VINTERJAZZ, BRØNSHØJ VANDTÅRN, KØBENHAVN, 9. FEBRUAR 2024: Det gamle vandtårn runger fra stormen udenfor, mens folk småsludrede og forsynede sig med tæpper og romtoddyer.
Det var en duokoncert med forlaget Kornmod, der udgiver og distribuerer en masse musik indenfor den eksperimenterende musik. Først var det accordionisten Kristian Vidar, der skulle fremføre et værk af komponisten Jacob Ridderberg, der har skrevet værker for Vandtårnet før. Hernæst var det den århusbaseret elektroniske kunstner Bysund.
Imens vi venter på koncertstart, bliver jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt koncerten uhøjtideligt er start, da Vidar begynder en gennemspilning af værket. Hvorfor også opsætte illusionen af normen om stilhed i et hvileløst rum, når enhver forstyrrende småsnak hænges til skue i de næste 40 sekunder.
Men det viser sig faktisk at være tilfældet. Ingen præsentation. Bare direkte til sagen med korte kadencer af søgende akkordbåret melodier til at åbne rummet op for os. Hver kadence får 3 sekunder til at klatre op ad søjlerne og oplyse overfladerne, før næste kadence sendes afsted. Vi bevæger os i en minimalisme med tendenser af Albinoni og over i en mere forventningsfuld tango.
Anden sats hviler mere på akkorderne, og skubber vindens tuden i toppen af tårnet væk fra tankerne. Vi sidder i en boble, mens melodien strækker sig.
Men det er først i tredje sats, at vi for alvor tør drømme om forår. Vippende akkorder sender til hoppen og leg, ikke den foroverbøjet, skimtende position, man antog på vej herhen. Og så hopper vi over i dobbelt tempo. Og halvvejs tilbage igen til en variation af det første. Og rundt og rundt og rundt. Indtil de sidste toner fortager sig oppe under loftet.
Jeg ville gerne være blevet og hørt Bysund, men så skulle jeg have amputeret mine uld-løse tæer i morgen tidlig.
Text og foto: Marcus Behrens
