ÅRHUS JAZZFESTIVAL, DAG 7, 14. JULI 2023: Det er fredag og næstsidste dag på Aarhus Jazzfestival (foruden en encore søndag formiddag). Det arbejdende folk kan mærke weekendens brise puste dem i nakken, og der er generelt en mere afslappet atmosfære i midtbyen, da jeg bevæger mig ned mod Aarhus Domkirke, hvor Share Improfest har været i gang i 3 timer. Døren står åben, og da jeg træder ind, bliver jeg mødt af lyd fra alle sider. De 800 år gamle murstensvægge sender en allestedsnærværende lyd rundt i hele rummet. Det er en stille, uhyggelig og samtidig fortrøstningsfuld lyd, der bliver sendt ned mellem rækkerne, hvor publikum sidder spredt. Men i det rum behøvede var der heller ikke meget plads til udskejelser. I stedet kunne man mærke, hvordan de udforskede rummet, og mærkede hvordan lyden gled langs væggene og ramte de skarpe kanter.
Aardestrup pumpede moderat til undervejs og Riniotis fulgte med, men det stilnede hurtigt af igen. Stefansson begyndte i stedet at arbejde på kontrasten mellem musikken i kirken og bylandskabet udenfor ved at imitere en sirene, som jeg først troede kom udefra. Men efterhånden gav de regelmæssige intervaller og dens vedvarenhed et fingerpeg om Stefanssons intentioner.
Jeg kunne kende flere musikere fra i går: Halfdan Stefansson på guitar, Nikita Kokkoli på saxofon, Simon Riniotis på trommer, Klára Pudláková denne gang på rhodes, Jonathan Aardestrup på bas. Og senere stødte Carolyn Goodwin til på basklarinet. Og det var hele konceptet. Musikere kom og gik i flyvende udskiftninger, mens musikken kørte kontinuerligt.
Det var som en oase midt i den stigende travlhed fra strøget og Store Torv udenfor, og man kunne se roen i publikummernes ansigter. Jeg gad godt have været til mere, men sådan er det under jazzfestivalen.
Efter en bid brød var det videre til Musikhuset, hvor Aarhus Jazz Orchestra (hovedbillede) for tredje aften i streg hyldede Thad Jones. Man kunne tro, at efter to aftener så kunne de være forfalden til at tage den på rutinen. Men det var langt fra tilfældet – og det vidste det aarhusianske publikum også. Da jeg kom en halv time før, var 2/3 af sæderne allerede optaget. Det taler for, hvor meget Thad Jones betød for den aarhusianske jazz. Og den amerikanske dirigent, Dennis Mackrel, sørgede for at ikke én var i tvivl om det.
Det var en hyldestfest af Thad Jones på hans 100 års fødseldag, men også hans arv, som Aarhus Jazz Orchestra er. Det blev startet af Jens Klüver i 1977 under navnet ”Bred Ymer”, men blev senere omdøbt til Klüvers Big Band, og da Klüver fratrådte dirigentrollen, blev det til Aarhus Jazz Orchestra.
I 1979 flyttede Thad Jones spontant til København (og levede der de sidste 10 år af sit liv) hvor han arbejdede som chefdirigent ved Danmarks Radios Big Band og underviste på konservatoriet. Men samtidigt var han også tit involveret med det daværende Klüver Big Band og var med til at forme det. Og hvem bedre til at facilitere sådan en fest en Dennis Mackrel, der både arbejdede med Thad Jones i 80’erne og Aarhus Jazz Orchestra gennem årene.
Mackrel guidede os og orkestret gennem koncerten med historier om Thad Jones, mens han afslappet dirigerede orkestret. Han stolede på deres evner og lod dem spille, men med et kirurgisk klap fik rettede han dem ind, før det mindste løb i tempoet nåede publikum. Ligeledes stod han på sidelinjen, når solisterne stillede sig frem, men gav små pointers til dynamik med simple bevægelser. Den afslappede attitude gjorde, at orkestret hvilede i sig selv, mens vi blev ført igennem Jones’ swingende bagkatalog såsom ”Interloper”, ”Once Around”, ”To You”, ”From One To Another” m.fl.
