KLUB PRIMI, KØBENHAVN, TIRSDAG 16. MAI 2023: Det var en overskyet tirsdag aften, og jeg bevægede mig ned mod den brune/grønne Kødby. På vej ned føles byen underlig tom – selv for en overskyet dag – og jeg undrede mig over, om jeg havde glemt en landskamp. Men den eneste forklaring jeg kunne finde var, at efter 8 dages sol og varmt vejr, var københavnerne gået i hi sammen med solen for at gøre rent. Jeg havde da også gjort rent i går, men det er ingen undskyld for at misse Primi – især med det lineup.

Det var et lineup, jeg havde set frem til. Dobbelt op på duo først med Louise Dam Eckardt Jensen (sax) og Kasper Tranberg (trompet) efterfulgt af Margaux Oswald (klaver) og Maria Faust (sax) (hovedbilledet).

Tranberg er en alsidig trompet, der spiller i alt fra Zirkus Nemo til Peter Bruuns All Too Human, hans egen Terzet, og en fænomenal duo med Oswald, og formår altid at finde interessante musikere at spille med. Denne aften var det med den ligeledes alsidige Jensen, der bl.a. har spillet i Gauntlet Quartet med Peter Evans og nu i Tactical Maybe. Og den tekniske alsidighed blev fuldt udfoldet i aften.

Jensen startede med en hurtigt, pulserende og våd boppen, og Tranberg lytter kort før han sender en susen, der gnidningsfrit begynder at tage melodisk form, så Jensens klanglige effekter bliver en slags akkompagnement til Tranbergs melodier. Men det udvikler sig hurtigt til kontrapunktiske melodier mellem de to blæsere, hvor de skiftes til at stille sig i front. Hurtige fraser over en mumlende saxofon bliver med et splitsekunds stop afløst af lange sørgmodige suk henover en growlende Tranberg. Men langsomt blev rollerne i de enkelte formled mere flydende, og de kunne ikke tilbageholde deres entusiasme længere, og tonerne flyver mellem hinanden ind og ud mellem harmonier og karambolerende dissonanser.

Hele formen mindede mig om en række kortfilm, hvor vi bliver kastet rundt i forskellige situationer. Vi så deres liv sammen blive udfoldet på lidt under en time; skænderierne og forsoningen, raseriet og intimiteten. Og deres brug af alle de forskellige teknikker vedholdt spændingen uden at være forceret.

Jeg har set Jensen flere gange i Tactical Maybe, hvor hun i højere grad har en hårdere og mere kraftfuld lyd, da konstellationen kræver mere råstyrke, når trommer, bas og endnu en saxofon brager løs. Så det var rart at se Jensen introducere lidt blødere klange til sit omfattende repertoire. Og Tranberg syntes som en god musikalsk partner, da han altid er klar på at undersøge hvilken som helst idé, og har teknikken og musikaliteten til det.

En glimrende start på en god aften!

Herefter kom duoen jeg personligt havde set frem til med Oswald og Faust. Den schweiziske pianist med fransk-filippinske aner, Oswald, er én jeg har fulgt her på det sidste. Især hendes duokoncerter med Jesper Zeuthen og Tranberg har gjort et indtryk. Og nu slår hun sig sammen med den estiske saxofonist, der for nogle år tilbage optrådte med sit projekt ”Sacre Facere Organ” under Orgelfestivalen i KoncertKirken, og det er en koncert, jeg sent glemmer.

Det er to musikere med en utrolig styrke, så jeg var forberedt på at blive væltet af stolen fra første tone. Men det startede i en stille ballade med en skærende sørgmodig Faust, mens Oswald akkompagnerede med modernistiske akkorder mens venstrehånden hoppede mellem bastoner og akkorder.

Der gik dog ikke længe før det hele intensiverede og Oswald gik mere til klaveret med clusters, og Fausts tone blev hårdere, men lod det aldrig stikke af og vedholdte den tungere dynamik. Hendes lyd emmer af en uendelig eksistentiel tvivl med skrig blandt saxofonens toner. Oswald ulmer med en stadigt stigende dynamik. Og vi bliver til sidst blæst bagover af den styrke, som de begge to har holdt inde.

Oswald binder toner sammen på kryds og tværs i et forbavsende sammenhængende sammensurium. Hele registret bliver brugt, og selv de spinkle toner emmer af en tilbageholdt styrke. Imens Fausts klang overtager styringen og tilsidesætter melodien til en supplerende rolle. Den er der stadig, men hun formår at bruge melodi – og selve saxofonen – som instrumenter for hendes udtryk. Hun formår at tale direkte, så man næsten glemmer at saxofonen er der.

Indtil nu havde det været én kontinuerlig koncert, hvor selv de korte passager af stilhed var bindende. Men pludselig stoppede det lidt abrupt. Det virkede ikke planlagt, og efter en kort vandpause gik de i overdrive.

Fausts lyd kunne skære stål over, og Oswald spillede med sådan en styrke, at jeg ikke var sikker på, at murene holdt. Men kun kortvarigt, for så stoppede de igen. Denne gang for good. Jeg er heller ikke sikker på, at vi kunne have holdt til mere, selvom vi gerne ville.

Det var med stor forventning, at jeg gik ind til denne koncert, og det skuffede ikke. Tværtimod. Og nu venter jeg bare på at CD’erne bliver indspillet, så jeg kan genoplive denne aften fremadrettet, mens jeg går hjemme på regnvejrsdage sammen med resten af København og gør rent.

Text: Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen

Kasper Tranberg

Louise Dam Eckardt Jensen

Margaux Oswald