KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 7. MAI: Foråret har ramt København, og den disede aftensol udvander det røde og orange scenelys, der oplyser midten af rummet. Aftenens program står på to nye ensembler – eller et nyt ensemble og en ny soloperformer.
Det første vi skal høre er ensemblet . Trioen består af Sophie Star Suaning på synth og guitar, der kommer fra kunstverdenen og er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, Johan Poulder på bas (Clarissa Connelly) og Oliver Laumann på trommer, der har spillet i det aktivistiske band GP&PLS.
Hernæst efterfulgt af den japanske pianist Rieko Ukuda (hovedbilledet), der igennem sit liv har været på tværs af igennem klassisk musik, musikterapi, jazz og nu improvisationsmusik med elektronisk musik vævet ind.
Jeg havde ikke hørt nogle af dem før, men Okuda spillede to gange under Vinterjazz i år, og hver af medlemmerne fra HowToPronounce er aktive i forskellige sammenhæng, så det er jo min egen skyld. Men så er det godt Primi formår at booke dem.
HowToPronounce går på scenen. Suaning står foroverbøjet over sin synth, mens hætten dækker ansigtet. Hun slår en tone an, og lader pedalernes forvrængede effekt skære igennem skumringens lys. Laumann sidder med lukkede øjne, mens de minimalistiske toner langsomt stiger i dynamik. Poulder får bassen til at vibrere i takt med Suaning, og uden jeg opdager det hvisler Laumann med hi-hatten. Det flyder i en velafstemt masse, indtil Laumann slår tammerne an. Og Phil Collins har ikke levet forgæves. Det er sjældent, at trommer har så meget rumklang og ekko på. Men det skaber et naturligt platau for næste fase i den langsomt opbyggende musik.
Suaning griber guitaren. Men det er først nogle tekniske problemer. Da hun endelig får hul igennem, er det som et vakuum. Alt andet drukner. Selv Laumanns og Poulders energiske bevægelser er blevet mutede.
Det er paradoksalt roligt at sidde i det, selvom det er så højt. Det indhyller alt og skaber et nyt nulpunkt for vores hørelse. Og måske var det distortionpedalerne, der gjorde os docile; som en uafværgeligt white noise.
Men langsomt lukker Suaning de andre ind. Laumann søger gennem beats, før han lægger sig fast på et, mens Poulder lægger en urokkelig drone.
Vi daler langsomt tilbage til udgangspunktet. Men efter den tur vi har været igennem, syntes det ikke længere tilstrækkeligt. Jeg mærker i hvert fald mig selv drive afsted, mens musikken runder af. Og med et nik blandt musikerne slutter det.
Det var en koncert med enighed om, hvad der skulle ske. Der var ikke de store interne udfordringer mellem musikerne, men et stort fælles crescendo, som vi kunne ride med på.
Efter en hurtig omstilling af scenen (og ørene) gik Rieko Okuda på. Fra første færd vibrerer hendes hænder op og ned over klaveret og væver drømmende passager. Og på intet tidspunkt under koncerten forkaster Okuda illusionen om fire hænder, hverken visuelt eller auditivt.
Hvirvlende figurer gentages med gradvise variationer, der dog altid rammer den samme toptone hen over en vippende bas. Kaskader af toner flyver ud i rummet, men selv i de mest kromatiske passager mærker man en melodisk retning; nærmest en tonal fornemmelse. Det er en ubønhørlig påkaldelse af det kosmiske kaos der omgiver os, hvor naturkræfterne kaster alting ind i hinanden, indtil der opstår liv.
Vi følger klaverhammernes pumpende bevægelser, da hun bevæger sig ned i det dybe register, og med tunge aggressive bastoner piske dem frem og tilbage. Og selv når hun kun bevæger sig indenfor lidt over en oktav i det dybe register, der hurtigt kan mudre, udstikker hun en retning – både med artikuleret meloditoner og i overtonerne.
Det slutter brat. Det var et kort sæt. Knap en halv time. Men nogle gange er der heller ikke brug for mere.
Der er kun 3 uger tilbage før Primi sæsonen er slut, så det gælder om at skynde sig.
Text og foto: Marcus Behrens
HowToPronounce
