PRIMI STUDIO #18: NONOTATION BY LONE AAGOT, KØBENHAVN, 16. APRIL 2024: Det er hver anden uge, at Primi breder formatet ud og indbyder integreringen af forskellige kunstformer. Og denne uge var det Lone Aagots løbende forskning i notationens begrænsninger og muligheder gennem lyd, video og installationer. Første halvdel var i trioformat med Michal Biel på båndoptager og George Chiper-Lillemark, med Aagot på violin og mekanisk kopimaskine.
Anden halvdel introducerede et større ensemble med tilføjelsen af Asger Thomsen på bas, Mika Persdotter på bratsch, Michaela Turcerova på sax og Luka Zabric på sax.
Første værk kører allerede på skærmen på scenen, da jeg træder ind i det vanlige rum på H15 scenen. Derudover er rummet blevet dekoreret af sporadiske tilskriblede eller papirklip af stencilpapirer hængende fra stålwirer foran scenen og hen over publikum.
På gulvet til højre står et lærred udstyret med mikrofoner og en lysbilledeprojektor foran, ovre til venstre et strygebræt med mere stencilpapir og blyanter, og gemt væk fra scenelyset flankerer Chiper-Lillemark installationerne med videoprojektoren til venstre og Biel og Aagot med båndoptagere og en mekanisk kopimaskine til højre.
Da filmen kører mens folk stadig småsludrer, så er der aldrig nogen formel begyndelse på værket. I stedet venter Aagot på, at de sociale koder om høflighed sætter ind og folk sætter sig. I takt med snakken forstummer, så toner de knitrende lyde fra videoen frem fra objekter der skraber hen over stencilpapiret på skærmen.
Længe sidder vi i tavs reflektion og følger hænderne på skærmen tæt, mens de mærker sig frem blandt et solbeskinnet rum fyldt af grafiske partiturer med huller, malede former og i papirklip, imens Aagot går og pusler i øjenkrogen med at hænge flere papirer op. Hun sætter sving i håndtaget på kopimaskinen, og Biel manipulerer langsomt de roterende klik fra maskinen til en næsten karikeret udgave af de mekaniske lyde, der efterfølger lydkilden som et provokerende barn der aber efter.
Filmen slutter og Aagot går på scenen med sin violin (der lignede en tidlig udgave) og tændte for lysbilledeprojektoren. Med svage strøg fortolker hun de abstrakte og bevidst uskarpe billeder på lærredet, mens Biel langsomt inddrager violinen i modularens hule og skarpe lydunivers.
Næste film er igen Aagot i hovedrollen, hvor hun først i et meget hvidt rum mærker teksturen af en engangsdug og senere bevæger sig ud blandt sivene ved bredden af en sø.
Igen mærker man processen af hendes studie. Den træge og frustrerende proces i at finde et medie til at formidle noget bestemt, hvad enten det er tekstur, klangfarve eller skarphed i tonen.
Det er en speciel højtidelig atmosfæren i filmen, der dog bliver brudt af et klip, hvor Aagot og Biel forsøger at fæstne en mikrofon ovenpå Aagots hoved. Man kan argumentere at det er et bevidst brud på den fjerde væg, men scenen synes ikke rigtigt at have noget formål udover et humoristisk indslag. Den brød resten af filmen op der ufortrødent fortsatte i samme stil som før med close-ups af Aagot foran den idylliske baggrund, hvortil fokusset fra hendes formål bliver lidt væk. For som hun selv præsenterede inden filmen, så er det et løbende projekt om at udforske, hvad notation kan repræsentere; er det tekstur, farve, form der kan være springbrættet for musikken?
Det er desværre et spørgsmål, vi aldrig får helt afklaret – heller ikke i det store ensemble selvom konceptet var spændende. De skiftedes til at stå bagved lærredet for lysbilledeprojektoren og spille – først på eget instrument og derefter på lærredet – eller ved tegnestationen og først tegne et partitur og herefter spille det. Dog fik vi aldrig lov til ordentligt at se de nyskrevne partiturer. Og det er lidt ærgerligt, når det nu er omdrejningspunktet. Det gjorde det svært for publikum at undersøge koblingen mellem musikken og partituret.
Musikken var generelt meget afdæmpet. Hele tiden var det understrøget strygere og luftige saxer, men med tydelige referencer til musikernes personlige lyd, hvilket stillede spørgsmålet om, hvad partituret egentlig havde af formål. For hvad er det det kommunikerer?
Med noder er det klare værdier der bliver nedskrevet hvad enten det er frekvens eller bpm. Men det har ligeledes sin begrænsning når det kommer til aspekter som klangfarve, intensitet og tekstur, der skal beskrives med ord i noden og stadigvæk lægger under for den rigide ramme af faste toner og tempo. Men når noden bliver så tvetydig, hvornår er det så komposition og hvornår er det improvisation?
Det er et interessant spørgsmål som Aagot tager op. Dog syntes jeg, at der manglede noget formidlende omkring Aagots vision for dette. Ikke at musikken ikke var fængende. Det er blot, når stencilpapiret umiddelbart sættes op som et fremtrædende virkemiddel der så aldrig bliver bragt i fokus for publikum, så føles det mere som en rekvisit fremfor omdrejningspunktet i kunstværket.
Det er virkeligt spændende koncept, og dertil svært at formulere i en kunstnerisk sammenhæng. Men jeg håber Aagot arbejder videre med det. For det pirrede da nysgerrigheden.
Text: Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudssen
