Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Søg og du skal finde

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, DAG 6, 5. JULI 2023: Vi tager hul på anden halvdel af Jazzfestivalen med en aften i KoncertKirken. Blæsevejret og de sporadiske byger står stadig klar til at kaste sig over dig, hver gang du bevæger dig ud. Men hvad er lidt blæsevejr, når der er jazz?

Det første vi skal høre i aften, er trioen bestående af den tyske pianist Johanna Borchert, den danske trompetist Anne Efternøler (Anne Andersson) og den danske vokalist Maria Laurette Friis.

I deres beskrivelse, skriver de om, hvad de ikke er; elitesoldater, et uopdaget insekt, eksotiske. Men de er musikere – dygtige endda – med en hel del erfaring mellem dem. Borchert har flere udgivelser under eget navn; Amniotic (med Simon Toldam, Peter Bruun og Mika Forsling), Love or Emptiness (med Jonas Westergaard, Peter Meyer og Moritz Baumgärtner) m.fl.

Efternøler er som hendes kunstnernavn antyder en efternøler. Hun har været ude spillet de sidste 10 år, men hun fortsatte ufortrødent, hvor hun slap med den anmelderroste plade Anne Efternøler & Lige Børn (med Thomas Morgan, Richard Andersson og Anders ”AC” Christensen).

Og Laurette Friis er kendt fra Tys Tys, Fritz Fontana Ensemble og med samarbejdet med Jacob Anderskov, Jomi Massage, Tomo Jacobsen m.fl.

Og de er stadigt søgende efter nye måder at bruge deres instrumenter på.

I det vi sætter os til rette, bryder solen ud og skinner ind ad de store vinduer og blander sig med spotlyset. Friis begynder med at imitere en trompet og synge en sød melodi, mens Efternøler puster let skingert og forsigtigt og Borchert slår en velklingende akkord an.

Det hele er meget sagte. Søgende. Søgende efter hvad de er. Og med en hårdtslående akkord sender Borchert deres søgen ud i de dunkle afkroge med skrig, disharmoniske akkorder og brummende trompeter. Men man kan mærke en stålfasthed i deres søgen, og de tager mere fat undervejs. Trompeten markerer en melodi og klaveret får retning med tunge rytmiske skridt.

Og med et er der stille.

Friis gisper efter vejret med et lettelsens suk. Dåser skramler på gulvet, og klaveret marcherer tungt videre. Som forælder kan jeg ikke lade være med at associere det med roen, når børnene er puttet og navigeringen i legetøjet der flyver overalt. Men de er også mødre, hvis børn sjældent har rene flyverdragter på. Og andre passager virker til at være inspireret af de groteske situationer de har oplevet som musikere, kvinder og mødre igen (for børn er en uudtømmelig kilde af de situationer), Friis der drikker grådigt af vandet, en bralrende trompetmelodi og dyster kromatik fra klaveret.

Dynamikken stiger gradvist med, at de finder en retning i deres musik, for så enten at stoppe helt, eller vende tilbage til det afsøgende. Dog var Friis aldrig bleg for at overraske. Første encore begynder med et pludseligt skrig, så alle publikummer rykker 20 cm tilbage. Og næste (og egentlige) encore, hvor højlydt begynder på en liede med et ord i teksten «NEIN». Hvilket var deres hitsang forklarede Friis.

Så hvad er de? Musikere, komponister, kvinder, mødre og meget mere og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Men det er en livslang proces at finde ud af. Eller det burde det være. Og det rart at blive påmindet om, når vanerne hober sig op.

For første gang på denne jazzfestival kunne jeg nøjes med kun at bevæge mig op til baren og tilbage til min plads uden at skulle halse afsted efter næste koncert. Og godt jeg hørte første koncert, både for musikkens skyld, men også fordi det sikrede mig en god plads til næste, der blev helt udsolgt. Det var Lucia Cadotsch’s projekt Speak Low II feat. Kit Downes.

Trioen består af den schweiziske Lucia Cadotsch på vokal, den svenske bassist Petter Eldh og den svenske saxofonist Otis Sandsjö. Cadotsch’s trio Speak Low udgav i 2015 deres første selvbetitlet plade, der blev kåret til årets bedste plade af DownBeat og vandt Echo Jazz Award for årets bedste vokalist. Og efterfølgeren Speak Low II er også blevet godt modtaget.

Udvidelsen med den prisvindende bristiske pianist og organist Kit Downes er et projekt, der har været mange år undervejs, da Downes var strandet i Heathrow Lufthavn, sidste gang forsøgte at realisere det.

Og de kaster sig direkte ud i det med en sjælfuld sang hen over en frit akkompagnerende bas. Langsomt bliver rytmen fastere, mere udpenslet, og saxen og orglet toner frem og får fylde. Cadotsch’s stemme er rolig, tilbagelænet og alligevel kraftfuld. Hun når aldrig op på det høje c, men det er heller ikke nødvendigt. Som min dansklærer sagde om kravene for sidetal: «Hvis du kan gøre det på 1 side, så er det fair». Og det kan Cadotsch. Hun behøver ikke 4 oktaver for at være virkningsfuld.

Eldh styrer rytmen i bandet med frit flyvende kontrapunkter over hele gribebrættet, og i passagerne med kun bas og sang, fik jeg en snert af samspillet mellem Lisa Nilsson og NHØP. Hertil kommer Sandsjös saxofon, der væver mellem andenstemmer og effekter hen over bas og sang, samt Downes der for det meste lå i baggrunden på træde- og gulvorgel.

Snakken mellem numrene var minimalt. Kun enkelte gange stoppede Cadotsch op for at lede os videre. Ellers overtog det ene nummer det andet gennem frie instrumentale passager, der også fungerede som overlappende soloer fra bas og sax. Ligesom Cadotschs sang, var dynamikken også relativt flad, så det i stedet var nuancerne der blev betonet i de tilbagelænet groovy numre.

Kun få gange lænede de sig frem og lod dynamikken stige og fylde kirkerummet ud. Det var da Downes satte sig ved KoncertKirkens store orgel. Men igen var det ikke lige på og hårdt, men en gradvis intensivering. Og det var også lidt nødvendigt. For det tilbagelænet er et lækkert udtryk, men det kræver variation, og der træk Sandsjö lidt for meget på gefühlen med de samme effekter – dog primært i anden halvdel af koncerten – der for mit vedkommende gjorde instrumentalstykkerne uden Downes på det store orgel lidt ensformigt i længden. Men det er selvfølgeligt subjektivt, hvad man foretrækker.

Den sidste koncert var ikke helt så befolket, hvilket var lidt synd, da det blev aftenens bedste i min optik. Det var den australske saxofonist og selvlærte orgelbygger Calum Builder’s Murmuration Ensemble.

Det er primært et blæserensemble eller et amputeret bigband med 4 træblæsere, 3 messingblæsere og en trommeslager. Foruden Builder på saxofon er det argentinske Miguel Crozzoli, irske Carolyn Goodwyn på basklarinet og danske Sara Bulili på fagot til at afrunde træblæserne. Messingblæserne bestod udelukkende af nordmænd med Håkon Guttormsen og Erik Kimestad på trompet og Kristian Tangvik på tuba. Hertil var det tyske Jan Kadereit på trommer. Hver især er de værd at tjekke ud.

Messingblæserne stod på række overfor træblæserne med trommesættet i midten, og en susen fra alle 7 blæsere kommer hviskende frem. Langsomt træder toner frem i, først i træblæserne, så messingblæserne, i en homogen svingende masse ind og ud af dissonanser og konsonanser. De stiger og falder som bølgeskvulp og imellem mærker en usagt styrke. Enkelte instrumenter træder kortvarigt frem, før de ruller tilbage i de langsomme seje træk af ensemblet. Tammerne buldrer sagte men ildevarslende. Tålmodigt bliver bevægelserne hurtigere i takt med dynamikken stiger, og fagotten træder frem og med en kort melodi signalerer fuldt stop. Tilbage er fagottens let hæse, men gennemborende lyd i lange toner mens trommerne pulser hastigt på tammerne. Igen stiger det som tidevandet, mens resten af blæserne sætter ind, hurtigere, dybere, mens fagotten svæver højt oppe, som månen der betragter dens tiltrækningskræft.

Den heraldiske kulmination sender tanker til Debussy’s «La Mer». Ikke som en imitation, men stemningsmæssigt (ledet på vej af instrumenteringen). Dele af værket havde en impressionistisk karakter i en fornyet form. Tonematerialet var langt fra de pentatone skalaer, og langt mere disharmonisk. Men det blev behandlet på en måde, så det gik op i en højere enhed end blot som afbræk, som man nogle gange hører.

Det var en super flot komposition der forener improvisation med kompositionsmusik. Om det så er jazz, kan man diskutere. Men Builder’s komposition syntes at transcendere genrebegreberne og gøre dem irrelevante.

Jeg ville gerne have nået den sene koncert på 5e med Jacob Anderskovs Spirit of the Hive, men trætheden tvang mig hjem i seng.

Text og foto: Marcus Behrens


Johanna Borchert, Anne Efternøler og Maria Laurette Friis


Lucia Cadotsch Speak Low II feat. Kit Downes


Calum Builder’s Murmuration Ensemble

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.