COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, DAG , KONCERTKIRKEN 30. JUNI 2023: Jazzfestivalens første dag er over os, og København marcherer til walking bas og summer af saxofoner. Det er den gyldne tid, hvor man som publikum kan vandre ind på hvilken som helst bar og få en skarp trompet til fadøllen.
salt peanuts* begynder aftenen i KoncertKirken, der igen lægger stærkt ud i år. Sidste år var det duoen med pianisten Margaux Oswald og saxofonisten Jesper Zeuthen, der skulle blive en af festivalens bedste (koncerten er efterfølgende blevet udgivet på Cleanfeed Records, så I kan høre eller genhøre den). I år åbner de med to trioer: Den første bestående af den tyske vokalist Ute Wasserman, den danske saxofonist Lotte Anker (hovedbillede) og den amerikanske elektroniske kunster Andrea Parkins. Den anden trio er schweizisk-baseret bestående af den franske violinist Anouck Genthon, den finske gambaspiller Anna Kaisa Meklin og den græske fløjtenist Marina Tantanozi.
De præsenterede også en tredje, men min morfar trak mig helt hen til koncertstart, så jeg måtte nøjes med to. Men det var også aftenens anden koncert med Wasserman/Anker/Parkins, jeg havde øje for. Det er en trio, der er blevet booket to gange før, men pga. af udefrakommende komplikationer aldrig er blevet til mere end duoer; først blev Wasserman forhindret under corona, og anden gang var det Parkins, så trioen har efterhånden fået mytisk status.
Wasserman, Anker og Parkins er stærke profiler hver især. Wasserman har spillet over hele verden med bl.a. Phil Minton, Thomas Lehn og Andrea Neumann. Parkins har arbejdet på tværs af kunstformer og har bl.a. optrådt sammen med Tony Buck, Magda Mayas og George E. Lewis. Anker har været en central skikkelse i dansk og international impro siden 90’erne, så det er efterhånden nemmere at nævne dem, hun ikke har spillet med.
Så spændingen er stor, da vi sidder og venter på, at de skal begynde.
Parkins lægger ud med samplet fuglekvidder og små klokker, der får slyngplanterne til at sno sig op ad murstensvæggene, og lader træerne springe ud under hvælvingen. Hele lokalet bliver transformeret til et idyllisk skovbillede for dit indre øje. Men kun for et øjeblik før Wasserman puster på en lille tromme og lader resonansen runge dybt gennem lydbilledet, og Anker blæser en tør vind gennem det frodige lydbillede.
Langsomt sniger der sig elektroniske lyde fra et modem ind, og lydbilledet bliver mere hektisk. De spiller rundt om og på tværs af hinanden, men gradvist samler lydene sig til harmoniske strøg. Selv Ankers hæse og skingre flader klikker med Wassermans klassiske sang, indtil Wasserman brister idyllen med et skrækindjagende growl direkte ud af en gyserfilm.
Det vekslede mellem det kaotiske med Wasserman og Parkins farende omkring, mens Anker fremhævede alle nuancer i hendes klangflader, så svingningerne omsluttede os, men før man vidste af det, samlede det sig, så dissonanserne gik op i en højere enhed i en tektonisk bevægelighed skabt af minutiøst kontrolleret kaos.
Det er ikke ofte, at man ser tre musikere af den kaliber komplimentere hinanden så godt, og man kunne høre årvågenheden hos dem alle. Parkins var styrmand med en finger på de andres mikrofoner. Hun live mixede og lagde effekter på uden at være indtrængende, mens Wasserman fremviste et enormt arsenal af lyde assisteret af den førnævnte tromme og små fløjter, samt et register der spændte fra sopran og næsten ned til baryton. Alt imens sad Anker tilbagelænet og opbyggede hele verdner ud fra enkelte klange.
KoncertKirken har muligvis formået igen at lægge ud med en af festivalens bedste koncerter. Men de har et stærkt program igen i år, så det er ikke til at sige. Jeg kan kun sige, at det var en utrolig flot åbningsaften.
Og til dem der missede trioen, så spiller de igen på 5e til ILK Sessions i aften kl. 21.30.
Det var svært ikke at kalde det en aften efter den koncert, men næste trio lød spændende, så det blev jeg nødt til at høre.
Aftenens andre trio var Tangent + Mek igen bestående af tre flittige musikere. Genthon har arbejdet i store og små ensembler fra en baggrund som musiker og musiketnologi og er blevet udgivet på Wide Ear Records, Another Timbre, Confront Records m.fl. sammen med musikere som Jacques Demierre og Mathias Forge m.fl.
Tantanozi arbejder på tværs af musik, teater og billedkunst og spiller jævnligt med Insub Meta Orchestra, Aquaserge, Bottom Orchestra m.fl.
Meklin er aktiv på den schweiziske improscene og har udgivet. flere plader med bl.a. Nicolás Carrasco og Adrian Demoč samt i orkestret under ledelse af Magnus Granberg.
Det startede med korte motiver fra en luftig fløjte, der hele tiden tilbageholdte den ’klassiske’ lyd, henover lange vuggende strøg fra gamba og vippende bevægelser i violinen. Langsomt får violinen mere progression i de vippende bevægelser og spiller mere kontrapunktisk til fløjtens melodi, og gamben lægger et slags orgelpunkt mellem to toner, der skiftevis dissonerer og forløser melodien.
Hele udtrykket er tilbageholdt i en melankolsk stemme, men med en hårdhed nedenunder, der trækker violinen og fløjtens glissandoer ned mod dybet som et sort hul.
Koncertens opbygning er en stigende dynamik, hvor de arbejder omkring konceptet melodi med korte motiver, der aldrig helt får lov at samle sig. Det er en duet mellem violinen og fløjten, hvor motiverne skiftes til at være i front og akkompagnerende som i en fuga (dog et mere varieret tonemateriale). Det var aldrig kraftigt dissonerende, og spændingerne kom mere fra trillerne og en knirkende gamba end fra harmonierne, der til sidst bliver forløst i gamle folkemusik-lydende kvart-intervaller fra violinen.
Fløjten er den sidste der udånder i en maskinel cyklus, som en respirator, der kunstigt holder det sidste af koncerten i live, mens vi sidder på stolekanten og venter på, om musikerne bliver genoplivet. Men Tantanozi lader os udånde med et suk.
Det var en minimalistisk koncert, hvor de musikalske begreber, vi instinktivt tænker på først, blev taget til revision. Hele koncerten igennem blev dinglede de motiver foran os, alene og i kontrapunkter, og tvang os til at bevidstgøre os om vores forudindtagelser om musik.
En flot afrunding på åbningsaftenen, der tog os ned igen efter den eksplosive trio med Wasserman, Parkins og Anker. Og heldigvis er der mere hvor det kommer fra de næste 9 dage.
Tekst og foto: Marcus Beherns
Anna Kaisa Meklin, Marina Tantanozi og Anouck Genthon
