisk affære; som en række kortfilm af forskellige instruktører. Men de var aldrig i tvivl om hinandens intentioner, selvom skiftende kunne være markante. F.eks. startede det med rund og melankolsk klang fra Agergaard, der blandede sig med metalliske strøg fra Cohen alt imens Pontoppidan spejlede stemningen med en klassisk klang. Men allerede kort tid efter byggede Cohen et groove op, som Pontoppidan udvidede med rytmisk, næsten perkussiv, vejrtrækning, mens Agergaard steg i intensiteten til en fremaddrivende bevægelse fuld af melankoli.
Igen blev det brudt af en pointilistisk listen af en tværfløjte, for kort tid efter at vende tilbage til groovet.
Vi blev transporteret rundt i alle mulige scenarier med Pontoppidan som shaman, der heler os med sang og bedeskålen til humoristiske passager mellem musikerne; især Cohen pressede på skiftende og de andre greb den i løb. Og mens Cohen pressede fandt Pontoppidan og Agergaard hinanden i duetter, hvor de formåede at forudse hinandens bevægelser og skiftevis følge og afvige i en mesterlære om at skabe et kontinuerligt udtryk uanset hvad.
Det var hektisk og om at holde tungen lige i munden, men på intet tidspunkt føltes det rodet. De havde bare meget at sige, og værktøjerne til at sige det.
HIPPO ROAD er kun udkommet fysisk, men albummet kommer på streaming til oktober eller november, så hvis du ikke kan vente, må du grave CD-spilleren frem.
Aftensmad og så videre til Huset Cph, hvor kunstnerkollektivet Barefoot Records igen i år har indtaget biografen på 2. sal.
Og de har brugt rummet til fulde i år med samarbejder med forskellige filmskabere, kunne jeg se i programmet. I aftes var det dokumentaristen Eddie Bolger, der igennem de sidste to dage havde optaget forskellige klip og klippet lyden væk. Idéen var så, at lade forskellige konstellationer af Barefoot improvisere soundtracket – uden at have set det først.
Det var hele Barefoot der var tilstede med Maria Dybbroe på sax, Carolyn Goodwin på sax og basklarinet, Svend Meinild på sax, Nana Pi Aabo-Kim på sax, Tomasz Dabrowski på trumpet, Henrik Olsson på guitar, Kasper Tom på trommer og Håkon Berre på trommer.
Det var et spændende take på improvisation og grafisk notation, og det var sjovt at høre de forskellige musikeres tilgang til billederne, om det var imitation af den diegetiske lyd eller på kubistisk manér at prøve at fremhæve essensen af stemningen af billedet og fortolke formen eller bevægelserne.
F.eks. i den første film så vi indersiden af en elevator på et elværk, mens den steg til tops, hvor Dabrowski og Dybbroe skabte en ildevarslende lyd af susende vinde og et hoppende hjerte, og da vi når til toppen skriger Dabrowski til et billede af røgen der bølger ud af skorstenen.
Efterfølgende følger vi udsigten fra et tog henover Storebæltsbroen, hvor lyden tilnærmelsesvis imiterer en bils acceleration.
I den næste film lagde Pi Aabo-Kim, Olsson og Berre lyden til et par lyserøde løbesko, der blev snøret, hvor de, ligesom i de gamle stumfilm, skabte lyden af bevægelserne: fumlen med at få snøren gennem hullet og et knirkende svup af forløsning, når hånden bare kan trække til.
Den tredje film havde en mere humoristisk vinkel, mens vi fulgte Olsson og Tom gennem et supermarked, hvor de spillede på hylder og grøntsager, hvor Tom, Meinild, Goodwin og Olsson fik til opgave at komponere supermarkedssymfonien, hvilket udløste et par grin fra publikum og musikerne selv.
I 4. og 5. film var Barefoot igen i fokus med bl.a. indrykningen i Huset og på en skole, hvor Goodwin, Dybbroe og Pi Aabo-Kim spillede et boldspil (hvis regler jeg ikke helt kunne greje). Men i den sidste fik musikerne lov til at personificere to vinkler af færgebussen der lægger til kajen. Først fra vandkanten med en ensom, sørgmodig og let skvulpende lyd, og dernæst fra færgebussen frembrusende færd.
Det var et spændende projekt, hvor musikerne kom på prøve, og virkelig skulle tage nogle markante valg i deres spil. Men at man som publikum også kunne følge processen i dette.
Jeg håber, at Barefoot holder en release, når filmen er helt færdig.
