RED SEA JAZZ FESTIVAL, DAG 4: Onsdag 27. august.
Dayna Stephens Quartet
Dayna Stephens (ts), Darrell Green (dr), Matt Brewer (b), Eden Ladin (p) & Eli Degibri (ts).
Jeg ankom til festivalomrĂ„det ved afslutningen af Dayna Stephen Quartets koncert, og allerede uden for festivalomrĂ„det kunne jeg hĂžre, at der var gang i den. John Coltranes âImpressionsâ var primĂŠrt en hĂŠsblĂŠsende magtdemonstration af gruppens leder, Dayne Stephens og sĂ„ en af festivalens kunstneriske ledere, instrumentkollegaen Eli Degibri. Her skulle dystes.
Stephensâ kraftfulde tenorspil lĂŠgger sig tĂŠt op ad forbilledet. Og det skal man passe pĂ„ med, for man bliver uvilkĂ„rligt sammenlignet og specielt nĂ„r man vĂŠlger en af Coltranes signaturkompositioner. Ikke at der blev spillet dĂ„rligt, slet ikke. Men musikerne manglede ligesom det ekstra gear, der gĂžr at man bliver fanget ind for alvor.
Da det blev Eli Degibris tur til at fortolke Coltrane, skete der pludselig noget som fik mig til at spidse Þrer. For udover at han kunne de klassiske Coltrane-licks, bÞd han ogsÄ ind med nogle mellemÞstlige toner. Det bemÊrkede de Þvrige musikere og specielt pianisten Eden Ladin var hurtig til at gÄ med i den udvikling.
Men efter sin solo kiggede festivallederen pÄ uret og sÄ vendte vi hurtigt tilbage til temaet og en afslutning. Det holder ikke at han selv er med til at trÊkke tidsplanen ud.
Efter koncerten hĂžrtes atter et lille hjertesuk: âThank you personally for coming in this crazy time.â Den udtalelse ville jeg gerne have ham til at uddybe nĂŠrmere.
En (meget) kort snak med festivalens ene kunstneriske leder, Eli Degibri.
Jeg havde godt lagt mĂŠrke til den unge mand, der prĂŠsenterede koncerterne og lĂžb fra scene til scene, ivrigt snakkende i sin mobiltelefon. Havde ogsĂ„ prĂžvet et par gange at henvende mig til ham for en kort snak, men hidtil forgĂŠves. Efter koncerten med Dayna Stephens forsĂžgte jeg igen â her venligt hjulpet af festivalens PR-mand â og fik allernĂ„digst et ti minutters interview.
Ganske kort:. Samarbejdspartnerne er primĂŠrt byen Eilat, der gerne vil sĂŠtte fokus pĂ„ sig selv som en turistmagnet. Eilat Havn stiller omrĂ„de og faciliteter gratis til rĂ„dighed. Det Israelske Turistministerium er ogsĂ„ med (og betalte for rejse og ophold for salt peanuts* udsendte â til orientering) og sĂ„ er der diverse halv- og helprivate sponsorer â som Degibri ikke havde lyst til at komme nĂŠrmere ind pĂ„ hvem var.
Festivalen var i fare for at blive aflyst sĂ„ sent som to dage fĂžr fĂžrste koncert, pga. «Political pressure», som Degibri ikke Ăžnskede at komme nĂŠrmere ind pĂ„. Den kan man sĂ„ fortolke som man vil.
Eli Degibris baggrund: uddannet musiker i Israel, har boet femten Ă„r i New York og har (angiveligt) spiller fast med Herbie Hancock og jĂŠvnligt med Al Foster. Han flyttede tilbage til hjemlandet for fem Ă„r siden og spiller med israelske og, som han udtalte det , âinternationally renowned Israeli musicians.â
Eli Degibri og hans partner, Israels tungeste dreng udi jazz Dubi Lentz, lĂŠgger programmet ud fra deres egen smag og hvilke navne de synes ville passe til de tre scener. Jeg tvivler dog pĂ„ at etnopop-skrigeballonen fra tirsdagens program stĂ„r pĂ„ dâherrer kunstneriske lederes pladereol ved siden af Lee Konitz og Dr. Lonnie Smith… Men lad nu det ligge. En udsolgt koncert er en udsolgt koncert.
Scenerne har navne efter de tre musikere, der startede festivalen i 1987, Daniel Gottfried (p), Albert Piamenta (ts) og Aaron Kaminski (dr).
Festivalen har kÞbt hele den tekniske produktion af et lokalt produktionsfirma. Her har vi sikkert forklaringen pÄ valget af de rÊdsomme flygler. Degibri syntes i Þvrigt ikke, at de lÞd sÄ dÄrligt og han har angiveligt ikke modtaget nogen klager fra pianisterne. Det sidste tror jeg simpelthen ikke pÄ! Og sÄ blev interviewet afbrudt af endnu en telefonsamtale.
Dr. Lonnie Smith Trio
Dr. Lonnie Smith (org, perc, voc),Jonathan Kreisberg (g), Lee Pearson (dr).
Jeg ved godt, at Dr. Lonnie Smith (bildet) har et pĂŠnt publikum i DK, bl.a. via sit samarbejde med den allestedsnĂŠrvĂŠrende danske trommeslager Kresten Osgood. Men jeg har med skam at melde aldrig hĂžrt ham live. SĂ„ det var nok den koncert jeg havde set mest frem til.
Umiddelbart er besÊtningen orgel, guitar og trommer en viderefÞrelse af den klassiske orgeltrio. Men til hvad? Det fÞrste jeg kom til at tÊnke pÄ var, at et psykedelisk lysshow ville have vÊret en storslÄet tilfÞjelse til musikken.
