VINTERJAZZ, KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 21. FEBRUAR 2024: Og så er jeg tilbage, hvor jeg startede Vinterjazzen; i de vante caféstole i KoncertKirken. Det er sidste uge af Vinterjazzen og det hylder KoncertKirken med to uropførelser. Eller rettere sagt én uropførelse af Lars Bech Pilgaards værk ’Kollektiv’ og et nyt samarbejde mellem den pladeaktuelle trio ZAV og Crush String Collective (hovedbilledet).
Først skulle vi høre Lars Bech Pilgaard (som jeg anmeldte sidste uge da han spillede i duoen Laser Nun med Anders Vestergaard), der med støtte fra bl.a. Statens Kunstfond har skrevet værket ’Kollektiv’.
Som han selv forklarede, udsprang det af en fascination af det grandiose og en guitar pedal, der kunne få guitaren til at lyde som et orgel. Dertil ligger der noget i titlen om at ”collecte” – summen af den musikalske erfaring fortsætter han.
Han sidder alene i salen på en træbænk bøjet over sine nøje udvalgte pedaler. Rundt om os er fire oplyste guitarforstærkere stillet op: én på hver side ved væggen, én oppe ved orgelet og én oppe ved scenen. Metalliske strenge indvarsler delay pedalens indmarch, og for hvert anslag fortættes rummet af akkorder der stables ovenpå hinanden. Det føles næsten som et vakuum, så kompakt er lyden.
Han hiver bunden ud af lyden, og rummet klares op, og så begynder spinkle, lyse toner at fremmane en melodi.
Han forstod at bruge rummet med stablerne af akkorder og lade svingningerne blive til en drone, hvor krystalklare toner svæver under hvælvingen umiddelbart fri for de rytmiske oscillationer mellem dissonans og konsonans, som skvulpede mellem vores fødder. Jeg sad lige foran højtaleren i siden, og det gyngede stadigvæk, da jeg rejste mig.
Hertil var også hans forståelse af effekterne i rummet, som kan være svært at styre. Det bliver hurtigt mudret, hvis Pilgaard overstyrer eller blot sætter sig forkert, så han havde virkeligt lavet sine lektier på det punkt.
Værket varede over en time, og mod enden blev jeg nødt til at zone lidt ud fra de mange minimalistiske og ambiente nuancer. Det kan godt være lidt krævende for koncentrationen at lytte til i længere tid, men det er heldigvis tilladt at lade helheden rulle indover ind. Den første time var dybt dragende, men trætheden vandt til sidst og jeg måtte lade nuancerne rulle forbi og bade i helheden af de kvadrofoniske guitarforstærkere.
Efter en kort omstilling var det ZAV x Crush String Colletive. Begge ensembler er velkendte på improscenen, og så sendt som i sidste uge, anmeldte jeg Crush’s samarbejde med Christian Wallumrød.
ZAV består af saxofonisten Jesper Zeuthen, pianisten Jacob Anderskov og trommeslageren Anders Vestergaard, der alle bevæger sig på tværs af ensembler både som bandledere, komponister og musikere. Ligeledes er Crush String Collective en slags paraplyorganisation for utallige projekter med forskellige konstellationer af den otte kvinde højt kollektiv. I aftes var det violinisten Maria Jagd bratschisterne Tove Bagge og Pauline Hogstrand samt cellisten Oda Dyrnes der repræsenterede Crush.
De sidder i en halvcirkel på scenen med et ensemble i hver ende. Crush starter forsigtigt med at føle sig frem i rummet med pizzicato. Bækkenerne begynder at risle ved Vestergaard og Anderskov spreder åbne harmonier, som strygerne flyder henover. Vi svæver hen over tangenterne der blander sig med strygernes summen, mens vi kan mærke den uundgåelige indtræden af Zeuthen.
I ZAV er det oftest Anderskov og Vestergaard, der sætter rammerne, før Zeuthen kommer ind, og det M.O. fulgte de igen. Zeuthen indtræder med bløde skridt, og i starten bliver Crush overdøvet. Men de danner fælles front, og der opstår en tredelt dynamik mellem Zeuthen, Anderskov og Crush. Zeuthens intensitet træder i fronten, men Crush skaber et modspil af sammenvævet melodier som kontrast til Zeuthens motiver. Og Anderskov bryder ind i dansen og færdiggør Zeuthens sætninger. Alt imens Vestergaard nøjsomt markerer en puls uden aldrig at træde direkte på den.
I sådan en konstellation kunne man godt frygte endnu en jazzkvartet med strygere lagt bagved. Men sådant et hierarki var ikke at finde i aftes. Det var langt mere organisk. Her var alle lige (måske på nær Zeuthen) og fik plads. Til tider stod Anderskov alene. Andre gange var det Crush, Zeuthen eller Vestergaard. Og hver gang opbyggedes et crescendo af nye forbindelser på tværs af de to ensembler. Anderskov syntes at være mediator mellem de to ensembler og sørgede for at smide tonale stikord ud til de musikerne.
Nogle få steder kunne man godt mærke det nye samarbejde mellem to etableret ensembler, der lige skulle se hinanden an. Men de er så dygtige musikere, at de hurtigt griber hinanden og bygger ovenpå hinandens idéer.
Og selvom man kun svagt kan ane Zeuthen på billederne, så var der ingen tvivl om, at han var der. Jeg fik senere at vide, at hvis ZAV skulle kunne høre hinanden, så var de nødt til at sidde i en tæt V-formation, hvortil Zeuthen blev klemt inde i den smalle gyde mellem flyglet og trommesættet. Men hellere god lyd en god udsigt.
Text og foto: Marcus Behrens
Lars Bech Pilgaard