Hvad der var mest rørende var, at Mackrel ikke kun havde sine egne oplevelser med Jones for øje, men også Jones’ familie, som han havde spurgt om, hvilke numre betød mest for dem. Jones’ søn, Thad Jones Jr, som også var blandt publikum med barn, ønskede ”TipToe”, hvor første trompetisten, spillede – efter min mening – aftens bedste solo. Dog fangede jeg ikke navnet fra Mackrel, men jeg syntes heller ikke, at han ligner nogle af de listede trompetister på Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside. Ikke desto mindre var det en helt fænomenal solo i opbygning, melodier, og variation af klangen. Andre der bør nævnes, er saxofonisten Cesar Joaniquet i ”Interloper”, og den lånte sopransaxofonist, Peter Fuglsang, fra DR Big Band og Michael Olsen på barytonsaxofon, der begge smed med Coltrane og Benny Golson referencer under det eneste ikke-Jones nummer, ”All of Me”.
Hertil blev Jones’ hustru æret med ”Live Life This Day” (der også er indgraveret i hans gravsten).
Det var en fest og en værdig hyldest til en af jazzens store profiler – både internationalt og herhjemme. Og jeg er dybt imponeret over Mackrels nærværenhed og direktion samt orkestrets samhørighed. Rytmegruppen sørgede for at det summede og blæserne sad knivskarpt.
De spiller igen i aften og det bør man ikke gå glip af.
Sidste koncert var nede på havnen på gastropubben Hantwerk, en blanding mellem bistro og øl- og vinbar. Jeg kendte ikke stedet, men man ved aldrig, hvad man støder på, når man kommer lidt ud for midtbyen.
Stedet var hyggeligt og summede af glade mennesker med øl og vin i hænderne. Med udsigt til havnen og en frugtig IPA var jeg klar til Dynamic.
Dynamic er et vokaljazz ensemble, der sætter ord til forskellige jazznumre gennem tiderne. De er normalt 4 sangere, Paul Kim (baryton og grundlægger), Katrine Rømhild (mezzo / alto), Anne Rørbæk (mezzo / alto) og Kirstine Dahlberg (sopran) der ikke var med i aftes. Hertil består rytmegruppen af Hasse Tang (trommer), Niels Knudsen (el- og kontrabas) og Frederik Rejle (guitar).
Jeg var spændt på at høre, hvordan de gik til det. For det er ikke nem opgave at arrangere værker som ”Seven Steps To Heaven” af Miles Davis eller ”Sugar” af Stanley Turrentine samt jazzede udgaver af popsange som ”Stand By Me”. Og desværre nåede de heller ikke helt derop.
De funkede rytmer groovede fint, mens sangerne i flerstemmige harmonier kom igennem værkerne. Det var ikke fordi, de sang falsk, men deres stemmer klingede ikke helt sammen, og der manglede noget indlevelse i sangene. Hertil lavede Kim et par scat soloer, der var lidt monotone i dynamik og klang. Det var op og ned i rappe bevægelser, men rytmisk var det mere skalaøvelser. Han prøvede at signalere dynamiske cues til rytmegruppen i hans anden solo, men de fangede den ikke med det samme, så det blev lidt forceret, og kort efter var Kim allerede på vej op igen, og skulle igen trække dem med op.
Dog vil jeg sige, at de ikke fik meget hjælp fra lydmanden. Bassen og guitaren var meget høj, og sangerne blev utydelige. Og de stod med en fod halvt ude af en garagedør, så at lave lyd til både udendørs og indendørskoncert på samme tid er også lidt ambitiøst.
De kan deres ting, men det virkede ikke som om, de spillede sammen. Det føltes mere som en ting, der skulle overstås. Men måske var jeg bare forvænt fra det hyper-fokuseret Aarhus Jazz Orchestra.
Text og foto: Marcus Behrens
Bassisten Jonathan Aardestrup med venner i Aarhus Domkirke og Share Improfest
Dynamic