Syret orgeljazz? Nej ikke kun det. For Smiths musik og approach minder ikke pĂ„ nogen mĂ„de om en ordinĂŠr orgeltrios og han er ikke your average organplayer. De teatralske gebĂŠrder han udfĂžrer viser med al Ăžnskelig tydelighed at det er et show, det her – ikke kun en koncert. Samtidig bruger han meget energi pĂ„ at heppe musikken frem og pĂ„ at pace sine to musikere med smĂ„ tilrĂ„b og lidt smĂ„nynnende indsatser. Hans lille Drumpad, med forskellige kraftfulde indstillinger var ogsĂ„ med til at farve og variere det musikalske udtryk.
Dr. Lonnie Smiths to musikere, guitaristen Jonathan Kreisberg og ikke mindst den overdĂ„digt spillende trommeslager Lee Pearson, virker som de perfekte ledsagere i en visionĂŠr musikskabers rejse ind i et kunstnerisk udtryk, der hele tiden forandres. Fra en smuk udgave af âOld Rocking Chair’s Got Meâ over âBeehiveâ, der mindede om et stykke overvintret halvfjerdser-Billy Cobham fusion til âMy Favourite Thingsâ i utroligt flot arrangement. Her sker der virkelig noget og Smith viser at han âhar den».
I ekstranummeret tog Dr. Smith stokken frem og begyndte at bearbejde den som var den en elbas. Ret originalt og en ret sĂ„ weird showstopper. Og sĂ„ kom alle IPhones, Smartphones og digitalkameraerne frem – incl. mit eget.
Alt i alt en fed koncert med en besynderlig og ret udfordrende stilblanding og alligevel med en rĂžd trĂ„d gennem hele koncerten. Det stĂŠrkeste indtryk var Dr. Lonnie Smith himself med den hvide turban, den sorte kaftan og den nĂŠrmest hypnotiske sceneudstrĂ„ling â og sĂ„ lige stokken, der kan spille.
Men jeg kunne godt have brugt noget psykedelisk lysshow.
Yonathan Avishai «Modern Times»
Yonatahn Avishai (p), Yoni Zelnik (b), Donald Kontomanou (dr).
Det starter faktisk ret kedeligt. En lang og yderst minimal piano intro suppleres af trommer og bas der accentuerer cymbal slag pĂ„ alle fire taktslag og med samme bastone. Derfra videre til en enkel ostinat uden harmoniskift og uden nogen egentlig musikalsk udvikling. Her var jeg lige ved forlade koncerten, men blev hĂŠngende – og det blev jeg glad for.
Pianisten Yonathan Avishai reprÊsenterer en skole i jazzen, der ikke er sÄ langt fremme i det nuvÊrende tidsbillede; gennemkomponeret kammer/klassisk/jazz. Det er musik, som ikke er synderligt fremadbusende, der spores ikke nogen egentlig udvikling fra start til slut i de spillede stykker musik, der mere har karakter af smÄ etuder. Men det er alligevel dybt fascinerende, mÄske netop fordi den slags i dag er sÄ sjÊldent hÞrt.
SmÄ bÞrnesange der hele tiden bliver vendt og drejet, omharmoniseret og fÄr vendt vrangen ud. Faktisk ret fedt pÄ sin egen intellektuelle, bag- og indadvendte mÄde. Musikken er med garanti nedskrevet tone for tone og det virker ikke som om der er plads til sÊrlig meget improvisation undervejs
Stik modsat Dr, Smith en time tidligere, hvor showet dominerer musikken, ser vi her et eksempel pÄ det stik modsatte og hvor den fysiske udstrÄling godt kunne trÊnge til en lille opstrammer. Bassist Yoni Zelnik ser ud som om han var til sin egen begravelse og pianist og kapello Yonatahn Avishai har zero udstrÄling. Kun trommeslager Donald Kontomanou kaster sig ud i et lille skÊvt smil undervejs.
Det blev sÄ en stille og rolig afslutning pÄ Red Sea Jazz Festival for mit vedkommende. Ude pÄ festivalpladsen var publikum ved at feste af. Vel at mÊrke i al stilfÊrdighed. Ingen vÊltede rundt i store branderter.
Epilog
Jeg skal ikke lÊgge skjul pÄ, at jeg skal vÊre den fÞrste til at fordÞmme staten Israels massakre pÄ indbyggerne i Gaza.
Jeg kunne have sagt nej til invitationen og dermed have pudset min egen venstresnoede glorie. Men jeg ved fra et tidligere besĂžg i landet (se: http://chosenconcerts.dk/2014/07/25/med-scofield-rundt-i-europa-mrk-1/), at der i Israel findes et mindretal som er stĂŠrkt imod krigen, og som kĂŠmper en brav – omend stadig forgĂŠves – kamp for at opnĂ„ en stĂžrre retfĂŠrdighed.
Min erfaring er ogsÄ, at folk der beskÊftiger sig med jazz har et stÞrre udsyn og favner bredere end politikere og andre magthavere. Og de fortjener al den stÞtte de kan fÄ.
Jeg Ăžnskede at observere den generelle stemning blandt arrangĂžrer, deltagere og tilhĂžrere ved festivalen. Og fremfor alt indeholdt programmet en god blanding af kendt og ukendt musik, som jeg gerne ville beskrive for salt peanuts* lĂŠsere.
I nÊste udgave af det danske jazzmagasin Jazz Special vil jeg gÄ i dybden med de tanker, der kom sÄvel under festivalen som ved hjemkomsten.
Tekst og foto: Niels Christensen