Næste stop på aftenen var en 2-for-1 på 5e med to trioer: Først Francesco Bigoni/Bára Gísladóttir/Gustaf Ljunggren og dernæst Yasuhiro Yoshigaki/Kasper Tranberg/Simon Toldam.
Den italienske saxofonist Bigoni er fast inventar på byens improscener med bl.a. Mark Solborg og Maria Faust, og det er den islandske basssit Bára Gísladóttir sådan set også; bare ikke på improscenerne, men på Gamle Scene som komponist, og har vundet bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talent Pris samt Léonie Sonnings Talent Pris. Hertil havde de den alsidige, svenske saxofonist, guitarist mm. Gustaf Ljunggren, der bl.a. har spillet med C.V. Jørgensen og Steffen Brandt.
Så det var en broget trio med en fod i hver forgrening af musikindustrien. Men det var her dagen tog en drejning fra det hektiske og omskiftelige til lange klangflader og rolige strøg.
Foran det purpurrøde bagtæppe med ILKs målskiver vævede toner frem fra scenen og åbnende den gamle lavloftede slagtehal ud under aftenens skumring. Bigoni og Gísladóttir summede mens Ljunggren svævede let henover med en steel guitar fuld af rumklang.
De gav sig tid. Der var ingen pludselige bevægelser. Selv de mere intense passager havde en rolighed og blev forberedt med en tålmodighed og omhu som beskæringen af et bonsaitræ. Hver gang de bevægede sig et nyt sted hen, blev det foregående altid inkorporeret. Så vi gik helt naturligt fra de åbne melankolske vidder med lange strøg til gyderne efter kl. 04 med en slingrende saxofon, tunge, skæve bevægelser i guitaren og harske strøg fra bassen. Et sted mellem forløsning og fortvivlelse.
De havde hver især deres roller, men det betød ikke en hierarkisk inddeling. Selvom Gísladóttir lå med tunge droner, kunne hun sagtens med et enkelt skift i tonen eller klangen varsle et skift.
Det var et passende minimalistisk afbræk fra de tidligere hæsblæsende koncerter, når energien var ved at slippe op.
Men til sidst var energien også ved at slippe op, hvis det ikke havde været for trumpetisten Kasper Tranbergs energiske tilstedeværelse, der indledte dagens sidste koncert på 5e.
Tranberg (All Too Human, Kasper Tranberg Terzet) har en af sine vanlige kumpaner med sig i pianisten Simon Toldam (Tak for dit brev, Simon Toldam Trio) og den japanske trommeslager Yasuhiro Yoshigaki. Yoshigaki har været med til at forme den japanske improvisationsscene og bruger jazz, japansk folklore og postrock i sit spil. Han har også arbejdet sammen med bl.a. John Zorn, Bill Laswell, Masabumi Kikuchi m.fl.
Tranberg kunne ikke vente og lagde ud med en støvet, afdæmpet tone. Toldam plukkede sparsomt korte toner fra klaveret og Yoshigaki rumsterede henover og udenom rytmer. Men det var Toldam der drev det fremad med stadigt hyppigere anslag der aldrig nærmere sig legato. Alligevel fornemmer man noget velkendt i hans spil, men om det var Monk eller Tristano der blev blandet med impressionistiske toner, kunne jeg ikke sige. Det var først, da Tranberg gjorde plads, at Toldam åbnede op for den stringente staccato.
De formår at forbinde yderpunkterne i et udtryk. Sagte klusters bliver mødt af en skrigende trompet, mens Yoshigaki pulser uptempo jazz fremad, fremad, fremad. Det kommer bl.a. af, at Tranberg er god til at give plads. Først så smider han om sig af kaskader af løb ala Gillespie, og så når det koger allermest, lader han de andre drive det videre, for så igen at vende tilbage.
Ligeledes er Yoshigaki ekstremt opmærksom på de andre. Han forudser Toldams anslag, men lægger sig også mellem det akkompagnerende og det syngende – både på trommer og fløjter.
Tranberg var mere jazzede i sit udtryk i aftes, men det lagde sig fint op ad Toldams flossede impressionisme og Yoshigakis frie rytmer.
Et kromatisk ostinat og en pibende hihat lagde an til afslutningen, men Tranberg kunne ikke dy sig, og indledte en sidste fanfare til sommernatten.
Text og foto: Marcus Behrens
Music for Films med Nana Pi Aabo-Kim, Henrik Olsson og Tomasz Dabrowski
Simon Toldam, Kasper Tranberg og Yasuhiro Yoshigaki
